Under
hans vanskelige seks måneder lange march fra Ny Karthago i Spanien,
mistede den frygtindgydende Hannibal
sandsynligvis 10.000 til 15.000 mand pga. dødsfald, deserteringer
og militære aktioner, hvor de fleste tab kom under hans overraskende
krydsning af Alperne i november. Ikke desto mindre rykkede han ud i Po-dalen
med en formidabel hær på 20.000 infanteri, 6.000 kavaleri,
og den ene eller to elefanter som havde overlevet den ekstreme kulde i
bjergene.
Publius
Cornelius Scipio, som havde skyndt sig tilbage efter sit fejlslagne
forsøg på at opfange Hannibal i Gallien, kommanderede nu
de romerske udposter i Po-dalen. I december 218 f.Kr. på
Tincino-floden, en nordlig biflod til Po, stødte de romerske legioner
karthagerne for første gang i krigen. En rask kavaleritræfning
fulgte. De hurtige, erfarne afrikanske og spanske ryttere slog snart de
beredne romere på flugt. Scipio, som var blevet såret under
kampen og berøvet sin kavalerieskorte, trak sine legioner tilbage
syd for Po.
Den uafgjorte aktion gjorde Roms anden konsul, Tiberius
Sempronius Longus, utålmodig. Mod Scipios råd krydsede
Sempronius Trebbia (en sydlig biflod til Po) med 40.000 tropper for at
angribe de indtrængende under en snestorm. Hannibal organiserede
et forsvar som mere end gjorde det op for hans underlegenhed i antal.
Hans kavaleri ramte de fremrykkende flanker hårdt, hvilket bøjede
begge romerske fløje tilbage. Derpå anførte Mago,
den karthanske kommandørs yngre border, fra en skjult regnkløft
et voldsomt angreb mod fjendens bagland. De omringede romere kæmpede
desperat, men ved dagens slutning havde mindre end halvdelen af dem kæmpet
sig vej tilbage til lejren ved Placentia (Piacenza). Resten var flygtet,
taget til fange eller var døde i den fygende sne.
Den karthanske sejr ved Trebbia frydede de cisalpinske
gallere, som i lang tid havde ført krig mod Rom. Omkring 10.000
galliske krigere sluttede sig nu til Hannibals hær for marchen sydpå
mod Rom.