De
overvældende sejre til Aksemagterne i begyndelsen af krigen frembragte
i marts 1941 dannelsen af en pro-tysk regering i Irak under Rashid Ali.
Den retmæssige irakiske regent, Emir Abdul-Ilah,
flygtede til beskyttelse på et britisk krigsskib ved Basra, en havneby
ved den Persiske Golf. For at beskytte deres traktatmæssige rettigheder,
landsatte briterne en brigade fra Indien ved Basra den 18. april. Derpå
angreb Rashid Ali den britiske luftbase ved Habbaniya, 65 km vest for
Baghdad, den 2. maj. Angriberne udgjorde omkring 9.000 mand, udrustet
med 50 kanoner. Til at forsvare flyvepladsen havde luft-vicemarskal Smart kun omkring 250 britiske infanterister, 1.000 personel fra Royal Air Force
og omkring 1.000 indfødte tropper. Den isolerede garnison havde
intet artilleri og blev yderligere hæmmet af behovet for at beskytte
9.000 civile. Men det afgørende element viste sig at være
fly fra Royal Air Force, som holdt irakerne under hyppige angreb og til
sidst bragte deres artilleri til total tavshed.
Efter fire dages belejring, begyndte Rashid Alis tropper
at trække sig tilbage. Den britiske styrke gik straks til modangreb
og tog 400 fanger og meget udstyr. Den 7. maj faldt irakerne tilbage til
den anden side af Eufrat-floden til Al Falluja. Forsvarerne af Habbaniya,
nu forstærket med en motoriseret brigade fra Haifa (nuværende
Israel) indledte deres angreb den 19. maj, erobrede Al Falluja og kørte
ind i Baghdad den 30. maj. Rashid Ali flygtede ud af landet og regenten
genoptog kontrollen med regeringen dagen efter.
Den britiske sejr i Irak blev efterfulgt af opnåelsen
af allieret dominans over hele Mellemøsten. Den 14. juli 1941,
efter en måned med træfninger, fortrængte britiske og
frie franske styrker det franske Vichy-regime i Syrien (mod vest). Britiske
tab beløb sig til omkring 4.600, franske tab omkring 6.500. Derefter
besatte England og Rusland Iran den 25. august (mod øst) for at
komme et muligt tysk kup i landet i forkøbet. Britiske tab under
denne aktion var 22 dræbte og 42 sårede. Den irakiske triumf
blev anført af kommandanten i Mellemøsten, general Sir Archibald
Wavell; sejren i Syrien af Wavell og hans efterfølger, general
Sir Claude
Auchinleck; den iranske besættelse af Auchinleck.