Spanien

Europa 28.01.16

De større slag og krige udkæmpet af den nuværende nation Spanien er oplistet herunder.

Sancho
1000-1035
Castilien
Ferdinand I den Store
1035-1065
Sancho II
Alfons VI
Urraca
Alfons VII
Sancho III
Alfons VIII
Henrik I
Ferdinand III den Hellige
Alfons X den Vise
Sancho IV
Ferdinand IV
Alfons XI
Pedro den Grusomme
Henrik II af Trastamara
 
 
 
Aragonien
Ramiro I
Sanchio IV
Pedro I
Alfons I
Ramiro II
Raimond
Alfons II
Pedro II
 
 
 
Pedro IV
1336-1387
Johan I  
Martin den Ældre 1395-1410
Ferdinand I 1412-1416
Alfons V  
Johan II  
   
   
Slægten Habsburg  
Karl V
1516-1556
Filip II
1556-1598
Filip III
1598-1621
Filip IV
1621-1665
Karl II
1665-1700
Slægten Bourbon
Filip V  
Ferdinand VI  
Karl III 1759-1788
Karl IV 1788-1808
Ferdinand VII 1813-1833
Amadeus I 1870-1873
Alfons XII
1874-1885
Alfons XIII 1886-

Historie: Fra forhistorisk tid findes i Spanien stendysser, køkkenmøddinger og talrige oldsager af sten og metaller. Den ældste kendte befolkning var ibererne, fra hvem baskerne (s.d.) menes at nedstamme. Ca. 1100 f.Kr. anlagde fønikerne kolonier, bl.a. Cadiz (Gadir), Málaga og Sevilla, senere fulgte grækerne. I 6. århundrede indvandrede kelterne over Pyrenæerne og besatte store dele af Spanien; efterhånden smeltede de sammen med den indfødte befolkning til keltibererne. Samtidig fortsatte karthagerne den fønikiske kolonisation og udbyttede særlig de rige sølvminer. Efter 2. puniske krig gik herredømmet i Spanien over til romerne (206 f.Kr.), men disse fik først efter 200 års kampe og talrige oprør keltibererne og lusitanerne betvungne. Spanien deltes i 3 provinser: Bætica, Lusitania, Tarraconensis og romaniseredes hurtigt, så at det blev et hovedsæde for romersk kultur. Videnskab, handel, industri og agerbrug stod på et højt trin. Folkevandringen nedbrød den romerske kultur, 409 trængte sverer og vandaler ind over Pyrenæerne, 412 efterfulgt af vestgoterne. Disse overtog den romerske administration og de bestående sociale institutioner, men fåtallige og afhængige af adel og gejstlighed evnede de ikke at skabe noget kraftigt rige. – 711 faldt deres sidste konge Roderik mod araberne i slaget ved Vadi Bekka, og snart efter var Spanien et emirat under Umajjadekalifatet i Damaskus. De ny herrer afkrævede befolkningen de sædvanlige afgifter i lande erobrede af muhammedanerne og uddelte jord til deres krigere, men lod i øvrigt med stor tolerance landets sprog, religion og sæder uantastede. Umajjaden Abd-er-Rahman (756-788) erklærede sig for uafhængig emir i Cordoba, og Abd-er-Rahman III (922-961), de spanske araberes største hersker, antog kaliftitlen. For verdenskulturen er det arabiske herredømme i Spanien et betydningsfuldt tidsrum som mellemled mellem hellenismens videnskab og kultur og renæssancens. I alle henseender stod den spansk-arabiske kultur højt over den samtidige europæiske og befrugtede denne på utallige områder. Videnskab, litteratur, kunst, industri, handel og agerbrug stod højt, og pragtfulde bygninger og ruiner minder endnu om den glimrende fortid. Det spanske kalifats svaghed var dog som Tyrkiets nu de muhammedanske erobreres manglende evne til at smelte sammen med den undertvungne befolkning. Efter umajjadedynastiets fald 1031 splittedes dets område i talrige småriger (se bl.a. abbadiderne), og i Nord-Spanien, der havde holdt sig uafhængig den meste tid, stiftedes de kristne kongeriger Leon, Kastillien, Aragonien og Navarra (s.d.). Mod de kristnes truende fremtrængen indkaldtes almoraviderne ca. 1090 og almohaderne ca. 1150 (s.d.) fra Afrika, og fra da af var berberne, de spanske romancers Moros, det herskende element i det muhammedanske Spanien. Alligevel udvidedes de kristne riger stadig mod syd, navnlig efter deres afgørende sejr ved Las Navas 1212. I samme århundrede erobrede Ferdinand III (s.d.) af Kastillien Cordoba, Sevilla og Cadiz, så at Granada (s.d.) blev det sidste mauriske rige. Talrige maurer udvandrede til Afrika eller antog sejrherrernes religion og skikke. Imidlertid kæmpede de kristne riger også indbyrdes, Leon gik op i Kastillien, og efter talløse kampe stod dette og Aragonien som de mægtigste stater. Begge steder havde gejstlighed og adel stor magt, og stænderne samledes i Cortes, hvis indflydelse var betydelig overfor kongerne; også de gejstlige ridderordener (Alcántata, Calatrava og Santiago) virkede til at svække kongemagten. Dog vandt denne langsomt frem navnlig i Kastillien, indtil den vandt sin afgørende sejr ved de 2 landes forening til kongeriget Spanien 1479 under los Reyes católicos Ferdinand og Isabella (s.d.). – I det nydannede rige udførtes en gennemgribende reorganisation, og grunden lagdes for den kommende verdensmagt. Statsforvaltningen blev forbedret og centraliseret, retsplejen overdroges kongelige domstole, og den nyorganiserede »hellige Hermandad« (s.d.) skaffede de kongelige ordrer og domme adlydte. Adelvælden knækkedes, kongen fik ret til at udnævne biskopper og blev stormester for alle spanske ridderordener. Inkvisitionen organiseredes af den berygtede Torquemada og blev et villigt redskab i regeringens hånd mod politiske og religiøse kættere. Styrket ved sin indre enhed og fasthed kunne Spanien med lethed forøge sin magt udadtil og vinde en ledende stilling i Europas politik. 1492 erobredes Granada, det sidste maurerrige, og med den i utallige troskrige sammensparede ufordragelighed tog man energisk fat på jøder og muhammedanere for også at tilvejebringe religiøs enhed; endog den arabiske litteratur opbrændtes i massevis. 1503 erobredes Napoli og 1512 Navarra. – Samtidig var Amerikas opdagelse gået for sig, uhyre landstrækninger med utallige rige produkter underlagdes Spanien, der for en tid blev verdenshandelens centrum. Også agerbrug og industri tog stort opsving, og Spanien havde alle betingelser for at indtage den stormagtsstilling, England nu har. Men spanierne egnede sig ikke til et stadigt, arbejdsomt kolonisationsarbejde, ej heller forstod de i længden at bevare handel, skibsfart og industrivirksomhed i deres egne hænder. Det lettjente rige bytte vakte eventyrlyst, alle ville vinde guld og ære, ingen ville arbejde, århundreders troskampe havde præget livssynet: kun krigeren og munken var »honnette folk«, og de borgerlige erhverve var genstand for foragt. Hertil kom Karl V.s og Filip II.s misbrug af landets økonomiske og militære kræfter til deres egne, Spanien uvedkommende, politiske og religiøse formål. De vidtstrakte besiddelser: Napoli, Sicilien, Milano, Nederlandene og Burgund foruden kolonierne og 1580-1640 Portugal førte Spanien ind i en række krige, der vel gjorde det til Europas første magt og gav dets soldater ry som verdens bedste, men samtidig ruinerede det økonomisk pga. krigenes urentable formål: opretholdelsen af katolicismens herredømme. Nederlaget 1588 mod England (se Armada) betegner indledningen til forfaldet, og 30årskrigen besegler afgjort tabet af stillingen som stormagt. Indadtil virkede den stadig stigende klerikalisme ligeså ødelæggende; økonomisk pga. rigdommenes ophobning til kirkens uproduktive formål og kulturelt ved det knugende åg, inkvisitionen lagde over al fri tænkning. Også folketallet gik tilbage allerede i Filip II.s tid, ca. 1600 var det 8 1/4 mio., deraf henved 1 mio. gejstlige og personer i kirkens tjeneste, mens store del af folket levede i ligefrem nød. – 1640 mistedes Portugal, 1648 Nederlandene efter 80 års kampe, 1655 Jamaica til England, 1713 Luxembourg, Belgien, de italienske besiddelser og Gibraltar. I 17. århundrede gik befolkningen ned til 6 mio., store landstrækninger lå udyrkede, industrien sygnede hen ikke mindst ved moriskernes forfølgelse 1568-70 og 1609, særlig silkeindustrien ødelagdes. Krigsflåden forfaldt og kunne ikke engang hindre, at sølvflåderne fra Amerika opsnappedes af sørøvere; skibsfarten gik til grunde i de hyppige krige med England i dette og følgende århundrede. Finansnøden blev stadig større, selv embedsmændene kunne ikke få deres løn, end mindre kunne hær og flåde holdes i orden. På mange områder bragte dog det 18. århundrede Spanien ind i en ny opgangsperiode trods bourbonernes (fra 1700) familiekrige. Statsindtægterne forøgedes, og en anselig flåde byggedes. Oplysningstiden satte stærke spor i Spaniens indre udvikling gennem mænd som Aranda, Campomanes og Florida Blanca (s.d.), der under den retsindige og dygtige Karl III (1759-88) indførte talrige reformer i frisindet ånd. Kirkens og inkvisitionens magt indskrænkedes trods heftig modstand, og 1767 udvistes jesuitterne. Undervisningen bedredes, industri, handel og agerbrug søgtes udviklede så vidt gørligt. – Den vundne fremgang forskertsedes fuldstændig under Karl IV (1788-1808) ved en ødsel og tåbelig politik (se Godoy), der førte til en ydmygende afhængighed af Frankrig, ødelæggelse af den store spanske flåde og svækkelse af herredømmet i Amerika. 1808 gjorde Napoleon sin broder Josef til konge i Spanien, men mod ham og de franske reformer rejste sig en voldsom reaktion båret frem af spaniernes vældige religiøse og nationale glød. Med engelsk hjælp (Wellington) blev de franske tropper fordrevet (1813), og januar 1814 kunne Cortes vende tilbage til Madrid og indkalde Ferdinand VII som konge. Under en brutal og samvittighedsløs reaktion ophævedes den under frihedskampen 1812 skabte fri forfatning, de liberale politikere fængsledes og forvistes, inkvisitionen og jesuitterordenen genindførtes. Samtidig havde de mellem- og sydamerikanske kolonier (fra 1810) indledet kampen for friheden, og 1825 var der af det vældige kolonirige kun Cuba, Portorico, Filippinerne og nogle småøer tilbage. En militæropstand i Cadiz januar 1820 får genindført forfatningen af 1812, men en fransk intervention 1823, støttet af gejstligheden bringer atter reaktionen til magten. Inkvisition og gejstlighed, støttet af kongens broder Don Carlos, virkede ihærdigt ved siden af regeringen for at kvæle al friere udvikling. — Med den umyndige Isabella (1833-68) kom vel de liberale til magten, men til gengæld afløstes despotiet af et politisk anarki, som egentlig aldrig er ophørt. De første uroligheder forvoldtes af karlisterne (se Espartero) i borgerkrigen 1833-40, og derefter kæmpede progressister og konservative (se Narvaez) en bitter strid om magten uden at bringeudviklingen et skrift videre. Isabellas og hofcamarillaens intriger hidførte sluttelig en revolution september 1868, og en provisorisk regering dannedes ledet af Serrano og Prim (s.d.). Trods karlistoprør og republikanske tendenser blev Amadeus I konge (1870-73), men uden at kunne vinde fodfæste. Efter en kortere tids republikansk-føderalistiske forsøg under præsidenterne Figueras y Moracas, Pi y Margali og Castelar proklameredes Alfons XII som konge (1874-85), 1886 fulgt af sønnen Alfons XIII. Canovas del Castillo blev premierminister vekslende med Sagasta i en længere årrække, uden at det dog lykkedes nogen af dem at bringe landet ud over finansnøden, kolonibesværlighederne og de utålelige, politiske stridigheder. Oprørene på Cuba 1868 og 1895 førte til de Forenede Staters indblanding, og ved krigen 1898 mistede Spanien sine sidste store kolonier: Cuba, Portorico og Filippinerne. Megen korruption blottedes ved denne lejlighed, men virkelige reformer synes stadig at have svært ved at gennemføres. Tankning og kultur lider endnu under trykket af århundredes præstevælde. Udadtil står Spanien nær knyttet til England og Frankrig, 1907 udstedte disse magter en erklæring om hævdelsen af status quo i Middelhavet, og ved Frankrigs overtagelse af protektoratet over Marokko 1912 tilsikredes der Spanien en landstrækning langs nordkysten. De sidste år før verdenskrigen prægedes stærkt af arbejdsnød med voldsomme strejker og anarkisturoligheder foruden de sædvanlige partikampe og ministerskifter. 11. november 1912 myrdedes den liberale premierminister Canalejas (s.d.) af en anarkist; han efterfulgtes af et ministerium Romanones af lignende farve, og dette igen af et konservativt ministerium Dato (s.d.) oktober 1913, med forbigåelse af den uforsonligt konservative Maura (s.d.). Valgene foråret 1914 gav Dato fornøden majoritet både i senat og deputeretkammer. Ved verdenskrigens udbrud erklærede Spanien sig for absolut neutralitet, og denne politik blev ikke fraveget. Det spanske folks sympatier var delt, de intellektuelle, handelsverdenen og arbejderne var ententevenlige, hær, gejstlighed og embedsstand tyskvenlige. Marokkospørgsmålet havde ikke stemt Spanien blidt overfor Frankrig, og Englands overvældende sømagt var heller ikke velset. De krigsførendes propaganda formåede derfor ikke at rive Spanien med til nogen af siderne, tilmed forbød regeringen alle møder om neutralitet og krig. Til at behandle krigens problemer nedsattes en »virksomhedskomité« med en liberal partifører La Cierva som formand, og ved lov bemyndigedes regeringen til at træffe bestemmelser vedrørende told, trafik, skibsfart, råstof- og fødemiddelproduktion, men ikke før marts 1915 begyndte udstedelse af udførselsforbud særlig mht. fødemidler. En omfattende flådelov vedtoges februar 1915, men viste sig økonomisk uigennemførlig. Statens finansielle stilling var slet, og en krise opstod, da et udbudt statslån ikke kunne blive tegnet. Dette og modstanden mod en hærreformlov svækkede ministeriets stilling, så at dato måtte vige for et liberalt ministerium Romanones december 1915-april 1917. Den nye regerings program var omtrent som den forriges (neutralitet, hærlove, finansielle og økonomiske reformer, samt budgettet). Romanones skjulte ikke sine ententevenlige sympatier og protesterede kraftigt mod den tyske erklæring 31. januar 1917 om uindskrænket ubådskrig. Da der samtidig indtraf alvorlige strejkeuroligheder i Madrid og Valladolid og en militærkonflikt i Barcelona, tog han sin afsked april 1917 og overlod styret til sin liberale kollega Garcia Prieto. Denne kunne ikke få bugt med de fra Barcelona organiserede militære forsvarskommitéer, junta'er, og faldt allerede juni samme år, afløst af Dato, der gav efter for junta'ernes fordringer. Junta-systemets sejr avlede reaktion fra socialistisk og catalansk side, 68 Cortesmedlemmer samledes i Barcelona og vedtog resolutioner om forfatningsændringer, men arresteredes af civilguvernøren. Heller ikke en generalstrejke førte til noget, den kuedes hurtigt af hæren august 1917. Junta'ernes anmasselse voksede, først fjernede de marskal Primo de Rivera fra krigsministeriet og derefter oktober samme år Dato, der afløstes af et samlingsministerium Garcia Prieto november 1917-marts 1918. Dette bragte dog ingen ændring i de hyppige kriser, så lidt som valgene februar 1918 og december 1920 gav noget af partierne en regeringsdygtig majoritet. Det parlamentariske uføre fortsatte de følgende år med den sædvanlige liberal-konservative rotation eller samlingsministerier: Maura, Garcia Prieto, Romanones, Allendesalazar, Dato, Sanches Guerra og Marki de Alhucemas, alle kortvarige, nogle flere gange. Hovedårsager hertil var dels ovegreb fra de opsætlige junta'er, der fik efterlignere i juntaer dannede af de store civiletater: trafik- og postvæsen, dels hyppige strejker, der ikke bidrog til at formindste uroen, samt endelig de ulidelige kampe og uheld i spansk Marokko (s.d.). Trods al indre strid forstod de skiftende ministerier dog at bevare Spaniens neutralitet gennem verdenskrigen og opnåede et tysk løfte om erstatning efter krigen ton for ton af de torpederede spanske skibe, ca. 140.000 tons. Ved gennemførelsen af Nationernes Forbund opnåede Romanones på fredskonferencen i Paris at skaffe Spanien sæde i forbindsrådet. Materielt vandt den spanske industri visse fordele af krigen som følge af ententemagternes behov, og spanske produkter som olivenolie fik nye markeder, men dette industrielle opsving var delvis en kunstig inflation, der ved nedgangen efter krigen medførte arbejdsløshed og social uro. To politiske strøminger brødes om magten, den ene demokratisk, konstitutionel,båret frem af ententemagternes sejr med dens forudgående propaganda for demokrati og frisind, den anden revolutionær-syndikalistisk, til dels fremkaldt ved de militære junta'ers reaktionære opråb, Pronunciamientos, hvortil endelig kom catalanernes særlige selvstyrekrav. Disse modstridende bevægelser førte til idelige uroligheder hyppigt ledsagede af blodige kampe, sær i Bacelona. 8. marts 1921 myrdedes Dato, premierminister siden marts 1920, af en anarkist. I Marokko led spanierne juli samme år et alvorligt nederlag ved Anual overfor de stadig oprørske riff-kabylere (se bl.a. Raisuli), men hverken koalitionsregeringen Maura (juli 1921-marts 1922) eller det liberal-konservative ministerium Sanches-Guerra (marts-december 1922) formåede at råde bod på ulykken. Det evige marokkofelttog vedbliver at tappe landet for blod og penge langt over evne, uden at man dag kan bekvemme sig til at opgive eventyret. Vel nedlagde Raisuli foreløbig våbnene september 1922, de militære junta'er lod sig formelt opløse november samme år, og den nye regering Marki de Alhucemas (december 1922-september 1923) søgte ved ansættelse af en civilguvernør i Marokko at slå ind på den af franskmændene så ofte heldigt anvendte »fredelige indtrængen« (pénétration pacifique). 1923 bragte dog ingen bedring hverken i indre eller ydre uroligheder, og den voksende lede ved det ørkesløse parlamentariske puslespil gav jordbund for et staskup af lignende art som det, Mussolini (s.d.) havde gennemført i Italien. En officers-junta ledet af generalløjtannt, Don Miguel Primo de Rivera y Orbaneja, Marki de Estella, proklamerede 12. september 1923, at arméen for at frelse landet havde »henstillet« til kongen at fjerne ministeriet Alhucemas, og ved kongelig dekret af 15. september 1923 udnævntes Primo de Rivera (s.d.) til regeringschef og præsident for et militærdirektorium, til hvilket statens styre overdroges. Direktoriet bestod af præsidenten og en brigadegeneral for hvert af Spaniens 8 militærdistrikter samt en kontreadmiral. Præsidenten var alle ministrielle departementers overhoved, minister- og understatssekretærstillinger afskaffedes, og kongressen opløstes ved kongeligt dekret af 16. september. I det indre styre lykkedes det det nye diktatur at bringe en vis ro og i nogen grad at forenkle det administrative maskineri. Men kampen med riff-kablyernes dygtige og energiske fører Abd-el-Krim kunne diktatoren ikke føre igennem. Foråret 1924 forsøgte han en fredeligere politik med overgivelse af fremskudte poster og okkupationen begrænset til de større stæder. Men riff-kabylerne lod sig ikke forsone, ved nye angreb (august-september) indesluttede og overvældede de en række spanske poster, og anstrengelserne for at befri disse førte kun til nye nederlag for spanierne og tab af fanger. Primo de Rivera drog selv til marokko, men formåede ikke at vende krigslykken, og spanierne har med store tab måttet trække sig adskillige gange. Forskellige oprørsforsøg i Spanien selv er slået ned med hårdhed, men fremtiden ligger i det uvisse. (HK8/1925)