Spansk-amerikanske Krig

Den cubanske opstand i 1895 mod Spaniens styre (dronning Maria Christina, regent for hendes søn Alfonso XIII), opbyggede gradvist stærke sympatetisk interesse i USA. Den 15. februar 1898 eksploderede det amerikanske slagskib Maine på mystisk vis i Havana havn, hvorved 260 officerer og menige blev dræbt. Præsident William McKinley gav efter for den offentlige opinion, som var blevet ophidset af en sensationspresse, og bad den 11. april Kongressen om autorisation til at stoppe borgerkrigen i Cuba. Kongressen anerkendte Cubas selvstændighed den 19. april og krævede spansk tilbagetrækning. Spanien afbrød de diplomatiske forbindelser med USA. Krigen blev formelt erklæret af Kongressen den 25. april, med tilbagevirkende kraft til den 21. april. USA overmandede spanierne på både land og havet. Fjendtlighederne sluttede den 12. august, med fredstraktaten underskrevet den 10. december. Spanien opgav Cuba, afstod Puerto Rico og Guam, og afstod Filippinerne til USA for 20 mio $. USA var pludseligt blevet en verdensmagt (men stod over for en tre år lang kamp for at slå den filippinske opstand ned).

• Manila-bugten, 1898
• Santiago de Cuba I, 1898
• Las Guásimas, 1898
• El Caney, 1898
• San Juan Hill, 1898
• Manila II, 1898

Spansk-amerikanske Krig april-december 1898 fremkaldtes indirekte af et langvarigt oprør på Cuba (s.d.), som spanierne ikke kunne dæmpe, skønt general Weyler (s.d.) gik hårdt frem med en stor okkupationshær. Cubanerne fik støtte fra privat nordamerikansk side, og da amerikanske borgeres interesser led skade ved krigens hærgninger, blev tanken om at gribe ind mod Spanien populær i de Forenede Stater. I samme retning virkede teorien om Monroe-doktrinen (s.d.) samt planerne om Panama-kanalen og Staternes søherredømme i den mexicanske havbugt. Ved Kongressens åbnng 7. december 1897 stillede præsident Mac Kinley en intervention i udsigt, og for at beskytte de amerikanske interesser sendtes slagskibet »Maine« januar 1898 til Habana. Ved en uopklaret eksplosion ødelagdes »Maine« 15. februar, hvorved stemningen yderligere ophidsedes på begge sider. Kongressen i Washington bevilgede 9. marts 50 mio. $ til krigsforberedelser, flåden udrustedes, og hovedeskadren formedes under admiral Sampson ved Key-West i Florida. 19. april vedtog Kongressen i Washington en resolution om det cubanske folks frihed og bemyndigelse for præsidenten til at opbyde hær og flåde. På basis heraf tilstilledes der Spanoen et ultimatum, og da dettes fordringer ikke opfyldtes erklærede Kongressen i washington, at krigstilstand var indtrådt. 22. april påbegyndte Sampsons eskadre blokaden af Cubas nordkyst, mens en spansk eskadre på 4 panserkrydsere m.m. under admiral Cervera samledes ved de Kapverdiske Øer og derfra over Martinique og Curaçao nåede Santiago på Cubas sydøstkyst 19. maj, hvor den straks blokeredes af Sampsons eskadrer. En måned efter ankom en amerikansk transportflåde med ca. 35.000 mand, der landsattes øst for Santiago under kommando af general Shafter. Efter en række mindre kampe indesluttedes byen og truedes snart med hungersnød. Admiral Cerveras eskadre forsøgte at undkomme, men blev hurtigt skudt i sænk af de langt overlegne amerikanere 3. juli. En våbenstilstand sluttedes 5. juli, og 14. juli kapitulerede besætningen i Santiago og det øvrige Østcuna, i alt ca. 24.000 mand. I begyndelsen af august besatte general Miles med 11.000 mand øen Portorico næsten uden kamp. Imidlertid havde admiral Dewey (s.d.) med 6 krydsere ødelagt Montojos 7 forældede krydsere ved Cavite syd for Manila 1. maj. Fort Cavite overgav sig straks efter, men i øvrigt indskrænkede Dewey sig til at understøtte de filippinske oprøreres leder Aguinaldo (s.d.), der med 30.000 mand indesluttede og belejrede Manila. I slutningen af juli ankom general Merrit med en landgangshær på 10.000 mand. To spanske udfald 31. juli og 5. august blev afslået, amerikanerne angreb derpå Manila sydfra, og 13. august kapitulerede general Jaundenes med 13.000 mand. +++ (HK8/1925)