|
Japan |
|
| Asien | 03.08.24 |
|
De større slag og krige, udkæmpet af hvad der nu er nationen Japan, er oplistet herunder. Historie: Den ældste tid. Japanerne er ingenlunde deres nuværende hjemlands oprindelige beboere. De er sandsynligvis adskillige århundreder før vor tidsregning indvandrede fra Asiens fastland til Kiusjiu, den sydligste af øerne, og har derfra efterhånden fortrængt ainoerne (s.d.) længere og længere mod nord. Ifølge krønikerne Kodjiki og Nihongi (se Japan: Litteratur) skal Jimmu Tenno have erobret og grundlagt riget ca. 660 f.Kr. og have været den første mikado. I virkeligheden bestod det gamle Japan af en række uafhængige klaner hver med sin høvding og sine guder, idet den nationale religion, sintoismen (s.d.), er en kultus af lokalguder og forfædrenes sjæle. Fornemst var høvdingen af Jamato (gammelt navn for Japan) i Midt-Japan som sol- og anedyrkelsens ypperstepræst for alle japanske slægter. Det blev derfor også dette religiøse høvdingedømme, der senere under indflydelse af kinesisk kultur udviklede sig til mikadoens kejsermagt. Dette skete dog først i 7. århundrede f.Kr.: den gamle lægtsstat forvandledes til en centraliseret embedsstat med kinesisk retsvæsen, forvaltning og ceremoni; kejseren, mikadoen, fik den øverste magt i forbindelse med et statsråd (Dai jokwan). Samtidig med at stats- og familielivet således omformedes, optog japanerne hele den kinesiske kultur både skrift, litteratur, kunst og håndværk, buddhismen vandt overordentlig udbredelse og prægede stærkt Japans åndelige udvikling. I denne tid blev Kioto mikadoens residens (794-1868). — Lensstaten ca. 900-1603. Allerede i 9. århundrede svækkedes imidlertid kejsermagten og en national reaktion mod sintoismen som enhedsmærke bragte de gamle adelige slægter sejren over den ny centraliserede stat, idet det lykkedes dem at gøre embederne arvelige og på den måde opløse landet i småstater. Den mægtigste af adelsslægterne, Fujivara (s.d.), tilrev sig en slags majordomus-stilling og bragte Mikadoen i fuldstændig afhængighed. Andre ætter bekæmpede fujivaraerne; og efter blodige kampe, der undertiden endte med hele slægters undergang, tilrev Joritomo af slægten Minamoto (s.d.) sig magten 1185 og lod sig af Mikadoen udnævne til shogun, dvs. overfeltherre; embedet blev arveligt i hans æt. Men heller ikke Minamotoerne (1185-1334) kunne bevare magten, en anden familie, Hodjo, lykkedes det endog en tid at være regenter for shongunerne, som igen styrede for Mikadoen. Alligevel vedblev shogunatet som institution trods de voldsomme kampe, og et enkelt »mikadooprør« i 14. århundrede mod formynderskabet førte ikke til andet end, at shogunatet gik over til slægten Ashikaga (1335-1573). Militærstatholderne, som shogunatet havde skabt for at sikre sig magten, blev efterhånden selvstændige småfyrster, daimioer (s.d.), som med deres hære af samuraier (s.d.) lå i evindelige indbyrdes fejder. Shogunens magt blev ganske brudt, et fuldstændigt anarki udviklede sig i 16. århundrede, og shogunatet ophævedes. Samtidig indtræffer europæernes ankomst, 1542 lander portugiserne på Kiusjiu og indleder venskabelige handelsforbindelser, og 1549 kommer Franz Xaver (s.d.) for at prædike kristendommen. Til sidst lykkedes det den mægtige samuraifører Nobunaga (s.d.) at afsætte Ashikagaerne 1573 og regere i Mikadoens navn. Hans efterfølger, en af Japans eventyrligste krigerskikkelser, Hidejosji (s.d., 1582-98) knækkede helt daimioernes magt og påbegyndte Koreas erobring, hvorved den i så lang tid afbrudte kulturforbindelse med Kina atter genoptoges. — Tokugava-Shogunatet 1603-1868; Afspærringens tid. Efter en kampe mellem daimioerne tilrev Ijejasu (s.d.) af Tokugava-ætten sig magten. 1603 udnævnte Mikodoen ham til shogun og gjorde embedet arveligt i hans hus. Ijejasu (d. 1616), en af Japans største statsmænd, centraliserede atter regeringen gennem et nyt lenssystem og lovgivning om samfundsklassernes inddeling, hvorved han skabte det Japan, der bestod indtil 1868. Mikadoen afspærredes i Kioto som guddommelig person fra enhver berøring med omverdenen. Shogunen blev alle daimioers (ca. 260) lensherre, til hvem de måtte betale skat og stille soldater; en tid af året skulle de også opholde sig i hans ny hovedstad Jeddo (Tokyo) ligesom Ludvig XIV.'s vasaller. Under daimioerne stod den menige adel, samuraierne, Japans egentlige krigerstand, der med retten til at bære to sværd også bevarede deres vilde tapperhed og gammeldags æresbegreber, især hengivenhedspligten overfor lensherren. Efter adelen kom folket, Hejmin, der igen ifølge Ijejasus love var delt i flere kalsser, bønder, håndværkere og handlende. Efter de foregående århundreders uendelige borgerkrige fulgte nu en frugtbringende fredsperiode, hvor i videnskab, kunst og håndværk nåede en rig blomstring, og den nylig genknyttede forbindelse med Kina skabte det højt kultiverede Japan, som Europa fra midten af det 19. århundrede lærte af beundre. Men efterhånden blev tokugava-ættens mænd ubetydelige og svage regenter, et rigsråd indskrænkede deres myndighed stærkt, og regeringen blev yderst konservativ og fjendtlig semt mod al fremmed påvirkning, så at man kom ind på et fuldstændigt afspærringssystem. Følgen heraf var, at alt handelssamkvem med europæerne næsten ophørte, 1639 blev portugiserne udvist, og kun hollænderne fik adgang til den lille ø Desjima ved Nagasaki ligesom kineserne. Kristendommen, der i 16. århundrede havde vundet nogen fremgang, blev ligeledes forbudt, en tid endogså forfulgt, og efter et oprør 1637 blev den helt udryddet. — I fuld overensstemmelse med denne fremmedfjendtlige følelse fremkom en kraftig reaktion mod kinesisk litteratur og filosofi. Den nationale, sjinoistisk historieoverlevering genopfriskedes, og man påviste mikadoens oprindelige magt som øverste hersker. Særlig stor blev forbitrelsen over tokugavaernes magtran hos Syd-Japans samuraiklaner, der havde en gammel hævn at tage over Ijejasus efterkommere. Da så shogunen 1854 måtte gå ind på at afslutte en handelstraktat med de Forende Stater og derefter med England og Rusland, viste det sig, at han ikke længere kunne opretholde afspærringssystemet, og forbitrelsen brød løs med overfald på de fremmede og oprør mod shogunen. Daimioernes hensigt var nu at ophæve shogunatet og forjage de fremmede, men udviklingen blev en helt anden. Som straf for et fremmedoverfald bombarderede en fransk-engelsk-nordamerikansk flåde 1864 Shimoneseki, og oktober 1865 måtte mikadoen undertegne handelstraktaterne. Lensfyrsterne slog da fuldstændig om og indså, at man måtte tilegne sig vestens kultur. Dertimod vedblev oppositionen mod shogunen eller taikunen, som han også kaldtes; efter en blodig borgerkrig sejrede mikadoens tilhængere, Syd-Japans samuraier, 3. januar 1868 erklærede ejseren, Mutsuhito (1867-1912), shogunatet for ophævet, og residensen flyttedes til Tokyo fra det gamle hellige Kioto. — Oplysningens tid, Meiji, 1868-95. Shogunatets fald og mikadoens generhvervelse af sin gamle magt er det store vendepunkt i japans udvikling, forspillet til et gammelt kulturfolks ungdommelige renæssance. Intetsteds i historien ser man en så pludselig omvæltning, en så dybt indgribende ændring i et helt folks livsvaner og gennem århundrede fæstnede begreber. Fra at være en middelalderlig feudalstat gik Japan med et over til et blive en centraliseret embedsstat med stærk kongemagt for få år efter at indrangeres i de konstitutionelle staters række. Mikadoen opgav sin tdligere fuldstændige afspærring fra omverdenen og tog energisk fat på sine ny opgaver som statens styrer. Ved lensvæsenets ophævelse 1869 forbeholdt daimioerne sig embederne som statholdere, men allerede 1871 lykkedes det kejseren, Mutsuhito, at få dem til frivillig at opgive lenene mod en kapitalerstatning. Samtidig ophævedes Ijejasus samfundsordning, statsborgerlig lighed fastsloges for alle samfundsklasser, og adgang til embederne blev åben for enhver; alligevel oprettedes en ny adel med de sædvanlige, europæiske titler: markis, greve etc. Ved siden af mikadoen oprettedes et rådgivende senat på 32 medlemmer og et statsråd, genro-in, efter fransk mønster. En følge af mikadoens kommen til magten var også, at den gamle, nationale sjintolære atter erklæredes for statsreligion 1869, buddhismen mistede sin beskyttede stilling, og dens templers og præsters mange rigdomme beslaglagdes af staten; tillige ophævedes de mange buddhistiske tiggermunkeordener. Forbuddet mod kristendommen vedligeholdtes endnu en tid, den blev endog til dels forfulgt, men 1876 ophævedes forbudet, 1884 indførtes fuld trosfrihed, og sjintoismen ophørte at være statsreligion med statslønnede præster. — Men ikke alene den politiske også hele vestens tekniske og sociale kultur forstod japanerne at tilegne sig. Telegraf, jernbane og dampskibsfart udvikledes hurtigt; et postvæsen oprettedes 1872. Møntvæsen indrettedes 1871 efter amerikansk mønster. Den gregorianske kalender indførtes 1. januar 1873. Et universitet i Tokio grundlagdes 1872 med indkaldte europæiske lærere. Almindelig værneplæigt indførtes 1873, et for den gammeldags, ridderlige synsmåde voldsomt indgreb i samuraiernes ældgamle forrettighed til at bære 2 sværd. Alle disse reformer vakte naturligvis på sine steder megen harme: Mikadoen tilsidesatte sin guddommelige anseelse osv. Særlig krigsadelen følte sig tilsidesat, og 1876 udbrød den farlige samuraiopstand ledet af Satsuma-klanenes daimio Takamori Saigo (s.d.). Først efter 2 års blodige kampe blev oprøret kuet, samurai-standen blev definitivt ophævet og henvist til at drive borgerligt erhverv. — Allerede straks 1869 var det påtænkt, at en fri forfatning skulle sættes i værk. Kravet herom fremsattes trods regeringens modstand stadig stærkere, særlig 1874 af de liberales fører Itagaki (s.d.). Efter at man 1875 havde hørt en rådgivende forsamling af provinsembedsmænd, indrettedes derfor også 1878 forberedende, folkevalgte provinsforsamlinger, og 1880 lovede regeringen en forfatning inden 10 pr. 1885 afskaffedes det gamle statsråd, og et fagministerium oprettedes under grev Ito (s.d.). Denne udarbejdede derefter forfatningen nærmest efter preussisk mønsker, februar 1889 kundgjordes den, og 29. november 1890 åbnedes Japans første parlament. – Under dette rastløse indre reformarbejde kunne Japan ikke optræde med stor kraft udadtil; først lære af jenderne, siden slå dem blev valgsproget. Derfor arbejdede regeringen først og fremmest på et godt forhold til de europæiske magter for derved at vinde frem til ligestilling med dem. En stor sendefærd under Ivakura (s.d.) drog 1872 over Nordamerika til Europa for at indlede faste diplomatiske forbindelser. Overfor Rusland vistes eftergivenhed, idet Japan til dette afstod Sakhalin 1875 mod af få Kurilerne. Derimod annekteredes Bonin-øerne 1876 og Liukiuøerne 1879. Overfor Kina var forholdet flere gange spændt særlig pga. modstridende interesser i Korea. Allerede 1873 var Japan nær ved krig med Korea, men regeringen var fredelig stemt, og det lykkedes 1876 at få Korea til at åbne sine havne for Japans handel. Med stor iver arbejdede derefter Japan på at få Korea til at frigøre sig for Kinas overhøjhed, og 1885 opnåede grev Ito en konvention med Kina om begge magters ligeberettigelse i landet. Som premierminister 1892-96 fortsatte Ito den således indledede politik, der efterhånden blev Japans livssag. En opstand i Korea 1894 gav Japan anledning til at besætte Seoul; dette ville Kina ikke tillade, og følgen blev en krig (se Kina, historie), hvor Japans moderne udrustede hær og flåde med lethed bragte sejren hjem. Ved præliminærfreden i Shimonoseki april 1895 måtte Kina afstå Formosa og Liaotung-halvøen med Port Arthur, anerkende Koreas uafhængighed og betale 200 mio. taels i krigsomkostninger. Rusland følte nu, at Japan var blevet dets medbejler, nærmede sig derfor Kina og sammen med Frankrig og Tyskland tvang det Japan til den endelige fred maj 1895 at opgive Liaotung mod 30 mio. taels yderligere. – Japan som stormagt. Resultatet af krigen var til dels en stor skuffelse, og forbitrelsen over markis Itos eftergivenhed i Liaotungsagen bevirkede til sidst hans afgang september 1896; han afløstes af grev Matsukata (s.d.) (1896-98). På et andet punkt tilfredsstilledes derimod den japanske fordængelighed fuldtud i dens stræben efter ligeberettigelse med de uropæiske stater. 1894-96 afsluttedes traktater med stormagterne og flere andre stater om ophævelse af den europæiske konsularjurisdiktion mod, at deres undersåtter fik ret til at bosætte sig og drive handel i hele landet. 1899 trådte disse traktater i kraft, efter at Japan havde indført moderne retspleje efter europæisk mønster. En anden lejlighed for Japan til at stille sig på lige fod med Europa gav Bokseropstanden i Kina 1900. Japans tropper deltog da med stor dygtighed i undsætningstoget til Peking. – Imidlertid forværredes forholdet til Rusland i høj grad pga. de stadig voksende interessemodsætninger i Mansjuriet og Korea. 1898 forpagtede (dvs. annekterede) Rusland Port Arthur og Talienwan (Dalny) med ret til at føre jernbane dertil fra den transsibiriske linje, benyttede Bokseropstanden som påskud til at besætte Mansjuriet og søgte tillige at vinde indflydelse i Korea. Dette sidste var at true Japans eksistens som stormagt i Øst-Asien, og Japan indså nu, at det måtte sætte alt ind på en mulig tvekamp med sin mægtige medbejler. Ministeriet Katsura (1901-06) foretog omfattende krigsrustninger og styrkede sig yderligere ved afsluttelsen af et forsvarsforbund med England 30. januar 1902. Allerede april 1901 havde Rusland lovet at rømme Mansjuriet, men da dette stadig ikke skete trods Japans mere og mere bestemte fordringer, og da det japanske ultimatum december 1903 forblev ubesvaret, rettede Japan uden forudgående krigserklæring it angreb på den russiske flåde i Port Arthur. Under den derpå følgende krig (se Russisk-japanske Krig) tilintetgjordes den russiske sømagt fuldstændig, og japanerne under marskal Ojama (s.d.) besatte det sydlige Mansjuri efter en række blodige sejre og en langvarig belejring af Port Arthur. Ved præsident Roosevelts mægling sluttedes freden 5. september 1905 i Portsmouth (i Nordamerika). Japan opnåede Liantung-halvøen og den sydlige halvdel af Sakhalin samt protektoratet over Korea, men opgav sine krav på krigsskadeserstatning; Rusland forpligtede sig til at rømme Mansjuriet, hvad der også siden er sket. Under fredsunderhandlingerne afsluttedes e nyt videregående forsvarsforbund mellem England og Japan med gensidig garantering af de kontraherende parters særlige interesser i Øst-Asien og Indien. – Også denne fred vakte dyb skuffelse i Japan, og fredsunderhandleren baron Komura (s.d.) modtoges med stor forbitrelse i Tokyo; men i virkeligheden var Japans kræfter udtømt, og det havde næppe vundet flere sejre i Mansjuriet. Som følge heraf bragte en stærk chauvinistisk strømning ministeriet Katsura til fald, og markis Saionji dannede et nyt kabinet (januar 1906-juli 1908 med Hayashi (s.d.) som udenrigsminister. Ved enorme rustninger og et omfattende reorganisationsarbejde i Korea (s.d.), som nu næsten er blevet en japansk koloni, søgte Saionji at tilfredsstille de nationalistiske følelser; tillige gennemførte finansmninisteren Sakatani statens overtagelse af jernbanerne april 1906. +++(HK5/1922) |
|