De
hyppige bombeflyvninger af amerikanske B-29 Superfortress bombefly mellem
Marianerne og Japan rettede opmærksomheden på den lille vulkanske
ø Iwo Jima, som lå kun 1.100 km syd for Tokyo. Japanske radarer
og jagerfly stationeret på Iwo Jima plagede det amerikanske 20.
luftvåben. Erobringen af Iwo Jima ville eliminere denne trussel
og yde jagerbeskyttelse for de tunge bombefly over det japanske hjemland.
Desuden kunne øen tjene som en bekvem nødlandingsplads for
beskadigede eller B-29 fly uden brændstof på deres 2.400 km
lange flyvning tilbage til Saipan og Tinian.
Japan værdsatte også Iwo Jimas betydning.
På den 20 kvadratkilometer store svovlholdige ø samlede general
Tadamichi
Kuribayashi 21.000 tropper og den kraftigste ildkraft og stærkeste
forsvarsværker i Stillehavskrigen – 1.500 befæstede
huler, hundredvis af bunkere af jernbeton, blokhuse og skyttegrave, og
kilometervis af forbindende tunneler. Til at angribe denne formidable
slagorden, klargjordes marinegeneral Harry
Schmidts V amfibiske korps den 4. og 5. marinedivision for en angreb
på de sydøstlige strande.
Den 19. februar, efter uger med intensivt luftbombardement
og tre dages flådeild, fandt invasion sted. Til venstre (syd) kæmpede
den 5. marinedivision (Keller
Rockey) sig vej tværs over Iwo Jimas smalle hals den første
dag, og isolerede således forsvarsværkerne på
Mount Suribachi på øens sydlige spids. Til højre nåede
den 4. marinedivision (Clifton
Gates) kanten af Flyveplads Nr. 1, og fastgjorde den nordlige flanke
af landgangsstranden. Men en konstant byge af japansk artilleri- og håndvåbenild
krævede en frygtelig pris den første dag – mere end
2.400 marinesoldater var blevet ramt, inkl. omkring 600 dræbte.
På anden dagen vendte den 5. marinedivision sig
mod venstre og angreb i retning af Suribachi. Trods fortsat hårdnakket
modstand, trængte divisionen videre frem indtil angrebet den 23.
februar nåede toppen af Suribachis 167 meter høje top. Her
blev der kl. 10:30 rejst et lille amerikansk flag på et rør
af løjtnant Harold Schriers patrulje. Kl. 14:30 var bjergets skråninger
ryddet og et større (2,44 x 1,42 m) flag blev rejst på toppen. Fotografiet
taget af denne begivenhed, taget af Joe Rosenthal, blev snart det mest
dramatiske krigsbillede i amerikansk historie.
Mod nord havde den 4. marinedivision erobret Flyveplads
No 1 og drejede til højre op langs med østkysten. Derpå
drejede den 5. marinedivision 180 grader fra Mount Suribachi og angreb op
langs med vestkysten. Mellem disse to enheder besatte reserveenheden 3.
marinedivision (Graves
Erskine) midten af fremrykningen gennem Flyveplads Nr. 2 den 24. februar.
På denne nordlige halvdel af Iwo Jima holdt japanerne fanatisk fast
på forsvarslinjer tværs over øen med Motoyama som nøglepunkt.
Den 9. marts nåede den 3. marinedivision havet mod nordøst.
En uge senere havde den 4. division knust al modstand på den højre
(østlige) flanke. Men det var ikke før den 26. marts at
den 5. division kunne melde al modstand elimineret på venstre side.
Slaget om Iwo Jima kostede Marinekorpset mere end 6.821
døde og over 18.000 sårede. 26 mand vandt æresmedaljen
(12 af dem posthumt) på øen hvor admiral Nimitz
sagde at »ualmindelig tapperhed var en almindelig dyd«. Næsten
alle de japanske forsvarere var blevet dræbt. Men erobringen begyndte
at betale sig tilbage allerede inden kampen sluttede. Den 4. marts landede
det første B-29 fly uden brændstof på Flyveplads Nr.
1 på sin vej tilbage til Marianerne. Det var den første af
2.251 Superfortress bombefly, med 24.761 besætningsmedlemmer, som
gjorde brug af Iwo Jimas nødlandingspladser.