Iwo Jima

Japan, Stillehavet

Anden Verdenskrig, 1945

De hyppige bombeflyvninger af amerikanske B-29 Superfortress bombefly mellem Marianerne og Japan rettede opmærksomheden på den lille vulkanske ø Iwo Jima, som lå kun 1.100 km syd for Tokyo. Japanske radarer og jagerfly stationeret på Iwo Jima plagede det amerikanske 20. luftvåben. Erobringen af Iwo Jima ville eliminere denne trussel og yde jagerbeskyttelse for de tunge bombefly over det japanske hjemland. Desuden kunne øen tjene som en bekvem nødlandingsplads for beskadigede eller B-29 fly uden brændstof på deres 2.400 km lange flyvning tilbage til Saipan og Tinian.
   Japan værdsatte også Iwo Jimas betydning. På den 20 kvadratkilometer store svovlholdige ø samlede general Tadamichi Kuribayashi 21.000 tropper og den kraftigste ildkraft og stærkeste forsvarsværker i Stillehavskrigen – 1.500 befæstede huler, hundredvis af bunkere af jernbeton, blokhuse og skyttegrave, og kilometervis af forbindende tunneler. Til at angribe denne formidable slagorden, klargjordes marinegeneral Harry Schmidts V amfibiske korps den 4. og 5. marinedivision for en angreb på de sydøstlige strande.
   Den 19. februar, efter uger med intensivt luftbombardement og tre dages flådeild, fandt invasion sted. Til venstre (syd) kæmpede den 5. marinedivision (Keller Rockey) sig vej tværs over Iwo Jimas smalle hals den første dag, og isolerede således forsvarsværkerne på Mount Suribachi på øens sydlige spids. Til højre nåede den 4. marinedivision (Clifton Gates) kanten af Flyveplads Nr. 1, og fastgjorde den nordlige flanke af landgangsstranden. Men en konstant byge af japansk artilleri- og håndvåbenild krævede en frygtelig pris den første dag – mere end 2.400 marinesoldater var blevet ramt, inkl. omkring 600 dræbte.
   På anden dagen vendte den 5. marinedivision sig mod venstre og angreb i retning af Suribachi. Trods fortsat hårdnakket modstand, trængte divisionen videre frem indtil angrebet den 23. februar nåede toppen af Suribachis 167 meter høje top. Her blev der kl. 10:30 rejst et lille amerikansk flag på et rør af løjtnant Harold Schriers patrulje. Kl. 14:30 var bjergets skråninger ryddet og et større (2,44 x 1,42 m) flag blev rejst på toppen. Fotografiet taget af denne begivenhed, taget af Joe Rosenthal, blev snart det mest dramatiske krigsbillede i amerikansk historie.
   Mod nord havde den 4. marinedivision erobret Flyveplads No 1 og drejede til højre op langs med østkysten. Derpå drejede den 5. marinedivision 180 grader fra Mount Suribachi og angreb op langs med vestkysten. Mellem disse to enheder besatte reserveenheden 3. marinedivision (Graves Erskine) midten af fremrykningen gennem Flyveplads Nr. 2 den 24. februar. På denne nordlige halvdel af Iwo Jima holdt japanerne fanatisk fast på forsvarslinjer tværs over øen med Motoyama som nøglepunkt. Den 9. marts nåede den 3. marinedivision havet mod nordøst. En uge senere havde den 4. division knust al modstand på den højre (østlige) flanke. Men det var ikke før den 26. marts at den 5. division kunne melde al modstand elimineret på venstre side.
   Slaget om Iwo Jima kostede Marinekorpset mere end 6.821 døde og over 18.000 sårede. 26 mand vandt æresmedaljen (12 af dem posthumt) på øen hvor admiral Nimitz sagde at »ualmindelig tapperhed var en almindelig dyd«. Næsten alle de japanske forsvarere var blevet dræbt. Men erobringen begyndte at betale sig tilbage allerede inden kampen sluttede. Den 4. marts landede det første B-29 fly uden brændstof på Flyveplads Nr. 1 på sin vej tilbage til Marianerne. Det var den første af 2.251 Superfortress bombefly, med 24.761 besætningsmedlemmer, som gjorde brug af Iwo Jimas nødlandingspladser.