|
Historie: Talrige fund vidner om, at Finland allerede var befolket i stenalderen. Senere (ca. 1600-600 f.Kr.) findes spor af en bronzealder, som efterfølges af en ældre jerntid (ca. 600 f.Kr.-700 e.Kr.); fundene i denne periodes sidste afsnit tyder på en stigende indvandring fra den skandinaviske halvø; disse indvandrere synes kulturelt at være smeltet sammen med den vestfinske befolkning. I den yngre jerntid vidner møntfundene om handelssamkvem med arabiske og europæiske købmænd; floderne, der fra det nordlige Österbotten fører ned til det rige Bjarmland (s.d.), synes at have dannet en handelsvej. Udover hvad levningerne siger, vies intet med vished om Finlands tidligere historie; senere beretninger fortæller om finnernes sørøverier og hærgninger. Den politiske forbindelse med Sverige indlededes med den svenske konge Erik d. Helliges »korstog« til egnen omkring Åbo (1157?); de besejrede blev tvunget til at modtage dåben; kongen efterlod svenske nybyggere og præster, bl.a. Upsalabispen Henrik, som senere dyrkedes som Finlands skytshelgen. Den svenske nybygd omkring Åbo, der kun fin ringe hjælp fra moderlandet, havde ondt ved at modstå de fremtrængende russere og karelere; også danskerne forsøgte ved »korstog« (1191 og 1202) at udvide deres herredømme her. Kirkens stilling var dog fæstnet ved, at Innucens III indsatte en biskop i Åbo 1209; 1249 grundedes det første dominikanerkloster i Åbo. Den egentlige grund til det svenske herredømme i Finland lagdes ved Birger Jarls (s.d.) korstog 1249; han trængte ind i Tavastland, hvor fæstningen Tavastehus anlagdes. Fra denne tid af oppebar den svenske regering skat i landet, som nu foruden Åbo län omfattede Nyland og Tavastland.
Da russerne under ledelse af Alexander Nevskij, som i midten af 12. århundrede var storfyrste i Nofgorod, truede de karelske grænsedistrikter og omkring 1295 faldt plyndrende ind i Tavastland, bevægede dette den svenske rigsforstander Torgils Knutsson til at foretage et krigstog mod karelerne 1293; på deres kyst rejste han borgen Viborg og erobrede en del af deres land. I de følgende år udvidede han herredømmet til Neva-floden; men under tryk af russerne måtte han nøjes med besiddelsen af Vestre Karelen. Under mægling af de hanseatiske købmænd fastsattes ved freden i Nöteborg 22. august 1323 en grænseregulering mellem Sverige og fyrsten af Nofgorod, således at de 3 vestlige karelske herreder (Savolax, Jääski og Ärypäpää) tilfaldt Sverige. Således bekræftedes formelt det svenske overherredømme; som leder af administrationen stod en borgherre, mens overhøjheden over kirken lå hos biskoppen af Åbo, som herved fik stor magt. Forvaltningen ordnedes nu efter svensk mønster, og retsvæsenet udskiltes under en særlig »lovmand«; siden Håkun Magnussons valg til konge 1362 fik beboerne i Finland ret til at deltage i kongevalg og blev således i undersåtlig genseende ligestillet med Sveriges indbyggere. Österbotten regnedes i Middelalderen og langt ind i nyere tid som tilhørende det egentlige Sverige. De øvrige finske landsdeles forbindelse med dette land vedblev imidlertid i århundreder at være temmelig løs. Under Albrecht (1363-89), Margrete (1389-1412) og Erik af Pommern (1412-39) led Finland meget under de store lensherrers tryk og tidens uro. I Albrechts tid havde således den mægtige Drost Bo Jonsson Grip indtil sin død (1386) hele Finland i forlening, og han styrede landet, som var det hans ejendom; 1440 fik rigsforstander Karl Knutsson i forlening »alle slotte og len i »Østerland«, Kastelholms Slot og Ålands län undtaget«, og i Finland havde han sit støttepunkt, også efter at han 1448 var valgt til konge i Sverige, således at han atter kunne søge tilflugt i Finland, da han 1465 blev afsat. Efter en 25-årig fredsperiode under Sten Sture (1470-97) hærgedes landet mod slutningen af dette århundrede af blodige grænsekrige med russerne, som 1495 faldt ind i Karelen; freden sluttedes uden afståelser 1497 i Nofgorod. Men næppe var der indtrådt ro på denne kant, før de danske i Svante Stures rigsforstandertid (1504-12) begyndte at hærge kystbyerne, og ved Sten Sture d. Yngres død (1520) kom Finland ligesom Sverige under dansk herredømme. Gustaf Vasa støttedes i sin befrielseskrig mod danskerne af finner, og efter Stockholms erobring 1523 uddreves samme år de danske fra Finland. Bispesædet i Åbo, som siden 1366 var beklædt udelukkende med indføte finner, der havde opnået stor indflydelse på det politiske liv, nedlagdes nu sammen med landets 6 klostre; reformationen indførtes ved Petrus Särkilax, Martin Skytte samt Mikael Agricola (d. 1557), den finske litteraturs grundlægger. Tyngdepunktet for landets forvaltning og styre overflyttedes til Finalnd selv; for at gøre de kongelige domæner indbringende oprettedes krongodser. Endvidere søgte Gustaf Vasa at ophjælpe landet økonomisk ved at gøre ende på hanseaternes handeslvælde; hertil bidrog skibsgarts- og handelsforordningen af 1550; heri befaledes bl.a. anlæg af byen Helsingfors.
I disse arbejder vedr. Finland bistodes kongen af rigsråden Erik Fleming. En krig med Ivan IV Vasilievitsj af Rusland førtes 1555-57; under denne grundede Gustaf Vasa 1556 hertugdømmet Finland, som forlenedes til sønnen Johan, der holdt et pragtfulgt hof i Abo. En urolig periode fulgte nu med højadelens undertrykkelse af bønderne og idelige fejder med Rusland; næret af de urolige tilstande i Sverige rejste almuen sig mod statholderen Klas Fleming og hans folk; denne såkaldte »køllekrig« (»klubbekriget«) 1596-97, der førtes med hårdnakkethed, endte med et blodigt nederlag for bønderne.
Under Karl IX (1604-11) begynder et nyt afsnit i Finlands historie. Højadelens magt er brugt, og dens ætter smelter sammen med de svenske; styrelsens samtlige grene samledes i Stockholm, der indføres ensartet beskatning og forvaltning i hele riget, og Finland fik af navn et slags selvstyre, idet første gang 1616 en rigsdag samles i Helsingfors for med kongen at overlægge om landets velfærd. Landets materielle udvikling gik i 17. århundrede raskere frem end nogen sinde. Ved freden i Stolbova (1617) sikredes grænsen mod Rusland. 1623 oprettedes Åbo hofret; flere højere skoler blev grundlagt. Finnerne deltog i stort antal med svenskerne i Trediveårskrigen; Gustaf Horn var kongens højre hånd, og de finske tropper fåres deres del af byttet, men Filand også sin del af de hårde udskrivnnger og skatter. Den stramme centralisationmed Stockholm som midtpunkt viste sig imidlertid lidet virksom og tillige vanskelig at opretholde. Formynderregeringen under Christina (1632-54) indsatte derfor Per Brahe som generalguvernør i Finland (1637-40 og på ny 1648-54) med udstrakt fuldmagt. I denne reformperiode blev en række af landets centrale forvaltningsorganer oprettet og tarige forbedringer indført; bl.a. grundlagdes 1640 universitetet i Åbo, som længe endog fik sin langt overvejende søgning fra Sverige. Samtidig med Per Brahe, der står som en af Finlands velgørere, virkede åbobispen Isak Rothovius, der udryddede de sidste rester af katolicismen og højnede skole- og unversitetsundervisningen. I Christinas senere år hæmmedes derimod den materielle udvikling ved at lensvæsenet udvidedes, således at omtrent 2/3 af Finland omfattedes deraf, hvilket medførte livegenskab for bønderne og hårde statsskatter for borgerne: Handelen indskrænkedes ved udstedelse af monopoler og oprettelse af kompagnier (specielt det i 1648 grundede Tjærekompagni). Under Karl X Gustaf (1654-60) hjemsøgtes Finland af krigen, idet tsar Alex 1656 søgte at tilbageerobre de ved Stolbovafreden afståede landsdele Ingermanland og Kexholm län; 1661 sluttedes freden i Kardis uden afståelser. Gennemførelsen af Karl XI.s (1660-97) »store reduktion« (1680) kom også Finland til gode, de forladte bøndergårde toges atter i brug; en misvækst, som hjemsøgte landet 1695-97, bevirkede, at omtrent 1/4 af hele befolkningen døde. Og næppe var Finland begyndt at komme til kræfter igen, før end det under Karl XII (1697-1718) blev kastet ind i den store nordiske krig (1700-21); tsar Peters tropper plyndrede og brandskattede landet, som tilmed 1710 hjemsøgtes at pest; først 1713 begyndte russernes egentlige erobring af Finland, som var tilendebragt 1716. Ved freden i Nystad 1721 aftrådte Sverige til Rusland Kexholm län og Viborg med omegn, der som et særligt guvernement indlemmedes i tsarriget. I den følgende krig med Rusland (1741-43) led atter Sverige tab (Nederlaget ved Villmanstrand 24. august 1741) og måtte ved freden i Nystad afstå de øst for Kymmeneälv og Saima liggende egne samt byerne Frederikshamn, Villmanstrand og Nyslott. Ligesom Finland territorialt reduceredes, kunne det heller ikke gøre sig gøldenden indenfor »frihedstidens« politiske partier i Sverige; det var nu blevet en kastebold mellem Rusland og Sverige. Skjulte selvstændighedstanker dukkede op, båret oppe af et magtlystent adelsparti; kejserinde Elisabeth kunne derfor i et manifest af 18. marts 1742 udfordre finnerne til at løsrive sig fra Sverige og danne en selvstændig stat under Ruslands overhøjhed. Efter 1743 fulgte en materiel opgangsperiode, som fortsattes efter Gustaf III.s (1771-92) tronbestigelse; nye landarealer kom under kultur, vandløbene reguleredes, og den almindelige forvaltning udvikledes; 1749 var den stærke klippefæstning Sveaborg anlagt. Men kongens vilkårlighed bidrog til at fremme de gamle løsrivelsesplaner, som fik en talsmand i den finske adelsmand Göran Sprengtporten, der var gået i russisk tjeneste. Krigen mod Rusland 1788-90 fremkaldte 1788 det såkaldte Anjalaforbund (s.d.), en sammensværgelse rettet mod kongen. Gustaf IV Adolfs (1792-1809) vægring mod at underkaste sig fastlandsspærringen bevirkede, at tsar Alexander I af Rusland uden krigserklæring lod sine tropper rykke ind i Finland 21. februar 1808. Finnernes tapperhed, som J. L. Runneberg har sat et minde i »Fänrik Ståls sägner«, formåede intet; de små sejrrige fægtninger (ved Lappo, Jutas, Virta Bro) var uden nytte, efter at Sveaborgs kommandant Karl Cronstedt havde måttet overgive fæstningen i maj samme år. Ved våbenstilstanden i Olkijoki i november måtte hæren trække sig tilbage hinsides Kemielv, og marts 1809 kunne tsaren indkalde Finlands stænder til landdag i Borgå, hvor de måtte aflægge ham hyldning som Finlands storfyrste; smatidig bekræftede og stadfæstede han landets grundlove, religion samt stændernes og de enkelte borgeres privilegier og rettigheder. Først derefter sluttedes 17. sepember samme år freden i Fredrikshamn, hvor Sverige måtte afstå hele Finland og Ålandsøerne; Torne- og Muonioälv fastsattes som grænse. Landets administration ordnedes straks; en generalguvernør var indsat december 1808; til rådgiver i de finske anliggender indsatte tsaren 1811 en statssekretær (fra 1834 ministerstatssekretær), og 1811 nedsattes i Petrograd en særlig kommission til behandling a finske andragender; samme år forenedes de før 1809 til Rusland afståede distrikter af Finland med den øvrige del af landet. Helsingfors, som 1812 var blevet hovedstad, blev 1817 sæde for centraladministrationen, og her fortsatte 1819 »det kejserlige senat« sin virksomhed. Det blev vedtaget, at landets indtægter kun skulle anvendes til dets egne formål; hæren blev så godt som opløst. Alexander I.s (død 1825) oprindeligt frisindede reformbestræbelser veg efterhånden for en reaktion; landdagen indkaldtes ikke mere, og flere for Finland gavnlige reformplaner døde hen. Denne reaktion vedblev at virke under Nikolaj (1825-55); den 1811 stiftede kommission opløstes 1826, censurtvang indførtes 1829, og 1850 forbødes trykning af bøger på det finske sprog (undtaget økonomisk og religiøs litteratur). Generalguvernørerne A. Zakrefskij (1823-31) og fyrst A. Menschikof udøvede en despotisk magt. Men i denne periode hævede det finske folk landet både materielt og åndeligt; kanalanlæg byggedes, industrihøjskoler oprettedes, 1828 flyttedes universitetet fra Åbo til Helsingfors, og 1831 grundedes det finske litteraturselskab; samtidig virkede mænd som E. Lönnroth, M. A. Castrén, J. L. Runeberg og J. W. Snellmann. Alexander II (1855-81) besteg tronen under Krimkrigen (1853-56); også Finland måtte lide under krigen. Fæstningen Bomarsund på Ålandsøerne indtoges august 1854, Sveaborg bombarderedes august 1855, og størstedelen af Finlands handelsflåde gik tabt; ved freden i Paris 1856 forpligtede Rusland sig til ikke at befæste Ålandsøerne. Efter krigens ophør fulgte en politisk genfødselstid fuld af indre reformer; den finske kommission i Petrograd genoprettedes 1857, ved manifest af 10. april 1861 nedsattes stænderudvalg, som med regeringen skulle rådslå om landets anliggender, jernbanelinjen Hensingfors-Tavastehus anlagdes 17855-61, det første lærerseminariumgrundedes 1863, ved reskript 30. august 1863 erklæredes det finske sprog ligeberettiget med svensk, 18. september samme år åbnedes af tsaren personlig landdagen, som ikke havde været indkaldt siden 1809, og i trontalen blev det lovet atter at sammenkalde den om tre år i reformeret sammensætning, den nye landdagsordning, som fastslog periodisk indkaldelse antoges 1869, en møntreform gennemførtes 1865, en ny kirkelov udstedtes 1869, og samme år blev ledelsen af solkevæsenet udskilt fra kirken, en lov om byernes kommunalforvaltning trådte i kraft 1875, almindelig værnepligt indførtes 1878, og erhvervsfrihed 1879. Sprogstriden medførte en splittelse mellem det svenske parti (svekomaner), bestående af adelen og størstedelen af borgerstanden, og de talrigere fifennomaner« (s.d.), som fik støtte af gejstligheden og bønderne; et liberalt mellemparti ladet af Leo Mechelin (1880) fik kun kort levetid. Den liberale regering fortsattes af Alexander III (1881-94) med grev F. L. Heiden som generalguvernør (1881-97); i senatet indtrådte 1882 Yrjö Koskinen og L. Mechelin. Men fra midten af 1880erne åbnes et felttog i den russiske presse og i historiske værker (fx K. Ordin: »Finlands erobring« 1889) mod Finland og dets selvstændighed. Selve grundlaget for Finlands forfatningsmæssige særstilling blev forsøgt undermineret. Finlands postvæsen blev 1890 sat under russisk kontrol, den finske komité i Petrograd opløst 1891, et græskkatolsk ækebispedømme oprettet i Viborg 1892. Finlands første politiske kraft og den dygtige forkæmper for dets forfatningsmæssige rettigheder, senator Leo Mechelin, var 1890 bleven tvunget til at nedlægge sit embede. Stemningen på landdagen 1891 og 1894 var som følge af disse forhold yderst trykket. Nikolaj II.s regeringstiltrædelse 1. november 1894 syntes imidlertid at indvarsle lysere tilstande. Han undertegnede få dage efter sin regentforsikring overfor Finland; i Rusland var de panslavistiske angreb på Finland indstillet, og pressecensuren blev mildnet. De bitre indre partistridigheder som følge af sprogkampen var under trykket af den fælles fare i de sidste år blevet stærkt afdæmpet. Landet syntes at gå roligere tider i møde. Da kom overraskende den kejserlige forordning 19. juli 1898, som påbød landdagen ekstraordinært indkaldt for bl.a. at bringe den finske værnepligtslov i »overensstemmelse med de for kejserriget gældende love«. Allerede dette var et ildevarslende indgreb i landets selvstyre. Men værre skulle det blive, da den doktrinært panslavistiske og hensynsløse general N. Bobrikof samme efterår blev Finlands generalguvernør. Kursen var ikke til at tage fejl af, landet skjalv i uro. Et formeligt statskup fandt sted ed februarmanifestet 15. februar 1899, der ganske rystede Finlands forfatning. Lovgivningsretten overflyttedes herigennem til russiske myndigheder, og Finland blev uden videre berøvet en række af sine i forfatningen tilsikrede organer. Der blev fra Finland indgivet til tsaren en adresse med henimod 593.000 underskrifter; en deputation på 500 medlemmer fra alle Finlands kommuner indfandt sig i Petrograd. Men tsaren nægtede at modtage enhver henvendelse i sagen. 1900 udnævntes den russiske minister W. von Plehwe tillige til ministerstatssekretær for Finland. Imidlertid skaltede og valtede Bobrikof i landet efter behag; pressen underkastedes stedse strengere bestemmelser, politikontrollen skærpedes, forsamlingsfriheden, universitetets og skolernes russificering forberedtes. 12. juli 1901 udfærdigedes en ny værnepligtslov, som tilintetgjorde den finske hærs selvstændighed og gennemførte det russiske militærsystem i Finland. 26. marts 1903 blev Bobrikof udnævnt til diktator og øverste chef for forvaltningen. Et energisk undertrykkelsessystem lev nu sat i værk overfor enhver ytring af opposition. De mange militærnægtere deporteredes, landets ledende mænd udvistes i stort tal, og den frivillige udvandring øgedes så voldsomt, at hele sogne affolkedes. 16. juni 1904 blev Bobrikof skudt af en ung student, Eugen Schaumann. Han var uden medskyldige, men vert hjerte i landet slog for »befrieren«. Imidlertid var den russisk-japanske krig udbrudt februar 1904. I Rusland fik man nu andet at tænke på, reaktionens magt svækkedes også til Finlands fordel. +++(HK3/1921) |
|