Alexander III

Russisk zar.

• Slivnica, 1885

Alexander III Alexandrovitsj (1845-94), tsar af Rusland 1881-94, søn af Alexander II, blev tronfølger ved sin ældre broder Nikolajs død 1865 og ægtede 1866 Christian IX's datter Maria Feodorovna (Dagmar). Ved faderens død bestemte han sig efter megen overvejelse til at slå frihedsbevægelsen ned; den hellige synodes generalprokurør Pobjedonostsef, der var en udtalt fjende af vesteuropæisk tænke- og styresæt og ivrig russisk ortodoks og patriot, blev hans indflydelsesrigeste rådgiver. — I Asien fortsatte Rusland sine erobringer, øst på i Majsjuriet, mod sydøst i Centralasien, ca. 1885 under farlige rivninger med England. I Europa skærpedes modsætningsforholdet mellem Rusland og Preussen-Østrig ved Østrumeliens forening med Bulgarien i 1885; da dette skete uden Ruslands medvirkning, måtte Alexander af Bulgarien gå af i 1886, men efterfølgeren, Ferdinand af Koburg-Koháry, var et dårligt bytte fra Ruslands synspunkt. I fælles følelse af isolation i Europa nærmede Frankrig og Rusland sig hinanden, og politiske og militære aftaler (1891 og 1893-94) gjorde dem til allierede. Indadtil begyndte »russificeringspolitikken«, især i østersøprovinserne, hvor det gik ud over de tyske elementer, og overfor jøderne. Alexander III var ikke så begavet som sin fader, men yderst retlinet og fast, når han først havde taget en beslutning. Den ydre fred og tilsyneladende indre ro, der herskede i hans tid, førte til en overvurdering af Ruslands magt og tsarvældens soliditet. — Efter længere tids sygdom døde Alexander, efter sigende meget betænkelig ved at vide sønnen Nikolaj (II) som sin vordende efterfølger. (HK1/1920)