Ferdinand Foch

Fransk marskal. Som chef for 9. armé sejrrig i Marne-slaget 1914, chef for Nordarméen 1915; leder af Somme-offensiven 1916, generalstabschef 1917, øverstkommanderende for de allierede hære på vestfronten marts 1918. Gennemtvang den sejrrige afgørelse og dikterede november 1918 våbenstilstandsbetingelserne. Forlangte, at Frankrigs østgrænse skulle ligge ved Rhinen.

• Frankrigs grænser, 1914
• Marne-floden I, 1914
• Ypres I, 1914
• Somme-floden I, 1916
• Somme-floden II, 1918
• Lys-floden, 1918
• Aisne-floden III, 1918
• Cantigny, 1918
• Marne-floden II, 1918
• Amiens, 1918
• Saint-Mihiel, 1918
• Meuse-floden/Argonne-skoven, 1918
• Cambrai/Saint-Quentin, 1918

Marskal af Frankrig, født i Tarbes. Hans fader var generalsekretær i Præfekturet. Moderen var datter af Junker Dupré, der var officer under det førstekejserdømme. Foch tog studentereksamen fra Saint-Michel kollegiet i Saint-Étienne, der lededes af jesuitterne. Lige før krigen i 1870-71 kom Foch til Metz for at studere polyteknik, men meldte sig ved krigens udbrud til tjeneste ved 4. infanteriregiment og forrettede depottjeneste indtil krigens slutning, hvorpå han vendte tilbage til Metz og derfra til nancy og modtog begge steder et uudsletteligt indtryk af okkupationstroppernes optræden. Foch kom derefter ind på École polytechnique i Paris (uddanner civilingeniører, artilleri- og ingeniørofficerer) og blev løjtnant i artilleriet med garnison i sin fødeby 1874. Kom 2 år senere på rideksolen i Saumur og udnævntes 1878 til kaptajn ved 10. artilleriregiment ved Rennes. Foch gennemgik École supérieure de Guerre (generalstabsskolen) 1886-87 og blev senere anvendt ved staben i Montpellier. 1891 blev han ansat ved generalstaben i Paris (3. bureau, Operationsafdelingen), var så en tid chef for en ridende artilleriafdeling og blev endelig 31. oktober 1895 udnævnt til docent og senere til professor i krigshistorie, strategi og troppeføring ved École de guerre. I denne stilling kom Fock til at udøve en fremragende og frugtbringende indflydelse på de mange hundrede officerer, der i tidsrummet 1895-1901 gennemgik skolen, og hvoraf flere ved verdenskrigens udbrud beklædte høje stillinger i hæren. Fra dette tidsrum stammer de to store og mesterlige værker, som giver kvintessensen af Fochs lære: De la conduile de la guerre, la manæuvre pour la bataille og Des principes de la guerre. Under komfessionskampen måtte Fock, der var katolik, fratræde lærerposten og blev forflyttet til Laon. 1903 blev han oberst og chef for 35. artilleriregiment, 1905 stabschef ved 5. armékorps i Orléans og brigadegeneral 20. juni 1905, hvorpå han atter vendte tilbage til generalstaben i Paris. Clemenceau var på dette tidspunkt ministerpræsident. Man søgte en ny chef for École de guerre, og valget faldt på Foch, der dog først meddelte, at hans broder var jesuit, hvilket Clemenceau ikk tog hensyn til. Foch var chef for skolen til 1911 og udviklede den til en læreanstalt af højeste rang. 1911 overtog Foch kommandoen over 13. division, og 1912 stilledes han i spidsen for 8. armékorps og næste år for 20 korps i Nancy. I denne stilling udførte Foch også et stort arbejde og udviklede snart korpset til en eliteafdeling, der omfattede 11. division – Jerndivisionen – i Nancy og 3. division – Ståldivisionen – i Toul. Vi finder Foch som chef for dettet korps i krigens begyndelse under kampene på Grand-Couronné. 29. august 1914 afgiver Foch kommandoen over korpset, kaldes til hovedkvarteret (G. C. G.) og stilles i spidsen for den nyoprettede 9. armé, der på afgørende måde bidrog til Marneslagets heldige udfald. 9. september, da kampen raser oer hele den udstrakte front, svarer Foch også på en telegrafisk orespørgsel fra Joffre sølgende: »Mit centrum viger, min højre fløj falder tilbage. Situationen fortrinlig – jeg angriber«. 10. september er slaget afgjort. Foch indtræffer i Fère-Champenoise. Allerede den 4. oktober kaldes Foch til en ny stor opgave, som chef for den nordlige armégruppe, for at spærre tyskernes fremtrængen mod Calais, hvilket også lykkedes. 30. september 1916 blev Foch stillet til rådighed for generalstaben for at hellige sig studiet af krigens mægtige problemer. Først i Senlis og senere i Østfrankrig organiserer han med sine medarbejdere et bureau for undersøgrlsen og studiet af de store interallierede, militære spørgsmål. Han forbereder her i stilhed vest for Jura den armé, der enten skulle modsætte sig en tysk fremrykning gennem Schweiz eller ile Italien til hjælp. Ubemærket foretager Foch med sin stabschef, den senere general Weygand, rejser til Italien og forbereder alt til eventuel troppetransport. 15. maj 1917 udnævntes Foch til chef for den franske generalstab og blev Frankrigs repræsentant i de allieredes krigsråd. Endelig 26. marts udnævntes Foch til øverstbefalende over alle de allieredes tropper i Frankrig. Han dæmmer efterhånden op for tyskernes mægtige offensiv og går derefter i juli til angreb på hele fronten for ikke at standse, før tyskernes fuldstændige nederlag og fuldbyrdet i november 1918. 23. august udnævnes Foch til marskal af Frankrig. 1919 optoges han som medlem af Académie française. Under fredskonferencen opnåede Foch ikke at gennemføre de krav ovefor Tyskland, som han anså for de i militær henseende mest betryggende for Frankrig i fremtiden. Foch er formand i den franske kommission, der skal overvåge Tysklands opfyldelse af Versaillestraktaten. Efter krigen bevilgede den franske stat en betydelig dotaion, og han var i London genstand for enestående hyldest. – Foch mistede i krigen både sin søn og sin svigersøn, der begge fra franske officerer. (HK4/1922)