Syrien

Historie: Syrien omfattede i den ældste historiske tid en række byer med tilliggende landstrækninger og under egne regenter; nævnes kan Baalbek (s.d.), Damaskus (s.d.), Emesa (se Høms), Hamat (se Hama), Palmyra (s.d.). Det lykkedes Damaskus at vinde hegemoniet. Imidlertid måtte Syrien ofte finde sig i fremmed herredømme. Således blev en del af landet undertvunget af David. Senere blev det assyrisk provins (Tiglat Pileser III, ca. 730 f.Kr.) Derpå blev Syrien efterhånden provins af Babylonien (ca. 600), af Persien (538) og af Makedonien (333). Sin selvstændighed fik det tilbage under seleukiderne (s.d.) og udgjorde i begyndelsen midtpunkt for et vidtstrakt rige. Men dette var for uensartet til i længden at kunne holdes sammen. Partherne bemægtigede sig Iran (256), andre tab kom til, og ca. 150 f.Kr. var riget svundet ind til det egentlige Syrien; efter at dette havde måttet underkaste sig den armeniske konge Tigranes (85), blev det af Pompejus gjort til romersk provins (65 f.Kr.). Under Justinianus I (s.d.) blev store stykker og flere byer (deriblandt Antiochia, s.d.) erobret af perserne. Så fugte (635 e.Kr.) arabernes erobring; 660-750 residerede de arabiske kaliffer i Damaskus. Under korstogene blev Syrien hærget. Ægyptens sultan Saladin tog (1187) Syrien fra korsfarerne; senere tilfaldt det hans arvtagere mamlukkerne (s.d.) Atter blev det hærget af mongolerne; det blev erobret af osmannerne under sultan Selim I (1517); siden udgjorde det en tyrkisk provins (1833-40 stod det under vicekongen af Ægypten). Land og flk har lidt meget og er blevet sat stærkt tilbage somfølge af de uafladelige krige og stridigheder, som er fortsat lige indtil nyere tid; således førtes der 1841-43 blodige fjeder mellem druserne (s.d.) og maronitterne (s.d.); de sidstnævnte blev også 1858 heftigt forfulgt, og 1860-61 var Damaskus skueplads for til dels voldsomme kristenforfølgelser. Franske tropper holdt derfor en tid Syrien besat. Under verdenskrigen 1914-18 førte Djemal Pasha som generalguvernør et hårdhændet styre, der vakte stor harme i den arabiske befolkning og derved banede vejen for det oprør, som ved siden af det engelske angreb hidførte den tyrkiske hærs sammenbrud i Palæstina september 1918. Lord Allenby (s.d.) organiserede straks en civiladministration af landet under engelsk-fransk overledelse, indtil den britiske okkupationshær blev trukket tilbage december 1919, og Frankrig april 1920 fik overdraget »mandatet« for Syrien af de allierede magters øverste råd. Men hermed var Syriens befolkning langt fra tilfreds, også den ønskede princippet om nationernes selvbestemmelsesret gennemført for Orientens vedkommende, og 1919-20 måtte franskmændene kæmpe med forskellige oprørsforsøg. +++ (HK9/1925)