Kun
de to fyrstelige ledere, Louis VII af Frankrig og Conrad
III af det Hellige Romerske Rige, samt en håndfuld af riddere nåede
Syrien-Palæstina efter de katastrofer, som det 2. korstog led i Lilleasien.
Ikke desto mindre slog de overlevende sig sammen med Balduin
III af Jerusalem for et angreb på tyrkerne i sommeren 1148. Den store
muslimske leder Nureddin
af Mosul og Aleppo var den langt største trussel mod de kristne frankiske
stater. Men i stedet for at angribe ham, valgte korsfarerne at angribe
Damaskus, som var under styre af en noget venligsindet emir. Korsfarernes
mål var at besætte dette støttepunkt og derved afskære vejen mellem de
to muslimske hovedstæder Baghdad og Cairo.
Den hidtil største kristne hær set i det hellige land samledes
ved Acre og marcherede mod Damaskus. Korsridderne rykkede gennem de ydre
forsvarsværker frem til byens mure frem til den 25. juli. De havde kun
lige startet deres belejring, da de hørte at Nureddin marcherede frem
for at undsætte Damaskus med en stærk hær af tyrkere. Den 28. juli afbrød
korsfarerne belejringen og begyndte at falde tilbage til Galilæa. Nureddins
beredne bueskytters lynangreb taktik påførte dem svære tab under vejs.
I efteråret var den store kristne styrke forsvundet. Conrad tog med det
samme af sted mod Europa og Louis fulgte efter et år senere. Således sluttede
det 2. korstog uden at have udrettet noget. Damaskus faldt til Nureddin
seks år senere i 1154.