Historie: Sveriges første bebyggelse synes at falde mindst 8.000 år f.Kr. Ved den yngre jernalders begyndelse ca. 5.000 f.Kr. synes det nuværende folks gotogermanske forfædre at være indvandret; mulig er dog denne indvandring først sket adskillig senere. Bebyggelsen af det udstrakte terræn foregik langsomt; først bosatte mennesker sig i Skåne og på vestkysten, derpå fulgtes flodernes løb, de store søer og Østersøens kyst. Kærnen til riget lå i nuværende Midt-Sverige, hvor de to grene af folket sveer og göter boede, skilt ved store skove. Sveernes oprindelige hjem var nord for Mälaren, men de bredte sig efterhånden til Väst- og Södermanland samt Närke; göterne boede syd for dem i Väster- og Öster-Götland. Ved den historiske tids begyndelse bestod Sverige (Svea-rike, sveernes rige) af Svealand og Götaland, medens Hälsingland, hele den nordlige del , endnu regnedes for halvt øde biland og flere af grænselandene tilhørte naboerne. Skåne og Halland var fra umindelig tid danske, Blekinge blev det ca. 1050, og Bohus län, Härjedalen og Jämtland var omstridt af Sverige og Norge.
Samfund og kultur artede sig i Sverige nogenlunde som i de andre nordiske riger, men landets beliggenhed og natur gjorde, at udviklingen blev senere. Sveriges ældste historie er meget lidt kendt. Til småkongekampene i folkevandringstiden og dens overgang i vikingetiden ca. 700-800 er knyttet sagnkredsen om ynglingeætten, af hvis konger mulig en del er historiske. I vikingetiden træder folket frem som erobrende; svenske normanner grunder det russiske rige og når helt til Konstantinopel og det Kaspiske Hav. I det indre begynder kristendommen at vinde indgang; den prædikedes af Ansgar i Birka 830 og 853 og senere bl.a. af engelske missionærer, men den vandt foreløbig kun indgang hos göterne og blev ikke fuldt fæstnet i hele Sverige før ca. 1100 eller endnu senere. Sverige var overhovedet, som nævnt, langsommere i udvikling end Danmark og Norge, hvortil også bidrog, at det ved sine vikingetog væsentlig kom i berøring med uciviliserede folk. Rigets samling tog tid; i 9. århundrede fandtes to kongerækker, i Birka og Upsala, men Erik Sejersæl (d. ca. 990) synes i hvert fald at have hersket over hele landet. Hans regering var en storhedsperiode for Sverige, der endog en tid rådede over Danmark; nogen nedgang synes at være sket under Olof Skottkonung og Anund Jakob (d. ca. 1050). Ca. 1060 uddøde den gamle, fra ynglingsætten udledede kongestamme, og hermed begyndte langvarige stridigheder mellem sveer og göter og mellem forskellige kongeslægter (stenkel'ske til 1130, sverker'ske og erik'ske til 1250): enkelthederne er usikre og lidet betydende, Sverker d. Ældre (ca. 1130-56) og Erik d. Hellige (d. 1160) de nævneværdigste konger. Kongedømmet blev i denne periode svækket ved gennemførelsen af folkets valgret og stormandsklassens fremgang; derimod var kristendommens fuldstændige sejr og kirkens organisation nærmest til fordel for det. Betydningsfulde var togene til Finland 1157 og 1249, hvorved den svenske magt grundlagdes. Først under den næste kongeslægt, folkungerne (1250-1371) blev dog Sverige virkelig enhedsstat. Rigsjarlen havde under de sidste erik'ske konger udviklet ig til en art major domus, og da kongeslægten uddøde, valgtes Valdemar Birgersson til konge under sin fader Jarl Birgers formynderskab. Birger (d. 1266) og hans søn Magnus Ladulås (1275-90) var statsmænd af valdemarernes type, og under deres styre fuldbyrdedes nu en lignende udvikling i Sverige, som var sket i Danmark i de foregående 100 år. Kongedømmet styrker sig ved at gøre sig til midtpunkt i kultur og kamp, en adel opstår, bygget på krigstjeneste, og bøndernes betydning for ledingen taber sig. Kristendommen begynder at påvirke liv og sæder, lov og orden hævdes med strenghed. Magnus Ladulás er den store lovgiver som Valdemar II i Danmark, og fra hans tid skriver sig også grundlaget for rigsråds og rigsembedsmænds betydning. Overalt betones rigsenheden og kongemagten. Medens Danmark og Norge svækkes af indre stridigheder, hævdede Sverige sig til førstepladsen i Norden; Birger Jarl er den egentlige grunder af Sveriges østersøvælde, og under Magnus stillede det forhen uafhængige Gotland sig under Sverige. De første forbindelser til hansaen begyndte og var foreløbig til gavn for svensk næringsliv. — Under Torgils Knutssons formynderstyre for Magnus' sønner fortsattes fremgangen, men derefter fulgte nedgang. Indre splid svækkede kongeætten, og Magnus Erikssons lange regering (1319-71) var en ulykkestid. Under et langt formynderstyre tilrev stormændene sig uhørt magt og rigdom, og Magnus for måede trods god vilje ikke at kue dem og hævde Sveriges anseelse. 1319-55 var han også konge i Norge, og 1332-60 besad han Skåne, Halland og Blekinge. Baggrunden for denne magt var imidlertid en stadig pengenød, og forbindelsen med nabolandene fik væsentlig kun betydning ved at forberede unionen. Magnus' strid med stormændene endte med hans fordrivelse 1363 og indkaldelsen af Albrecht af Mecklenburg som konge. Bønderne rejste sig til fordel for Magnus, men adelen forbandt sig med tyskerne, og 1371 anerkendtes Albrecht mod at udstede den første svenske håndfæstning. Stormands- og tyskervældet kulminerede, men førte til indblanding udefra. Danmark, der stadig var forud for Sverige, var gennem opløsning nået til et nyt stærkt kongedømme, og som dettes repræsentant tog Msrgrete 1389 styret i Sverige. Hermed begyndte Unionstiden (1389-1523), hvorunder den stadig bristede og atter knyttede forbindelse med Danmark bestemte Sveriges historie. Unionen var oprindeligt et resultat af Margretes politik, og hendes personlighed gav den præget. I Sverige som ii Danmark trykkede hun stormændene ned og genindsatte overalt kongemagten i dens tidligere myndighed. Imidlertid viste hun klogskab og lempe overfor de nationale følelser, og Svcerige kom ikke til at føle sig som et erobret land. Anderledes under Erik af Pommern, der holdt sig borte fra Sverige og lod delvis fremmede embedsmænd styre det. Rejsningen kom fra bønderne; 1434 rejste Dalkarlene sig under Engelbrekt Engelbrektsson, fordrev de danske fogder og valgte på en rigsdag Engelbrekt til Sveriges høvedsmand. Dette var en revolutionær titel, som bonderejsningen var revolution, men med grund har man betegnet Engelbrekt som forbereder af det ny svenske kongedømme. Han byggede sin magt på folket, og dette blev senere mønster for sturerne og Gustaf Vasa. Adelen blev derimod en støtte for unionen, om end i ændret skikkelse, med vægten minde på kongefællesskabet end på rigsrådenes enighed. De mægtige adelsætter så deres fordel ved unionstidens opløste forhold, og der dannede sig næsten internationale stormandsdynastier, som thott'erne. Danmark havde derfor støtte i selve Sverige i sin kamp for at underkue det, men efter at Karl Knutsson var død 1470, trådte Sture-slægten frem som klog og sejg forkæmper for lands- og bondefrihed. I 50 år førte Sten Sture den Ældre, Svante Nilsson Sture og Sten Sture den Yngre kampen mod Danmark og det svenske råd og fik dog tid til at arbejde for den indre udvikling, der bl.a. prægedes af Upsala Universitets oprettelse. Rigsforstanderskabet i disse år kan betragtes som en art folkelig kongedømme, som kun nødtvungent tåltes af de store Christiern II.s optræden fremkaldte en katastrofe og udredning af de indviklede forhold. Efter at han 1520 havde ladet sig krone som arvekonge, tilføjede han stormandsklassen et ødelæggende sår ved det stockholmske blodbad og lod derved vejen fri for en ny national bonderejsning. Denne fulgte allerede 1521 under Gustaf Eriksson Vasa, der samme år valgtes til rigsforstander, 1523 til konge og grundede et nyt herskerhus og en ny tid (Vasaslægten 1523-1654). Gustaf I Vasa (1523-60) var en stor herskerbegavelse. Han modtog et splidagtigt og halvvejs forarmet land og skabte i en menneskealder en stormagt af det. Hans på alle områder virksomme arbejde samles i fire hovedpunkter: han skabte en stærk, arvelig kongemagt og en solid administration; han indfører ved et magtsprog reformationen og profiterer af den gamle kirkes fald, han knækker i forening med Danmark Lübecks handelsvælde, og han skaber en kraftig land- og sømagt. Gustaf måtte ofte kæmpe med indre modstand, men han forstod at besejre den og at samle alle kræfter i rejsningsarbejdet. Af den kirken fratagne jord inddrog kongen en mængde, om end mindre, end tilfældet var i Danmark. Også adelens godsrigdom voksede, men bondens stilling blev aldrig, politisk og socialt, så slet som hos os. Gustafs store værk beroede for en stor del på hans personlighed; først efter brydninger kunne det fæstnes, og han banede dem selv vej ved at give sine sønner arvelige hertugdømmer. Resten af 16. århundrede (Erik XIV 1560-68, Johan III 1568-92, Sigismund 1592-99) optoges af kampe med Danmark og andre og religiøse stridigheder. Overfor Danmark virkede stadig det gamle racehad og frygt for en ny unionspolitik; desuden dæmrede spørgsmålet om herredømmet på Østersøen, arven efter hansaen. Den tyske ordens opløsning lokkede nabostaterne til at søge bytte, og Sverige besatte Estland 1561. Hele situationen fremkaldte en krig med Danmark (7årskrigen 1563-70), under hvilken Sverige var stærkest til søs, mindre heldigt til lands; resultatet blev i det væsentlige, at Danmark blev herre på Østersøen. Modsætningen mellem rigerne var blevet større end før, og i Sverige begyndte tanken om at vinde Skåne at få indpas, samtidig med at landet inddroges mere og mere i den østeuropæiske politik. Johan II var polsk gift og vandtes en tid for katolicismen, hvilket prægede hans liturgi 1577; sønnen Sigismund forenede Sveriges og Polens kroner og søgte at genindføre katolicismen i Sverige. Karl IX (1599-1611), der havde bevaret den gustavianske tradition i sit hertugdømme, blev da Sveriges og protestantismens redningsmand. Han genindførte orden og ro i landet og udfoldede på alle områder en energisk virksomhed. Mod Danmark anlagdes Göteborg, med Rusland og Polen førtes krig, og 1611 begyndte Kalmarkrigen med Danmark. Samme år kom Gustaf II Adolf (1611-32) på tronen og overtog et land med rige hjælpekilder og en løfterig politisk stilling. Freden med Danmark 1613 betød et tilbageskridt, idet Sverige udelukkedes fra Nordhavet; derimod beseglede freden i Stolbova 1617 Ruslands udelukkelse fra Østersøen, og Sverige var nu Nordens hovedmagt. Lige udmærket som menneske og regent gennemførte Gustaf Adolf vidtgående indre reformer; de fire stænders del i rigsdagen ordnedes, administrationen styrkedes, en stærk hær skabtes, og finanserne sattes i god stand. Sverige blev herved organiseret til sin verdenshistoriske indsats i 30årskrigen (1630-48). For kongen var opgaven både politisk og religiøs; det gjaldt om at hindre habsburgernes fremtrængen tol Østersøen og svække det katolske Polen, hvorfra Sverige 1629 havde taget Livland. Ved den geniale konges side stod betydelige statsmænd og hærførere, og folket præsterede i krigens år det utrolige. Efter slaget ved Lützen fulgte Christiana (1632-54) sin fader; dennes politik lededes af Oxenstierne kun delvis til sejr ved fredsslutningerne i Brömsebro (1645), hvor Sverige vandt Härjedalen og Jämtland m.m., og i Münster og Osnabrück (1648), der gjorde Sverige til herre over betydelige nordtyske landsdele. Sverige havde bidraget væsentlig til at redde protestantismen, og dets østersømagt var fæstnet, men indadtil havde krigen medtaget det hårdt, og navnlig havde adelen ved salg af krongods lukreret på kronens og bøndernes bekostning. Efter Christina fulgte med Karl X Gustaf (1654-60) huset Pfalz-Zweibrücken (1654-1718). Den ny konge vendte sig straks mod Polen, som han søgte at erobre, men Danmarks krigserklæring gav ham anledning til i to krige at erobre landet og ved fredsslutningerne i Roskilde og København (1658 og 1660) at gøre Sverige tol herre over Skåne, halland og Blekinge. Hermed havde Sverige nået sine naturlige grænser, og Danmark var endelig knækket som østersømagt. Hårdt medtaget af de ny krige fik Sverige i Karl XI (1660-97) en ny organisator. Efter at have tilbagevist Danmarks forsøg på at generobre sundprovinserne knækkede han adelens magt ved at gennemføre en omfattende reduktion af dens gods (1680) og fratog stænderne lovgivnings- og delvis bevillingsmyndighed (1682). Hermed var enevælden fuldt gennemført. Karl nyttede den bl.a. til at nyorganisere forsvaret; det gamle indelningsvärk (s.d.) fuldstændiggjordes, og en stærk flåde byggedes. Karls politik, der var præget af Johan Gyllenstiernas idéer, gik ud på fred i Norden og fælles støtte mod Europa, men den overlevede ham ikke. Sønnen Karl XII (1697-1718) førte Sverige gennem dets sidste storhedsperiode. Den store nordiske krig blev trods kongens og folkets tapperhed fordærvelig for Sverige, ikke alene og måske end ikke mest pga. Karls XII.s uomtvistelige personlige fejl, men fordi den europæiske situation, Tysklands svækkelse, Polens opløsning, tyrkernes tilbagetog, måtte skyde Rusland frem, og dette land styredes af et overlegent geni. Krigen berøvede Sverige en stor del af dets tyske besidelser og alle dets østlige østersølande; Rusland var igen trængt frem til havet. Frederik af Hessen, gift med Karl XII.s søster blev konge over det ødelagte land (1720-51), og efter ham fulgte det holsten-gottorpske hus (Adolf Frederik 1751-71, Gustaf III 1771-92, Gustav IV Adolf 1792-1809, Karl III 1809-18). Karl XII.s nederlag blev enevældens fald; den 1719 vedtagne forfatning, der prægede den såkaldte frihedstid (1719-72), var nærmest republikansk og overlod stænderne al virkelig magt. Den vundne frihed blev dig ikke velsignelsesrig for Sverige. Rigsdagene blev skueplads for evindelige stridigheder mellem partier, der mere eller mindre samviggithedsløst kastede landet ud i udenrigske eventyr. Af de to store partier Huer (Mössor) og Hatte var oprindelig de første repræsentanter for en besinding politik, mens de sidste ved fransk hjælp ville genvinde Sveriges østersøstilling. hattene sad ved roret 1738-65 og kastede i denne periode Sverige ind i to krige, med Rusland 1741-43 og med Preussen 1757-62, af hvilke resultatet kun blev tabet af en del af Finland. Efterhånden demoraliseredes også huerne og blev afhængige af Rusland. Trods en rig, om end noget ujævn og hovedkulds indre udvikling i frihedstiden blev landets stilling til sidst fortvivlet: forvirring indadtil og afhængighed af udlandet. Gustaf III konsolierede forholdene ved sit statskup 1772, hvorved enevælden i praksis genindførtes for den indre styrelses vedkommende. Under den højtbegavede konge, der dog ikke var uden degenerative træk, gennemgik kunst og videnskab en rig udvikling (den gustavianske tid), og i det indre fulgtes den oplyste enevældes principper; udenrigspolitikken var mindre hledig, også efter at kongen 1789 ved et nyt kup havde fjernet de sidste rester af stændernes og rådets myndighed. Krigene med Rusland og Danmark var resultatløse, men førtes dog til ende uden tab. Derimod bragte Gustaf IV Adolfs kortsynede og halsstarrige politik Sverige til undergangens rand. Ledet af et blindt had til Napoleon kastede han sig ind i krigen mod ham og kom derved efter 1807 i kamp med Rusland og Danmark; Sverige var uforberedt, og russerne besatte Finland. Situationen krævede kongens fjernelse, og han erstattedes 1809 af Karl XIII. Ved freden i Frederikshamn afstodes derefter hele Finland og dele af Västerbotten og Lappmarken til Rusland. Dette bitre tab ledede tanken hen på Norge som erstatning. Allerede Gustaf III havde villet erobre det; nu søgte man en tilnærmelse ad fredelig vej ved at vælge den norske hærfører Christian August til tronfølger. Han døde imidlertid 1810, og hensynet til Napoleons støtte bevirkede da, at man valgte den franske general Bernadotte, der kort efter overtog det faktiske styre for den gamle konge. Han så straks Norges erobring som sit mål og mente bedst at kunne nå det uden om Napoleon. 1812 brød han med ham og sikrede sig magternes samtykke til at vinde Norge, hvilket skete i Kiel 1814. Nordmændene rejste sig henimod og efter en kort kamp fremgik konventionen i Moss som et kompromis mellem de stridende parter: Norge beholdt sin forfatning og indtrådte i union med Sverige. Rigsakten 1815 gav udtryk herfor. – Med begivenhederne 1809-14 indtrådte Sverige i en ny periode, fra 1818 også regeret af et nyt kongehus, ætten Bernadotte (Karl XIV Johan 1818-44, Oskar I 1844-59, Karl XV 1859-72, Oskar II 1872-1907, Gustaf V 1907). Alle stormagtsdrømme var forbi, og landet var trængt tilbage til sine gamle historiske grænser; det gjaldt fremtidig om at konsolidere sig inden for de given rammer. De sidste 100 århr da også set så rig en udvikling af landets indre kræfter som ingen tidligere periode, og en række store spørgsmål er løst, ofte først efter langvarig strid. I stedet for enevælden var 1809 trådt en forfatning, der ville gå en middelvej mellem frihedstidens og Gustaf III.s yderpunkter, men som ikke længe kunne tilfredsstille, fordi den udelukkede store dele af den jævne befolkning fra indflydelse på regeringen. der blev da også snart tale om forfatningsreform. Karl XIV Johan, der aldrig lærte at tale svensk, stod derved og ved sin absolutistiske tænkemåde folket noget fjernt, og der begyndte, især fra 1823, opposition mod ham. Man ønskede et liberalere styre, og en frisindet presse opståd, forfulgt af regeringen. Et liberalt forfatningsforslag 1830 gennemførtes ikke, og modsætningerne fremkaldte til tider optøjer i Stockholm. 1840 mente kongen sig da nødsaget til at gøre en indrømmelse; han lod sit ministerium falde og indførte samtidig departementalsystemet. De sidste år af hans regering var rtoligere, og han var ved sin død meget populær. For hæren havde han arbejdet ivrigt, bl.a. gennemført det såkaldte centralforsvar, og finanserne var genrejst efter den ødelagte tilstand, de var i 1814. Oskar I ansås for liberal men skuffede til dels forventningerne. han tog et frisindet ministerium og gennemførte flere reformer, bl.a. lige arveret for broder og søster, større frepssefrihed osv. Forfatningsspørgsmålet lykkedes det ham derimod ikke at løse; 1845 indførtes 3årig rigsdagsturnus, men et større forfatningsforslag faldt 1850-51, og under indtrykket heraf og begivenhederne i Europa 1848 nærmede kongen sig i sine senere år konservatismen. Først under Karl XV nåede forfatningsværket sin afslutning, idet ministeriet de Geer 1865-66 gennemførtr den i sine hovedtræk endnu gældende forfatning. Hermed var en ny periode indledet, og tiden omkring 1866 danner på flere punkter et skel. I det indre havde Oskar I og Karl XV.s regering betegnet et mægtigt opsving, og talrige reformer var gået forud for forfatningsændringen, således kommunal valgreform 1862 og den frihandlerske toldordning 1859. I sin ydre politik var Sverige siden Karl XIV.s dage svinget over i vesteuropæisk retning og gik 1855 med vestmagterne mod at få deres garanti mod russiske overgreb. En stor rolle spillede en tid lang de skandinaviske synspunkter og førte 1848 til direkte støtte af Danmark, men efter 1864 er de ganske gået ud af svensk politik, hvis springende punkt mere og mere blev ængstelsen for Rusland. Forholdet til Norge virkede i samme retning. Under de svenske kongers vanskeligheder med Stortinget var sympatien i Sverige almindeligvis på deres side, og der sporedes overhovedet misnøje med, at den norske forfatning fungerede så selvstændigt. Efter forfatningsreformen blev det fire hovedspørgsmål, der optog interessen, militærvæsenet, toldspørgsmålet, forholdet til Norge og stemmeretssagen. I den ny rigsdag blev det 1867 dannede landtmannaparti toneangivende; det bestod især af bønder og drev en ret ensidig landbopolitik. Da nu regeringen energisk arbejdede på en hærreform, sammenknyttedes dette spørgsmål af landtmannapartiet med kravet om indelingsvärnets ophævelse og grundskatternes afskrivning, og herved opstod langvarige stridigheder, der efter tilløb 1885 og 1892 først endelig afsluttedes 1901 med indelningsvärkets afskaffelse og den almindelige værnepligts fulde gennemførelse (ministeriet von Otter). – På toldvæsenets område opstod der i 80erne fra en stor del af landbruget krav om protektionistiske satser, og skønt landtmannapartiet splittedes på spørgsmålet, lykkedes det 1888 under ministeriet Bildt at gennemføre en beskyttelsesvenlig toldlov. – Forholdet til Norge undergik i Oskar II.s tid en stadig forvrrelse og førte til sidst til en katastrofe. Kongen stillede sig velvilligt overfor Norge, bl.a. 1873 at sanktionere statholderpostens ophævelse, men fra indflydelsesrige kredse i Sverige krævedes stærkere og stærkere revision af unionsforholdet, og Sveriges overgang til protektionismen fjernede de to lande økonomisk fra hinanden. Udtryk som det Åkerhiem'ske 1891 »tala svenska med norrmännen« fremkaldte biterhed, og i det 20. århundrede trådte kravet om egne norske konsuler ind i en afgørense fase. Efter en lovende forhandling 1903 opstillede den svenske statsminister Boström 1904 en række ukloge forslag, som Norge afslog. Juni 1905 ophævede derefter Stortinget unionen. Visse svenske kredses lyst til at bruge våben dæmpedes hurtig; derimod understøttede Sverige sine krav under karlstadforhandlingen aug.-sept. samme år med rustninger og satte dem i det væsentlige igennem. 16/10 1905 ophævede den svenske rigsdag rigsakten af 1815. – I Sverige følte man sig genstand for en retskrænkelse, og en ikke ringe bitterhed mod Norge og Danmark fik udslag de første år. Samtidig førte katastrofen til en stærk national rejsning og samling med både tiltalende og utiltalende præg. En affejende og overlegen stemning overfor de andre nordiske folk og al »skandinavisme« har til tider kunnet spores. Levende er følelsen af, at Sverige står alene og må sikre sig navnlig overfor den slaviske fare. 1908 deltog Sverige i afslutningen af Nordsø- og Østersøkonventionerne (s.d.), og december 1912 udstedtes en neutralitets-deklaration af Sverige, Norge og Danmark. I øvrigt har de sidste år set overordentlig omfattende rustninger, der vil bringe navnlig den svenske flåde op på en fremragende plads blandt småstaterne. – Den indre politik har været præget af stemmeretsspørgsmålet 1900 dannedes et nyt Venstre-parti, det liberale Samlingsparti, der krævede en højst tiltrængt udvidelse af stemmeretten, Venstres fører Staaff var konsejlspræsident 1905-06, men faldt for en afstemning i 1. kammer. Det konservatime ministerium Lindman (1906-11) gennemførte derefter 1907 en valgreform,der stadfæstedes 1909, og hverefter forholdstalsvalg indførtes for begge kamres vedkommende. De ny valg til 2. kammer 1911 gav stort flertal for Venstre og Socialdemokraterne (102 venstre, 64 Socialdemokrater, 64 Højre), og Staaff kom atter til roret, hvorefter han opløste 1. kammer og gennem de ny valg hertil (85 Hæjrem 51 Venstre, 13 Socialdemokrater) fik majoritet i den forenede Rigsdag. (P.E.)H.J. – Regeringen tok straks fat på sociale reformer og gennemførte bl.a. alderdomsforsikringen. Forsvarsspørgmålet kom imidlertid til at volde en uovervindelig vanskelighed. En ret vidtgående udvidelse af forsvaret stod på de liberales program, men at regeringen ville tøve med en udvidelse af værnepligtstiden, som ansås for det vigtigste punkt i en forsvarsreform, vakte stor bevægelde i de udpræget forsvarsvenlige kredse. 32.000 bønder drog februar 1914 i »bondetog« til Stockholm og demonstrerede deres forsvarsvilje overfor kongen personlig. Denne erklærede i sit svar (»Borggårdsaftalen«), at han ikke ville fravige »sagkundskabens fordringer til felthærens slagfærdighed og krigsberedskab«. Hans udtalelser var ikke godkendt af statsrådet, som bagefter forlangte konstitutionel garanti med hensyn til fremtidige udtalelser af kongen og, da denne ikke ville gå ind herpå, begærede sin afsked. Staaffs efterfølger, som statsminister blev 17/2 1914 den konservative Hammerskjöld, hvis program i forsvarssagen var en øjeblikkelig betydelig udvidelse af hærens øvelsestid og bygning af 7 nye panserbåde. +++(HK9/1925) |
|