Grækenland

Europa
13.09.14

I oldtiden krigedes bystaterne i Grækenland mod Persien og blandt dem selv inden de faldt under Makedoniens dominans i det fjerde århundrede før Kristi fødsel. To århundreder senere kom alt det der nu er Grækenland under styre af Rom.
   Med Roms fald blev Grækenland en del af det Byzantinske Rige indtil det blev løbet over ende af de osmanniske tyrkere fra 1453 til 1456. Det mo-derne græske kongedomme vandt sin uafhængighed fra Tyrkiet i 1829.

Otto I 1833-1862
Georg I 1863-1913
Konstantin I 1913-1917
Alexander 1917-1920
Konstantin I 1920-1922
Georg II 1922-1923
Republik 1924-1935

Historie: 1) Hvor tidligt hellenske stammer bosatte sig i det nuværende Grækenland, ved vi ikke; længe før 1.000 f.Kr. boede de der og hævede sig til høj kultur. Vandringer og kolonisationsanlæg fra Grækenland til Lilleasien synes at have fundet sted allerede i denne periode (navnlig »aioliske« og »ioniske« kolonianlæg på Lilleasiens vestkyst). De forskellige stammers fordeling over landet kan vi ikke angive bestemt. Om disse ældre tider henvises i det hele til forhistorisk tid.
   2) Den doriske vandring (se dorerne) ca. 1100-1000. Dorerne vandrede efter overleveringen fra Nord- til Mellem-Grækenland ind på Peloponnes og erobrede hovedlandene der (Korinth, Argos, Sparta, Nessenien); de tidligere beboere achaierne slog sig ned på nordkysten Achaia, andre blev dorernes undergivne (heloter, perioiker). Efter dorerne rykkede thessalerne ind i Thessalien og dette lands tidligere beboere besatte Boiotien. Samtidig syntes store ioniske vandringer fra stammelandet til Lilleasien at havde fundet sted. Dorerne udbredte sig på Peloponnes videre over øerne Kythera, Kreta, Kos, Rhodos og sydvestspidsen af Lilleasien. De græske stammer var nu fordelt, som vi kender dem i den historiske tid. Vandringerne strakte sig naturligvis over flere slægsled.
   3) I tiden til henimod år 500 udvikledes statsforholdene fra det gamle kongedømme til adelsherredømme. Ca. 700 var kongedømmet forsvundet omtrent overalt undtagen i Sparta. Først syntes kongefamilierne at have ladet kongemagten gå på omgang blandt de enkelte medlemmer; senere opstod der ny embeder ved siden af kongestillingen, og denne fortrængtes efterhånden af de ny embeder (fx i Athen af Archonterne). Kun en vis kreds af gamle familier havde oprindeligt adgangt til rådet og embederne. Samtidig voksede velstanden omkring i staterne ved stigende handel (indførselse af bestemte mål og mønter, udvidet skibsbygning), og overbefolkningen skaffede sig plads ved store udvandringer; enkelte udvandringer fremkaldtes også ved indre kampe i staterne mellem slægerne. Særlig vigtig er i denne periode koloniseringen af Syd-Italien (Stor-Grækenland) og af Sortehavets kyster. — En fremtrædende stat var Sparta, takket være den strenge spartanske opdragelse og disciplin (se Sparta og Lykurgos). I dette tidsrum udvidee det sin magt over nabolandet Messenien (s.d.) ved de meseniske krige og blev i det hele fører på Peloponnes. I mange andre stater kom det til rejsning af folket mod de herskende slægter; folket tiltvang sig så gerne nedskreven love (Zaleukos i Lokroi, Drakon og Solon i Athen). Men det krævede mere: ligeberettigelse med de herskende og hjælp ud af den nød, hvori det mange steder var kommet. Som talsmand for folket tvang da ærgerrige mænd sig flere steder op som herskere og søgte at beholde herskermagten for deres familier; man kaldte dem tyrnner (s.d.)., f.eks. Kypselos (s.d.) i Korinth, Kleisthenes (s.d.) i Sikyon og på Sicilien og Akragas Falaris (s.d.). I Athen arbejdede man sig frem mod demokratiet (se Archont) i den almindelige udvikling fra kongedømme gennem adelsherredømme; love gaves ved Drakon og senere Solon (»timokratisk« forfatning) 594 f.Kr. (det nærmere s.d.); den sidste rådede også bod på folkets nød. 560-27 beherskedes Athen af tyrannen Peisistato (s.d.) 527-10 af hans sønner Hippias og Hipparchos (s.d.). Men tyrannerne blev fordrevet 510, og 508 ordnedes Athens forfatning i demokratisk retning af Kleisthenes (s.d.).
   4) Perserkrigene ca. 500-449 og tiden til den peloponnesiske krig 431. Hellenerne begyndte nu trods indbyrde uoverensstemmelser at føle sig som en enhed (fælles gudsdyrkelse, fester, folkeretlige regler), uden at de dog kom til en statssammenslutning. Og deres enighed stilledes på prøve ved det store sammenbrud med østerlandet, perserkrigene (s.d.). De græske kolonier på Lilleasiens vestkyst var blevet undertvunget af de persiske konger, og de gjorde ca. 500 et forgæves forsøg på at afkaste åget. Da de havde fået støtte fra moderlandet, navnlig Athen, ville kong Dareios hævne sig og underlægge sig dette; men hans forsøg strandede bl.a. i slaget ved Marathon (s.d.) 490, hvor athenerne afslog hans hærs angreb. Efter Dareios' død forsøgte hans søn Xerxes at vinde Grækenland og hævne sig på Athen; men her havde Themistokles bragt flåden i glimrende stand, og den hellenske slog den persiske ved Salamis 480, og året efter blev persernes landhær ødelagt ved Plataiai. Hellenerne befriede nu deres landsmænd på Lilleasiens vestkyst og på øerne. Athen trådte i forgrunden som den ledende mgt; denne by var det først og fremmest, der havde værnet den hellenske kultur mod Østens barbarhorder. Først havde spartanerne vel overledelsen under Pausanias (s.d.), men da han optrådte landsforrædersk, fik athenerne »Hegemoniet«, og Aristcides (s.d.) grundede det store attiske søforbund: medlemmerne af dette (øerne og de ioniske byer o.a.) var uafhængige, men ydede skibe eller pengebidrag til en flåde mod perserne; flåden førte atheneren Kimon (s.d.). Mens Athen først havde haft Sparta til forbindsfælle, indtrådte der nu spænding mellem de to magter; samtidig fremtrådte som ledende politikere Egialtes og Perikles, der førte Athen endnu videre i demokratisk udvikling (se Areopagos). 449 afsluttedes fjendtlighederne med perserne, måske ved en fred. Efter forskellige rivninger mellem Sparta og Athen fastsattes begge landes indflydelsesområder. Athens som et sø- og Spartas som et landhegemoni: Perikles som leder af staten gennemførte helt det attiske demokrati; men så længe han levede, var hans ord næsten eneafgørende. Han fik det attiske forbund forandret til et lydrige under Athens overhøjhed, og athenerne brugte nu forbundsfællernes penge, der egentlig betaltes til kamp og værn mod landefjenden perserne, der ikke længer var farlige, til deres egen by (de pragtfulde bygninger, se Perikles). Samtidig faldt den attiske billedhugger-, bygnings- og digtekunsts blomstring, mens Sparta for kulturen så godt som intet betød.
   5) Den peloponnesiske krig 431-04. Af en ringe anledning udviklede sig det store sammenstød mellem landmagten Sparta og sømagten Athen, fremkaldt i virkeligheden af den gensidig lurende mistro og lysten til at blive eneherre i Grækenland. Trods energiske anstrengelser fra Athens side og trods megen tapperhed og dygtighed måtte Athen bukke under (se Peloponnesiske Krig) og overgive sig til spartanerne 404. Dette var tillige et nederlag for demokratiet mod det spartanske aristokratiske system; i alle tidligere demokratiske byer indsattes oligarkiske regeringer under værn af spartanske besætninger; og endvidere måtte spartanerne snart prisgive de lilleasiatiske grækere til perserkongen.
   6) 404-338. Under disse omstændigheder kunne Sparta ikke længe beholde ledelsen; allerede 403 gjorde Athen oprør mod den spartansksindede oligarkiske regering (»de 30«) og genindførte demokratiet. Sparta var indadtil svagt og måtte slutte en uhæderlig fred med perserkongen. 382 besatte spartanerne mod lov og ret Thebens borg Kadmeia og tyranniserede derfra byen; men 379 rejste thebanerne sig under Epameinondas og Pelopidas (s.d.) og fordrev spartanerne. Så længe de to udmærkedemænd levede, havde Theben ledelsen i Hellas (se Theben) og tilføjede spartanerne de afgørende nederlag ved Leuktra 371 og Mantineia 362, og Spartas hegemoni var dermed til ende. Athen havde imidlertid fornyet sit søforbund og spillede atter en rolle, idet det søgte fordel af Thebens sejre. Da Epameinondas faldt ved Mantineia 362, var det ude med Thebens hegemoni, men nu dukkede en ny magt op, farlig for hele Grækenlands frihed: Makedonien. Hidtil havde dette land stået uden for den almindelige græske udvikling, men dets glimrende begavede konge Filip (s.d. og Demosthenes) skaffede sig snart indflydelse i Grækenland, og 338 i slaget ved Chaironeia bukkede athenere og thebanere forenede under for hans overlegne krigskunst, og Hellas, der ikke havde kunnet forliges og samles til en enhed før, måtte nu bøje sig for en halvfremmed erobrer. Filip viste dog mådehold i sin sejr og skånede fx Athen.
   7) 338-323 f.Kr. Grækenlands historie i den følgende tid er Filips og Alexander d. Stores: Athen havde tabt sin glimrende stilling og Sparta sin krigerske dygtighed. Men de græske stater vedblev at bestå enkelte og uden indbyrdes forbindelse, bevarende de tidligere tiders nag og misundelse. Samtidig bar den makedoniske erobrer den græske dannelse langt ud over Hellas' tidligere grænser til fjerne asiatiske egne; dog deltog hellenerne selv ikke med begejstring i denne opgave, de stod hadske overfor den fremmede hersker og sægte stadig, men forgæves, at løsrive sig.
   8) 323-146 f.Kr. Under Alexanders efterfølgere, diadocherne (s.d.), kunne grækerne heller ikke skaffe sig friheden; det var kun en tilsyndeladende uafhængighed, Athen gik under Demetrios Poliorketes (s.d.) en lang tid. 260 ff. bemægtigede Antigonos Gonatas sig herredømmet i Grækenland og bevarede det. Vel havde der dannet sig to forbund, det aitoliske og achaliske, i Mellem-Grækenland og på Peloponnes, og deres plan var at sikre sig uafhængighed; men de lå stadig i indbyrde strid eller i kamp med andre, så de ikke kunne nå deres mål. Begge forbund sluttede sig senere til romerne mod Filip III af Makedonien, og efter sejren 197 ved Kynoskephalai erklærede Flaminius på det romerske Senats vegne grækerne for fri. Dette var dog ikke ment ganske bogstavelig, og da grækerne stadig lå i indre strid, havde romerne let spil ved en indblanding. Først faldt det aitolike forbund, senere 146 f.Kr. det achaliske og dermed hele Grækenlands selvstændighed, idet det noget senere blev en romersk provins under navn af Achaia; kun af navn var enkelte byer, fx Athen frie.
   9) 146 f.Kr.-395 e.Kr. Nogle gange deltog Grækenland i oprørsforsøg, men altid forgæves (hjalp fx Mithradates af Pontos mod romerne) og straffedes flere gange hårdt. Flere af de romerske kejsere gjorde energiske forsøg på at forbedre forholdene her, således Trajan og Hadrian ved bygningsværker i Athen, ved understørrelse af retor- og filosofskoler, ved at lette for skatter og afgifter og ved at fremhjælpe handelen; men alt var forgæves. landet kunne ikke reddes. Nu begyndte tillige snart de nordiske folks indfald; samtidig sejrede kristendommen (stærk modstand i filosofskolen i Athen), og Konstantinopel grundedes, og Grækenland blev en del af det østromerske (byzantinske) rige 395, og samme år plyndredes det af Alarik.
   10) 395-1461 e.Kr. I 6. århundrede e.Kr. begyndte slaviske folk at strømme ind over Grækenland, og rundt om satte de sig fast, men de smeltede dog sammen med grækerne. Arabiske erobringsforsøg afsloges heldigt. Derimod fik normanniske ridderes bosættelse mere betydning fra 11. århundrede og i de følgende århundreder (1204-61 det frankiske kejserdømme i Konstantinopel); og navnlig på Peloponnes holdt familien Villehardouin sig længe. Imidlertid havde osmannerne begyndt deres tog ind på Balkanhalvøen, og sultan Muhammed II underkastede sig hele Grækenland 1461. (HK4/1922)

Tyrkerherredømmet 1460-1828. Det tyrkiske herredømme, kun afbrudt af venezianernes besiddelse af Peloponnes 1699-1718, hvilede tungt på grækerne. Janitsjarudskrivningen og de havesyge pashaers udsugelser holdt folket nede, og Europas stadige forsøg på at befri Grækenland gjorde kun ondt værre. Dog beholdt grækerne et vist kommunalt selvstyre tillige med frihed for kirke og sprog, hvorved den nationale selvstændighed bevaredes. I slutningen af 18. århundrede kom der stærk fart i frihedsbestræbelserne ved stiftelsen af de forskellige hetærier (1796 stiftedes et af digteren Rhigas). 1821 udbrød den store opstand på Peloponnes. Kolokotronis og Mauromichalis dannede en provisorisk regering og kongressen i Epidauros forkyndte 13. januar 1822 det græske folks uafhængighed. Opstanden bredte sig hurtigt over hele det græske område, juni 1822 erobredes Athens Akropolis, og søheltene kanarisog Miaulis vandt glimrende sejre, mens kampen til lands lededes af Demitrios Ypsilanti, Odysseus, Botzaris og andre. I Europa stiftedes filhellenforeninger, der indsamlede penge og dannede friskarer (Byron). Heldet var dog kun forbigående; 1825 landede Ibrahim Pasha på Morea og hærgede hele halvøen; april 1826 fladt Missolunghi i tyrkernes hænder. Da blev England, Frankrig og Rusland enige om London-protokollen 1827, stormagternes flåder ødelagde den tyrkisk-ægyptiske ved Navarino 20. oktober 1827, og Ibrahim måtte forlade Morea 1828, mens Capo d'Istrias valgtes til Grækenlands præsident.
   Grækenland som selvstændigt kongedømme. Efter den russisk-tyrkiske krig 1828-30 anerkendtes Grækenland ved en ny London-protokol 1830 som suverænt kongedømme. Oktober 1831 myrdedes Capo d'Istrias, hvorpå prins Otto af Bayern udnævntes til konge 1832. Forvaltningen omorganiseredes efter vesteuropæisk mønster; 1835 overtog kong Otto selv regeringen, men forblev altid fremmed for sit folk. En opstand tavng ham til at give en friere forfatning 1844, men endeløse politiske kampe og et utal af ministerskifter blev følgen, så at landet aldrig kom i ro, og særlig finansforholdene blev yderst forvirrende. Under den russisk-tyrkiske krig 1854-56 måtte en engelsk-fransk flåde tvinge Grækenland til at bevare neutraliteten. — 1862 afsatte en provisorisk regering kong Otto og indkaldte en nationalorsamlng, der på stormagternes anbefaling valgte prins Vilhelm af Danmark til konge. Denne tiltrådte regeringen oktober 1863 som Georg I og skaffede Grækenland de Ioniske Øer som gave fra England. Pga. sin neutralitet under den russisk-tyrkiske krig 1877-78 fik Grækenland på Berloin-kongressen løfte om en territorial udvidelse, og 1881 indlemmedes Thessalien og en del af Epeiros også i Grækenland. Alligevel utilfreds hermed har Grækenland stadig siden understøttet opstande på Kreta og i makedonien, ja tog endog 1897 formelig Kreta i besiddelse. Den påfølgende krig mod Tyrkiet blottede hele Grækenlands elendighed, det måtte rømme Kreta (s.d.), betale 75 mio. i krigsskadeserstatning og finde sig i en finanskontrol, pålagt af magterne. 1898 afleverede tyrkerne det af dem besatte Thessalien, dog først efter en fordelagtig grænseregulering. Grækenlands stadige indblanding i Makedonien og krav på ret til hele denne provins indviklede det 1905 i alvorlig strid med Rumænien og 1906 med Bulgarien. Oktober 1908 efter Østrig-Ungarns annektion af Bosnien-Herzegovina og Kretas uafhængighedserklæring forholdt Gækenland sig rolig klog af skade, men kunne utvivlsomt have besat og beholdt Kreta. Skuffelsen herover og misfornøjelsen med de evigt stridende politikere fremkaldte stor gæring, og en antidynastisk militærliga tilrev sig magten august 1909 under ledelse af oberst Zorbas. Kronprins Konstantin afsattes som chef for hæren, prinserne gik i landflygtighed, Ligaen evnede ikke at føre udviklingen videre, og da partipolitikerne atter kom frem, søgte den hjælp hos Venizelos (s.d.). Denne fjernede dog ligaen og tog selv styret, støttet af en nationalforsamling valgt 1910 til revision af forfatningen. Modsætningen mellem Venizelos og kong Georg forsvandt, og prinserne vendte atter tilbage. Parlamentsvalgene 1912 gav Venizelos stor majoritet, partipolitikerne sattes ud af spillet, og Venizelos kunne i flere år styre ganske egenrådigt. Grækenlands hidtil urolige forhold bedredes betydeligt, finansvæsenet kom i orden, og hæren reorganiseredes af franske officerer. Med hensyn til Kreta førtes en afventende politik, og lederne af Grækenlands udenrigspolitik, kong Georg og Venizlos, satte deres lid til samarbejdet med de andre kristne Balkanstater. Maj 1912 indgik Grækenland et hemmeligt angrebsforbund med Bulgarien, Serbien og Montenegro mod Tyrkiet. Oktober samme år udbrød krigen (se Balkankrigene). Under ledelse af kronprins Konstantin sejrede grækerne ved Elassona 20. oktober og Servia 23. oktober, besatte Saloniki 9. november 1912 og erobrede Janina 5. marts 1913. Fordelingen af byttet mellem Serbien og Bulgarien fremkaldte indbyrdes krig mellem forbundsfællerne juli 1913. Bulgarien angreb Grækenland og Serbien, men blev slået og afstod ved freden i Bukarest august samme år Makedonien til Grækenland og Serbien. Grækenlands landområde forøgedes med 56.000 km2 og henimod 2 mio. indbyggere. 5. marts 1913 myrdedes kong Georg i Saloniki. Hans søn og efterfølger Konstantin I havde ved sine sejre vundet stor popularitet og hyldedes med megen begejstring. Ved verdenskrigens begyndelse søgte ententemagterne at få Bulgarien og Grækenland med i kampen mod Tyrkiet. Venizelos' planer om deltagelse i angrebet på Dardanellerne billigedes ikke af den græske generalstab, og kongen, der tvivlede om ententens sejr, lod Venizelos gå af (marts 1915). Det ny ministerium Gunaris (s.d.) tilbød forbund med enteten mod garanti for Grækenlands eventuelle nye besidelser på Balkanhalvøen og i Lilleasien, men fik afslag. Valgene i juli gav Venizelos flertal, og i august samme år blev han på ny førsteminister. Da Bulgarien mobiliserede mod Serbien, mod Venizelos også den græske hær mobilisere og tillod under formel protest franske og engelske tropper at lande i Saloniki og operere derudfra, eventuelt mod Bulgarien i forning med grlæske tropper. Men da Bulgarien erklærede Serbien krig 14. oktober 1915, afskedigede kongen Venizelos og tog et ministerium Zaimis. Denne afløstes i december samme år af Skuludis, der udskrev nye valg. Ved valgene undlod venizelisterne at stemme, og regeringen fik flertal. Ententens hær forblev dog i Saloniki og besatte januar 1916 Korfu for der at reorganisere resterne af den fra fastlandet fordreven serbiske hær. Indlemmelsen i Grækenland af Nordepeiros marts 1916 godkendtes ikke af Ententen, og landet besattes af italienske tropper, der derigennem fik forbindelse med Salonikifronten. Da bulgarske tropper maj 1916 uden kamp besatte nogle græske forter øst for Saloniki, mistænkte Ententen den græske regering for hemmelig ftale med fjenden og forlangte demobilisering af den græske hær. Samtidig erklæredes størstedelen af de græske kyster for blokerede. Uroligheder i Athen viste, at stemningen overfor Ententen og Venizelos var ved at svinge. Et ultimatum fra Ententen til Grækenland medførte Skuludis' afgang. Han afløstes af Zaimis, der gennemførte demobilisering. 30. august dannedes en national forsvarsregering i Saloniki med tilslutning fra Kreta og andre græske øer. Venizelos, admiral Konduriotis og general Danglis trådte i spidsen for revolutionsregeringen oktober samme år. Zaimis afløstes i september af Kalogeropulos, der i oktober fulgtes af professor Lambros. Striden med ententemagterne fortsattes. Disse forlangte artilleri og flåde udleveret og landsatte 1. december en militær styrke i Athen. Sammenstød mellem Ententens tropper og græsk militær bevirkede blokadens skærpelse, og den derved forvoldte nød forbitrede i høj grad stemningen mod Ententen. den af ententemagterne som Grækenlands garantimagter indsatte kommissær, franskmanden Jonnart, tvang kong Konstantin til at forlade landet og overdrage sin næstældste søn, Alexander (s.d.), regeringens førelse 12. juni 1917. Alexander tog Venizelos til førsteminister og lod denne styre næsten enevældigt. 31. juni afbrød Grækenland den diplomatiske forbindelse med Tyskland. Den græske hær reorganiseredes og kæmpede dygtigt i september 1918 mod bulgarerne, da disse led det afgørende nederlag. Venizelos herskede med stor strenghed ved hjælp af belejringstilstand, afskedigelser, fængslinger og forvisninger af embedsmænd og officerer i tusindvis. Politiske modstandere forfulgtes og landsforvistes. Efter bulgarernes, tyrkernes og centralmagternes sammenbrud deltog Venizelos i fredsforhandlingerne i Paris og medunderskrev fredstraktaten med Tyskland den 28. juni. Med Bulgarien sluttedes fred i Neuilly-sur-Seine 27. november samme år. Fra maj 1919 deltog græske tropper sammen med ententestyrker i besættelsen af Smyrna og omegn, men først året efter, 11. maj 1920 modtog en tyrkisk fredsdelegation i Paris Ententens fredsbetingelser. 10. august underskreves freden i Sèvres mellem Ententemagterne, Grækenland og Tyrkiet. Grækenland erhvervede hele kysten langs det ægæiske hav og landområdet mellem Tsjataldalinjen til og med Adrianopel samt de ægæiske øer undtagen det af Italien besatte Rhodos med omliggende småøer. Tyrkiets højhedsrettigheder over Smyrna med omegn overdroges Grækenland, der skulle opretholde orden og indrette et lokalt parlament. Dette kunne efter fem års forløb anmode Folkeforbundet om indlemmelse i Grækenland eventuelt efter folkeafstemning. Hævdelsen af det græske herredømme i Lilleasien kostede dog store ofre, og vanskeligheden for Venizelos ved vedblivende med vold at holde sig ved magten voksede. Vel havde han stærkt støtte på øerne og i de nyerhvervede landsdele, mens Peloponnes lige så trofast støttede Gunaris. Venizelos havde hjemsendt det i december 1916 valgte deputeretkammer og styrede med det under hans egen regering i juni 1915 valgte kammer. Oktober 1920 måtte han dog udskrive nye valg og tillod Gunaris at vende tilbage. Midt under valgkampen døde kong Alexander 25. oktober, forgiftet ved et abebid, og admiral Konduriotis valgtes til midlertidig regent. Valgene 7. november blev et fuldstændigt nederlag for Venizelos, der straks trådte tilbage og forlod landet. Rhallis dannede 18. november ministerium, 5. februar 1921 afløstes han af Kalogeropulos, begge med Gunaris som krigsminister. 19. december 1920 vendte Konstantin tilbage til Athen modtaget med ubeskrivelig jubel. Konstantins tilbagekomst ændrede ententens, navnlig Frankrigs, holdning overfor Grækenland. Frankrig blev tilbøjeligt til ved revision af Sèvrestraktaten at give Tyrkiet bedre vilkår. Grækenland besluttede da med våbenmagt at sikre sit herredømme i Lilleasien. 20. marts indkaldtes de græske reserver, og 23. marts førte general Papulos 120.000 mand mod Eskisjehir og Afiun Karahissar. 27. marts besatte den græske sydhær Afiun, men nordhæren blev fuldstændig slået øst for Brussa. 2. april rejste Konstantin selv til fronten, og Gunaris afløste Kalogeropulos som førsteminister. Vanskelighederne for Grækenland ved at bevare sit herredømme i Lilleasien overfor Mustapha Kemals nye tyrkiske stat synes større end ventet, og utilfredsheden over nederlagene vokser i en betænkelig grad. (HK4/1922)