Actium
Grækenland

Aktion
Krige i det andet Triumvirat, 31 f.Kr. 06.05.16

Marcus Antonius' overdragelse af romerske ressourcer til Ægypten og Kleopatra VII medførte et opgør med hans rivaliserende triumvir Octavian. Mens Antonius' lykke i Rom var aftagende, havde den 32 år gamle Octavian i stigende grad vundet folkets gunst ved at udskifte moderation og nåde for tidligere grusomheder. I maj 32 f.Kr. lod Antonius sig officielt skille fra Octavians søster Octavia. Derefter offentliggjorde Octavian Antonius' testamente, som afgav forskellige romerske besiddelser til børnene fra hans affære med Kleopatra. Romernes følelser blev så krænkede, at Octavian fik besked på at gå i krig mod Ægypten. I begyndelsen af 31 f.Kr. landsatte Octavian en hær på 40.000 mand i Episus, på den græske vestkyst. Lige syd for, i Ambracian-bugten, lå Antonius' romersk-ægyptiske flåde. På forbjerget Actium, på bugtens sydside, stod Antonius' hær, som også talte omkring 40.000 mand. I måneder så de to modstandere hinanden an uden at komme i kamp. Men i denne periode afskar Octavians skibe Antonius' forsyningslinje fra Peloponnes tilbage til Ægypten. Endelig den 2. september 31 f.Kr. satsede Antonius alt i et søslag. Med en overlegenhed i antal (480 mod lidt mere end 400) og i størrelsen af krigsskibene, sejlede den romersk-ægyptiske flåde ud i Det Ioniske Hav for at opnå et tidligt overtag overfor Octavians lettere Liburianere (to rækker årer). Antonius kommanderede selv den højre eskadre, Marcus Octavius den midterste, C. Sosius den venstre. Kleopatras eskadre lå bagved, til højre for midten. Overfor denne formation lå de tre fjendtlige eskadrer kommanderet af, fra venstre til højre, Marcus Vipsanius Agrippa, Arruntius og Octavian.
  Begge sider prøvede at omgå modstanderens nordlige flanke. Om eftermiddagen begyndte Antonius midte at give efter. Kleopatra sejlede derefter med sine 60 ægyptiske skibe mellem de to stridende armadaer og forlod kamppladsen. Antonius lod sig overføre til en quinqurere (5 rækker årer) og fulgte efter, og gik om bord på det ægyptiske flagskib længere ude i det Ioniske Hav. Antonius' førerløse flåde blev nu nådesløst slået. Octavians hurtigere libunarere, som undgik de tungere fartøjers rambukke og kastevåben, satte metodisk ild til fjendens krigsskibe. Efter ti timers kamp overgav de få overlevende fra Antonius' brændende flåde sig. Fem tusinde af hans mænd var døde.
   På land forårsagede Antonius' flugt lignende bestyrtelse blandt tropperne. De blev endnu mere frustrerede da deres anfører, P. Crassus Canidius, også flygtede til Ægypten. Octavian nægtede at angribe dem. Hver dag blev deserteringerne for- øget. Den 9. september var hele styrken smeltet væk.
   I Rom tvang folkets ramaskrig Octavian til at indlede en invasion af Ægypten det følgende år. Han ankom til Alexandria den 1. august ÷31. Den stadig stærke hær (11 legioner), som Antonius havde stationeret for at forsvare Ægypten, deserterede med det samme til fjenden. Antonius og derefter Kleopatra begik selvmord. Octavian plyndrede de ptolemæiske skatte, indkrævede en tribut og vendte tilbage til Rom, som den vestlige verdens eneste hersker. Tre år senere tildelte senatet ham titlen »Augustus« (Den ophøjede). Som sådan blev han den første hersker af det romersk rige, som holdt ud i de næste 500 år. Slaget ved Actium havde afgjort, at Europas kulturelle akse ikke skulle vendes mod øst.