Grækenland

Europa

Anden Verdenskrig, 1940-41

Den italienske diktator Benito Mussolini, som var jaloux på de tyske sejre fra hans aksemagtpartner, forsøgte erobringer på Balkan. Albanien, som var blevet besat af italienske styrker i april 1939, tjente som springbræt for invasionen af Grækenland. Den 28. oktober 1940 rykkede seks italienske divisioner under general Visconti Prasca ind i det nordlige Grækenland på fire fronter. I to uger drev angriberne de tre græske divisioner som forsvarede grænsen tilbage. Men græske forstærkninger, samt det vanskelige bjergterræn, stoppede fremrykningen den 8. november. Seks dage senere begyndte den græske øverstbefalende, general Alexandros Papagos, et modangreb med en styrke som snart omfattede 16 divisioner.
   Trods nogen succes som trængte 65 km over grænsen ind i selve Albanien, kunne den græske hær ikke vinde nogen større sejr mod den italienske styrke, som nu for svulmet op til 26 divisioner. Den 6. december blev den italienske stabschef, marskal Pietro Badoglio, afløst af general grev Ugo Cavallero, men den italienske hær forblev inaktiv. I de hårde kampe gennem en streng vinter fik grækerne hjælp fra fem (senere syv) eskadriller af britiske fly. I marts 1941 indtog britiske landtropper – den newzealandske 2. og australske 6. division samt den 1. panserbrigade – positioner vest for Salonika fra Vardar-dalen mod nordvest langs med Aliakmon-floden/Vermion-bjergkæden.
   Den 6. april invaderede den tyske 12. armé (15 divisioner) under feltmarskal Siegmund List det sydlige Jugoslavien og Grækenland samtidigt. I de første fire dages kampe blev fire græske divisioner isoleret i det østlige Makedonien knust af tyske angreb gennem Metaxas-linjen fra Bulgarien. Mod vest buldrede et tysk korps ned gennem Vardar-dalen ind til Salonika-sektoren, hvor den stødte på den britiske linje den 9. april. På samme tid forhindrede en fremrykning af tre tyske divisioner til Bitolj (Monastir), i det sydvestlige Jugoslavien, en forbindelse mellem tropperne fra de to invaderede nationer. Denne fremrykning af panser og infanteri truede med at afskære den græske hovedstyrke på 15 divisioner på den albanske front og med at omringe den venstre fløj af general Sir Henry Maitland-Wilsons britiske linje.
   Den 12.-13. april begyndte de britisk-græske styrker at falde tilbage til en linje som løb vestpå fra Olympus-bjerget. Fortsat tysk pres på landjorden, samt intensive luftangreb fra omkring 800 fly, fremtvang en yderligere tilbagetrækning den 20. april til en position vest for det historiske pas ved Thermopylae. Men samme dag overgav 300.000 græske tropper vendt mod Albanien sig, isoleret af det tyske fremstød i deres bagland. Derpå begyndte briterne at evakuere de 54.000 mand, som var blevet sendt til Grækenland kun en måned forinden. Allierede fartøjer var i stand til at indskibe omkring 41.000 og afsluttede operationen om natten den 28.-29. april (26.000 blev landsat på Kreta, resten i Ægypten). Tyske luftangreb sænkede 26 skibe under denne operation. Imens den 24. april overgav kong George II sin nation til Tyskland. Af de 13.000 britiske og imperialistiske tab i Grækenland blev 8.000 taget til fange. Det seks måneder lange slag kostede italienerne 125.000 tab. Hitler opgav et tab på 5.500 mand i Grækenland; græske tab blev ikke opgivet selvom tyskerne gjorde krav på omkring 270.000 fanger.
   Nederlaget i Grækenland markerede den tredje gang på mindre end et år at britiske tropper var blevet smidt ud af det europæiske kontinent — tidligere evakueringer var blevet foretaget i Norge og Flandern. Selvom Tyskland havde vundet en afgørende sejr i Grækenland, forsinkede den tunge koncentration af nazistiske tropper på denne skueplads i fire til fem uger afgørende den planlagte invasion af Sovjetunionen. Imens var fortsættelsen til slaget om Grækenland ved at tage form på Kreta.