Balkankrigene

1885 og 1912-1913 20.04.16

I mere end et kvart århundrede gjorde det tyrkiske riges svækkede kontrol, voksende russisk indflydelse og de stærke nationalistiske følelser blandt indbyggerne Balkan-halvøen til et internationalt konfliktområde. Serbien og Montenegro vandt deres selvstændighed fra Tyrkiet i 1878. Syv år senere gik Serbien i krig mod Bulgarien, som da var et selvstyrende fyrstendømme pga. sidstnævntes anneksion af det østlige Rumelia. Andre europæiske magter intervenerede for at genskabe status quo.

Fælles fjendtlighed mod Tyrkiet drev Bulgarien og Serbien ind i en samlet alliance den 13. marts 1912. Grækenland (selvstændig siden 1829) og Montenegro sluttede sig også til denne anti-ottomanske liga. Derefter, den 8. oktober, erklærede Montenegro krig mod Tyrkiet fulgt af Grækenland den 18. oktober. En dag tidligere havde sultan Mohammed V erklæret krig mod Serbien og Bulgarien. Kampene endte officielt med London-traktaten underskrevet den 30. maj 1913. Tyrkiet afstod Makedonien, frafaldt kravet på Kreta og anerkendte Albaniens selvstændighed.

Den Anden Balkankrig, som startede den 29. juni 1913, fandt de tidligere anti-tyrkiske allierede samt Rumænien, selvstændig siden 1878, og senere Tyrkiet, allieret med Bulgarien. Det var en krig uden større slag. Bulgarske tropper, kommanderet af general Mikhail Savov, angreb mod vest Serbien og Grækenland uden en krigserklæring. Dobbelt-offensiven vandt indledningsvis land men løb snart ud i sandet hvorefter både Serbien og Grækenland indledte modoffensiver. Rumænien sluttede sig til angrebet på Sofia, mens Tyrkiet belejrede Adrianopel (Edirne). Den 31. juli anmodede den bulgarske regering under zar Ferdinand I om fred. Den 10. august tvang Bucharest-traktaten Bulgarien til at afstå forskellige territorier til sine fjender. Ved en anden traktat underskrevet ved Konstantinopel den 29. september overgav Bulgarien byen Adrianopel til Tyrkiet og trak sine grænser tilbage til Maritsa-floden. Kreta gik til Grækenland.

Balkankrigene 1912-13. Allerede fra 1909 arbejdede Venizelos (s.d.) for et Balkanforbund, som bød den eneste mulighed for at slå tyrkerne. Med besvær fik han overbevist sine landsmænd om, at de blev nødt til at ofre det meste af Makedonien for at vinde bulgarerne og serberne. Hans tilnærmelsesforsøg vandt forståelse hos disse stater, thi den græske flåde var absolut nødvendig for at hindre tyrkerne i at sende hjælpetropper fra Lilleasien til Makedonien. I marts 1912 blev der sluttet et forbund mellem Bulgarien og Serbien om fælles angreb på Tyrkiet og deling af det område, som det lykkedes at erobre. I maj tiltrådte Grækenland forbundet. I august forefaldt der flere tyrkiske myrderier i Makedonien. Efter dette krævede folkestemningen i balkanstaterne en krig, og regeringernes sidste betænkeligheder blev overvundet. Tyrkerne havde allerede mobiliseret adskillige europæiske korps, og 30. september beordrede forbundet almindelig mobilisering. Stormagterne forsøgte at mægle ved en note 8. oktober; men samme dag erklærede Montenegro Tyrkiet krig, og 13. oktober tilstillede forbundet Tyrkiet et ultimatum, hvori det forlangte autonomi for de europæiske provinser og ret til at besætte dem. 18. oktober blev krigen erklæret. Montenegrinerne, som straks var mobiliseret, erobrede en række grænsebyer, men blev derefter standset i lang tid af den stærke fæstning Skutari med det kraftige fort Tarabosj. Det hårdeste arbejde påhvilede bulgarerne. Deres krigsforberedelse var fortræffelig, og de rykkede ud med 300.000 mand. På tyrkisk side var der mange mangler. Linjeafdelingerne (Nizam) var godt udrustede og vel uddannede; men reservisterne (Redif), der strømmede til fra Lilleasien, havde næsten ingen uddannelse fået og kunne ikke udrustes på tidssvarende måde. Følgen heraf måtte blive nederlag. 19.-22 oktober indledte 1. bulgarske armé angrebet på Adrianopel, mens 3. armé gik over grænsen noget østligere og overraskede tyrkerne ved Kirkkilisse. Efter hårde kampe 23.-24. oktober kastedes tyrkerne tilbage. Den bulgarske overgeneral Savoff besluttede at udnytte denne sejr og befalede derfor, at indeslutningen af fæstningen Adrianopel skulle overlades til reserveafdelinger, således at 1. og 3. armé og hovedmassen af den i Struma-dalen opererende 2. armé straks kunne sættes i bevægelse mod øst. Fremrykningen skete overordentlig hurtigt og energisk. Den tyrkiske østhær, over hvilken Nizam Pasha fik kommandoen efter Abdullah Pashas uheldige kamp ved Kirkkilisse, gik tilbage over Babaeski-Bunarhissar og opmarcherede i linjen Lule Burgas-Visa langs floden Ergene. 29.-31. oktober forsvarede tyrkerne sig med heltemodig tapperhed mod de bulgarske troppers rasende angreb, der til sidst lykkedes, og tyrkerne tiltrådte et flugtlignende tilbagetog. 2. november kom det til nye kampe ved Tsjorlu, der ligeledes endte med et nederlag for tyrkerne. Den demoraliserede hær søgte tilflugt i den af naturen stærke og med en del forsvarsværker forsynede stilling ved Tsjataldja. Bulgarernes fremrykning af Thrakiens elendige, opblødte veje tog lang tid, ca. 14 dage. Dette pusterum benyttede tyrkerne til at forstærke stillingen og reorganisere hæren. 16. november påbegyndte bulgarerne angrebet; men efter at have stormet fire dage og lidt svære tab måtte de opgive forsøget. Mere end tyrkernes forsvar var det måske stormagternes indsigelser, der holdt Savoff tilbage. Endvidere foruroligedes bulgarerne af forbundsfællernes alt for hurtige fremrykning. Serberne, der havde mindre styrker overfor sig end bulgarerne, viste sig som glimrende soldater, der kæmpede tappert og ydede fremragende marchpræstationer. En serbisk hær rykkede gennem Novipazar, hvor nogle montenegrinere sluttede sig til den, og videre gennem Drins Dalføre mod Adriaterhavet. Durazzo blev besat 28. november. En anden hær rykkede over den historiske Kossovo-slette, hvor serberne havde lidt det store nederlag 1389, og besatte Pristina. Hovedhæren under kronprins Alexander med Putnik som stabschef marcherede lige mod syd og stødte sammen med tyrkerne ved Kumanovo. Efter tre dages heftige kampe gik tyrkerne tilbage, og 26. oktober rykkede serberne uden modstand ind i deres gamle hovedstad Yskyb (Skoplje). Fra Yskyb fortsatte den sejrrige hær mod syd, sprængte den tyrkiske modstand ved Prilep og slog endelig og afgørende tyrkerne ved Monastir 18. november-21. november. Vest for Monastir erobredes Ochrida, og desuden besatte serberne næsten hele Albanien. — Grækerne havde de mindste fjendtlige styrker imod sig; men den græske hær, der ved franske instruktørers hjælp havde fået en god uddannelse, fik dog lejlighed for at lægge sine bedste egenskaber for dagen. Under ledelse af kronprins Konstantin med Danglis som stabschef gik hovedstyrken af den græske hær over Olympos, besatte Elassona 20. oktober og knækkede den sidste tyrkiske modstand ved Servia 23. oktober. Jernbanen mellem Saloniki og Monastir blev afbrudt, og 3. november overskred grækerne Vardar. Dermed var vejen åben til Saloniki. En græsk torpedobåd trængte ind i havnen og ødelagde en tyrkisk krydser 30. oktober. Kommandanten, der dog rådede over en styrke på ca. 30.000 mand, blev forvirret og overgav sig 9. november. Trods alle anstrengelser nåede den gruppe af 2. bulgarske armé, der gennem Struma-dalen var sat i march mod Saloniki, først frem 10. november og rykkede samme dag ind i byen. På venstre fløj havde grækerne besat Epeiros og det sydlige Albanien. Den tyrkiske styrke blev indesluttet i Janina. Den græske flåde havde magten i det Ægæiske Hav. I løbet af ca. 6 uger var således det tyrkiske herredømme forsvundet. Kun fæstningerne Konstantinopel (Tsjataldja stillingen), Adrianopel, Janina oh Skutari holdt endnu.
   I Tyrkiet blev ungtyrkerne styrtede, og Kiamil Pasha sluttede våbenstilstand 3. december, hvorefter bulgarerne, der belejrede Adrianopel, kunne få forsyninger og tilførsler, men besætningen i fæstningen ikke. 16. december mødtes unsendingene i London, og 23. december blev de hårde fredsbetingelser forelagt. Sultanen skulle herefter afstå alle sine europæiske besiddelser vest for linjen Rodosto–Midia og alle øerne i Ægæerhavet. 22. januar 1913 erklærede en tyrkisk nationalforsamling sig rede til at modtage de fremsatte betingelser; men 23. januar foretog ungtyrkerne under Enver Bey en modrevolution, og 29. januar blev våbenstilstanden opsagt. Krigens andet afsnit blev dog ligeså lidt ærefuldt som det første. Tyrkiske angreb på bulgarerne ved Tsjataldja og Bulair mislykkedes, og man satte forgæves sin lid til fæstningernes modstandskraft. Først faldt Janina. Kronprins Konstantin indesluttede byen, og 5. marts overgav fæstningen sig. Kong Georg oplevede endnu denne sejr, der satte kronen på hans livsværk; 18. marts blev han myrdet i Saloniki, og Konstantin XII blev hans efterfølger. 26. marts kapitulerede Adrianopel, og 35.000 mand blev bulgarske fanger. Fæstningens kommandant Shukri Pasha havde ført et kraftigt forsvar, og først da serberne havde overført et hjælpekorps på 25.000 mand, lykkedes det de forenede styrker at nedkæmpe modstanderen. Endeligt faldt Skutari 22. april. Forhandlingerne genoptoges i London 20. maj, og 30. maj sluttedes freden. Imidlertid var forholdet mellem balkanstaterne indbyrdes blevet mere og mere spændt. Hovedstridsspørgsmålet var skabt ved oprettelsen af Albanien. Serbien så sig spærret ude fra havet. Grækenland krævede Saloniki, samme ønske havde Bulgarien. 8. juni rettede tsaren en henvendelse til Serbien og Bulgarien om at måtte være voldgiftsdommer. Bulgarerne var overmodige, og på førsteministeren Daneffs tilskyndelse og med kong Ferdinands billigelse gav Savoff 29. juni sine tropper ordre til – uden krigserklæring – at overfalde de græske og serbiske tropper. – +++(HK1/1920)