Historie: I en fjern fortid boede den iranske gren af arierne i egnene om Oxus og Jaxartes og dannede her det ældste iranske rige, hvorom en rig sagnhistorie har formet sig, og hvor Zarathustra virkede med sine religiøse reformer. Måske allerede i 2. årtusinde har de vestlige iraner, meder og perser udskilt sig fra deres stammefrænder og er vandret mod syd og vest, hvor et medisk rige dannedes ca. 700 under stadige kampe mod assyrerne, og en medisk konge Kyaxares hjælper babylonerne med Ninives erobring (612). 550 besejrer Kyros (s.d.) de mediske konge Astyages og skaber det storpersiske rige fra Middelhavet til Indus, som yderligere udvides af sønnen Kambyses (529-22) ved erobringen af Egypten 527. Kambyses var som faderen tolerant mod de undertvungne, beretningen om hans grusomhed er græsk legende. Efter henrettelsen af den falske Smerdes (s.d.) fulgte achaimeniden Dareios (s.d.) 521-485, den virkelige organisator og grundlægger af Perserriget, hvis statsordning blev mønster for alle senere orientalske regeringssystemer. Landet inddeltes i strapier med stor indre selvstændighed, det eneste fælles var hær- og skattevæsen. Efter Dareios fulgte sønnen Xerxes 485-65, berømt for sit tog mod Grækenland. Dette var dog kun en ubetydelig episode, langt farligere for Persiens storhed var de egyptiske opstande, der endte med Egyptens løsrivelse ca. 400, og satrapernes stadige forsøg på at gøre sig uafhængige. De forskellige herskere Artaxerxes I (465-24), Dareios II (424-04), Artaxerxes II (404-359) og Artaxerxes III (359-37) kæmpede derfor ustandelig mod den truende politiske opløsning og de evindelige palads- og haremsintriger, følgen af det sædvanlige orientalske eunuksystem. Derfor kunne Persien ikke holde sammen overfor Alexanders kraftige angreb, Dareios III (336-30) blev slået og dræbtes af satrapen Bessos. Efter Alexanders død 323 omfattede seleukidernes rige det meste af det gamle Persien undtagen Lilleasien, Armenien og Egypten. Hurtigt løsrev dog Medien sig, ca. 250 dannedes det baktriske rige i Øst-Iran, og høvdingen Arsakes grundede det parthiske rige (s.d.), som i løbet af 2. århundrede kom til at omfatte landene mellem Eufrat og Indus. Imidlertid rejste der sig i Persien en national bevægelse mod partherne, og perseren Ardeschir Babekan stiftede det sassanidiske rige 226-636. En national vækkelse fandt derefter sted, persisk sprog, pehlevi, fortrængte det græske, Zarathustras lære blev statsreligion. En kraftig, hierarkisk ordnet gejstlighed støttede kongemagten, og en talrig lensadel udvikledes. Trods nationalreligionen var Persien religionsblandingens land, manikæer, nestorianere og buddhister fandtes i stort tal. Den politiske fjende var ny Byzans, mod hvem også den berømte sagnomdigtede Khosroes I Nuschirvan (531-587) kæmpede. Ved hans hof mødtes byzantinsk og indisk kultur (skakspillet), og persisk åndsliv udfoldede en ikke ringe blomstring, også påvirket af den gamle græske videnskabelige litteratur. Der er dog ikke længer virkelig militærkraft i Sassanideriget, svækket af dynastiske stridigheder bukkede det under for araberne i det afgørende slag ved Kadesia (636). Efterhånden erobredes hele persien, og den sidste konge Jezdegerd III myrdedes 651. – Med araberne fulgte islam, hvortil navnlig de lavere klasser sluttede sig, men den ny religion omformedes både politisk og religiøst i sjiismen (s.d.), der yderligere bidrog til at forøge religionsblandingen og de deraf opstående stridigheder. Kulturelt hævdede perserne sig bedre, basis for umajjaders og abbassiders statsorganisation vedblev den tidligere persiske at være, udviklingen af islams åndsliv står i ubetalelig gæld til persere og byzantinere. Ret længe bevarede kalifatet dog ikke et virkeligt overherredømme. I de enkelte provinser opstod vekslende fyrstedynastier som tahirider, saffarider, samanider og ghasnavider, indtil seldjukkerne henimod 1040 underlagde sig det meste af Persien. 1223 erobredes Persien af Djingis-Khan, hvis søn Hulagu stiftede ilkhanernes dynasti 1226-1349. Et forsøg på at danne et nationalt persisk rige tilintetgjordes derefter af Timur, og ubestridt varede mongolernes herredømme til ca. 1500. — Først da lykkedes det Ismail al Safi af safideslægten at stifte det nationale nypersiske rige 1508. Samtidig proklameredes sjiismen som statsreligion. Under Abbas I d. Store (s.d.) 1586-1629 fæstnedes rigets indre og ydre magt, men derefter vanslægtede safiderne, og det sjiitiske præsteskabs uheldige indflydelse steg, så at den blodtørstige afghanerhøvding Mahmud kunne bemægtige sig Persien. 1722-25. Hans uheldige styre gjorde kun forvirringen større, og efter den kraftige Nadir Shah (s.d.) 1736-47 erskede det vildeste anarki, indtil et oprindelige tyrkiske kadjarer grundede det nuværende dynasti med Agha Muhammed 1795-98, efterfulgt af en nevø Feth Ali 1798-1834. Det politiske forhold tl Rusland og England blev siden da hovedsagen, navnlig Rusland gjorde stadig erobringer fra Persien i Kaukasus og Armenien, uden at forbundet med England gavnede noget. Den indre tilstand blev heller ikke bedre, kadjarprinserne har altid betragtet det som deres vigtigste opgave at besætte guvernørpladserne og udsuge staten. Under Muhammed 1834-48 og Nasreddin 1848-96 bredte babismen (se Babi) sig uimodståeligt i alle samfundslag, forårsagede en talløs række af lokale opstande. Muzaffareddins svage og ødsle regimente 1896-1907 bragte yderligere finansiel afhængighed af Rusland. Babismens væksk og påvirkning af europæiske idéer gjordeoppositionen stærkere, så at shahen 1906 måtte udstede en konstitutionel forfatning. Mod denne kæmpede sønnen Muhammed Ali 1907-09 en ufortrøden og bitter kamp, dels ved statskupforsøg med russisk hjælp, dels ved at bombardere parlamentsbygningen juni 1908 og henrette så mange deputerede som muligt. Oprør udbrød overalt (Satar Khan i Tabriz, bakhtiariernes høvding Serdar Assad i Ispahan og nationalistføreren Sipahdar i Nord-Persien), Teheran erobredes, og shahen abdicerede til fordel for sønnen Ahmed 16. juli 1909. Ved engelsk-russisk overenskomst 31. august 1907 deltes Persien i 2 interessesfærer. Parlamentet (Madjlis) var ude af stand til at hidføre rolige tilstande og ordne finanserne. Intriger, ministerskifter og småoprør blev dagligdags begivenheder. August 1911 vendte Muhammed Ali tilbage for at genvinde magten, men blev få måneder efter fordrevet af bakhtiarierne. En energisk, dygtig amerikaner, Morgan Shuster, indkaldtes for at ordne finansvæsenet, men Rusland ønskede ikke ordnede tilstande og fik ham snart fjernet. Derimod gjorde et svensk-ledet gendarmerikorps god fyldest overforrøveruvæsenet, men fjernedes under verdenskrigen på forlagende af England. — Trods modsætning mellem sunnitter og sjiitter støttede den persiske gejstlighed dog den pan-islamiske bevægelse ved verdenskrigens udbrud, og regeringen fremmede hemmeligt de tysk-tyrkiske planer mod Ruslands og Englands islamiske besiddelser. De urolige forhold vedblev, mens russere og tyrkere ugenert førte krig i Nord- og Vestpersien, og englænderne holdt hær i Sydpersien. Fra november 1915 ophørte Madjlis at samles. Efter Ruslands og Tysklands sammenbrud blev regeringen stærkt ententevenlig. En delegation sendtes 1919 til fredskonferencen i paris, men uden at kunne få foretræde. Befriede for russisk medbejsersakb havde englænderne let spil, og Persien måtte indgå overenskomsten 9. august 1919, en let tilsløret protektoratsaftale, der gav englænderne ret til jernbanebygning og anden økonomisk udbyttelse af landet. Persiens statslige »uafhængighed« og integritet anerkendtes vel, men både hærvæsen og civil forvaltning kom under britisk kontrol. Fransk presse protesterede mod denne stragulering af Persien, men Sovjet-Rusland handlede og landsatte tropper på Persiens nordkyst ved Kaspisk Hav (maj 1920), hvorefter englænderne, der allerede 1918 havde sendt tropper til Nordpersien, måtte trække sig tilbage. En persisk henvendelse til Folkenes Forbund om beskyttelse afvistes, og Teheran-regeringen måtte søge tilnærmelse til Sovjet-Rusland, således at Persien atter som før blev en kastebold mellem Rusland og England til liden både for landets velfærd og ro. Februar 1921 sammenkaldtes madjlis, men ved ikke at møde undveg medlemmerne en direkte bekræftelse af den forhadte overenskomst med England. 20-22. februar besatte en persisk kosakbrigade Teheran, føreren Riza Khan tog magten over den viljeløse shah, der billigede statskuppet, og et nyt ministerium dannedes af Sejjid Zia-ed-din. Denne udkastede et vidtrækkende program om indre reformer, ændring af persisk udenrigspolitik og ophævelse af kapitulationer (dvs. fremmedes retslige uafhængighed af de persiske domstole). Endvidere opsagdes den persisk-britiske overenskomst af 1919, de britiske tropper i Karzvin fjernedes (april 1921), og det britiske riffelkorps i Sydpersien opløstes (august samme år). Koncessioner til englændere annulleredes, mens det amerikanske Standard Oil Co fik 50årige koncessioner i Nordpersien. Madjlis samledes igen (juli 1921) og indtog en stærk ntibritisk holdning. Under Riza Khans kraftige styre blev de indre forhold roligere. Regeringen gjorde hæderlige forsøg på at forbedre finansvæsenet, dels ved at engagere fremmede rådgivere og udvikle udnyttelsen af oliekilderne i Nord-Persien. En amerikansk petroleumsekspoert, Chester Mills Paul, blev generaldirektør for finanserne med udstrakte beføjelser. Allerede i en traktat 21. marts 1921 overdrog Sovjetrusland den russiske bank i Teheran til Persien og annullerede alle tidligere russiske lån til Persien, og ved en ny traktat 10. oktober 1922 tillod Persien sovjettropper i tilfælde af en engelsk-russisk krig at angribe Mesopotamien gennem Persien. (HK7/1924)