Mexico
Nordamerika 25.11.14

Historie: Ved europæernes ankomst beboedes Mexico af Aztekerne (s.d.), der ca. 1200 havde fordrevet toltekerne. Cortez (s.d.) blev den første generalkaptajn i Ny-Spanien, som Mexico nu kaldtes; 1540 blev det et vicekongedømme. Spanierne udnyttede Mexico hensynsløst, beboerne blev slagtet, og de indfødte af spansk herkomst, kreolerne, tilsidesattes for ægte spaniere og holdtes uden for del i landets styrelse. Minerne tilhørte kronen, handelen monopoliseredes i regeringens hånd, kun Veracruz og Acapulco måtte udførsel finde sted. Først 1778 tillodes en friere forbindelse med Mexico, Den oprindelige befolkning var nu til dels uddød og erstattet af kreoler og mestizer af blandet blod, men disse holdtes stadig nede som en lavere race. Derved avledes et bittert had til moderlandet. Et oprør 1811 kuedes i blod, først efter revolutionen i Spanien 1820, da gejstligheden sluttede sig til kravet om et uafhængigt Mexico, fik selvstændighedsbestræbelserne fart. Iturbide (s.d.) samlede hele Mexico og blev kejser 1822-23. December 1823 erklæredes Mexico for en forbundsrepublik; forfatningen efter nordamerikansk mønster trådte i kraft 4. oktober 1824. Mexico anerkendtes af alle europæiske stater undtagen Spanien, der 1825 mistede sit sidste fort i Mexico. Der dannede sig hurtigt to store partier, et aristokratisk-klerikalt, centralisterne, og et mere demokratisk, føderalisterne, og i mange år holdt partistriden Mexico i evig krigstilstand. Efter blodige kampe mellem forskellige præsidenter valgtes Santa Anna (s.d.) 1833 til præsident. Han indførte oktober 1835 en centralistisk forfatning i stedet for den føderative, følgen heraf var oprør af føderalisterne og Texas' frafald 1836; Bustamente sluttede sig til oprørerne, og de følgende år var yderst urolige. 1845 blev Texas optaget i de Forenede Stater; i den året efter følgende krig blev Santa Anna slået af den amerikanske general Scott, der besatte byen Mexico 14. september 1847. Ved freden 29. maj afstod Mexico landet nord for Rio Grande del Norte, New Mexico og Ny-Kalifornien, i alt 1,5 mio. km2; de Forenede Stater betalte 15 mio. som erstatning. Efter krigen herskede en frygtelig forvirring i alle forhold. Santa Anna blev 1853 præsident med diktatorisk magt, centraliserede styrelsen, pålagde store toldafgifter og førte et strengt regimente, men blev 1855 fordrevet af Alvarez, der samme år afløste af Comonfort (s.d.). Efter dennes fald 1858 valgte de liberale Juarez (s.d.) til præsident; først januar 1861 erobrede han Mexico og anerkendtes af England og Spanien; Napoleon III derimod intervenerede med væbnet magt og indsatte ærkehertug Maximilian (s.d.) som kejser. Juaraz genvandt magten oktober 1867 og knækkede de klerikales indflydelse. Han styrede med kraft til sin død 1872, han efterfulgtes af Lerdo de Tejada, 1876 fordrevet af Diaz (s.d.). 1880-84 afløstes Diaz af Gonzales, men er ellers uafbrudt blevet genvalgt, sidst 1910 på 6 år. Under hans næsten enevældige regimente har Mexico haft en rolig periode med økonomisk opsving, navnlig nordamerikanske penge har i høj grad fremmet handel og samfærdsel. Efter betydelige uroligheder 1910-11 især i Nord-Mexico ledede af Madero trådte Diaz tilbage for at undgå borgerkrig og afløstes 26. maj 1911 af de la Barra som midlertidig præsident. November samme år gav denne plads for Madero (s.d.), en svag, velmenende mand ude af stand til at beherske de urolige forhold. Februar 1913 blev han afsat og skudt under et oprør. General Victoriano Huberta (s.d.) tog magten, men kunne ikke opnå anerkendelse af de Forenede Stater og trådte tilbage juli 1914. Generalerne Carranza, Villá og andre bandeførere kæmpede længe om magten, indtil Carranza fik overmagten, erobrede hovedstaden juli 1915 og anerkendtes december samme år af de Forenede Stater som faktisk magthaver. En ny forfatning vedtoges 5. februar 1917, Carranza (s.d.) valgtes nu lovformeligt til præsident maj 1917 og bragte ende på de indre uroligheder. Under verdenskrigen bevarede Mexico sin neutralitet, og Carranza nægtede at følge de Forenede Stater imod den tyske ubådskrig. Under general Obregons oprør blev Carranza dræbt maj 1920, og general Adolfo de la Huerta blev midlertidig præsident, indtil Obregon lovmæssig valgtes september samme år og tiltrådte 1. december. Hans regering anerkendtes først 1922 af stormagterne som følge af Mexicos krav om kontrol med petroleumsproduktionen og dets modstand od de Forenede Staters forlagende om traktatmæssig beskyttelse af amerikanske borgeres liv og ejendom. Obregons faste styre synes igen at have skaffet Mexico ro efter de urolige år, der fulgte på Diaz's diktatur (se i øvrigt Obregon). (HK7/1924)