|
Den amerikanske erobring af Gilbert- og Marshalløerne gennembrød
Japans yderste forsvarsring i det centrale Stillehav og åbnede vejen
for et angreb på Marianerne, 2.100 km mod nordvest. Fra luftbaser
på disse øer kunne B-29 Superfortress fly bombe det japanske
hjemland foruden Filippinerne, hvor begge mål var 2.400 km væk.
Marianerne var også vigtige som hovedkvarter for Japans flåde
i det centrale Stillehav, kommanderet af admiral Chuichi
Nagumo, som havde anført angreb på Pearl Harbor. Således
kunne et amerikansk angreb her fremprovokere det afgørende søslag
som admiral Chester
Nimitz, den amerikanske øverstbefalende i det centrale Stillehav,
søgte. Marianer-øgruppen blev holdt af den japanske 31.
armé, kommanderet af general Hideyoshi
Obata.
Den 15. juni 1944 stod marinegeneral Holland
Smiths V Amfibiske Korps klar til at invadere Saipan, den nordligste
af de tre største øer. To marinedivisioner ved siden af
hinanden angreb den vestlige side af øen på en seks km bred
front - den 2. division (Thomas
Watson) til venstre, lige under kystbyen Garapan, og den 4. division
(Harry
Schmidt) som strakte sig til den sydlige ende af øen. Trods
voldsom modstand fra 30.000 fjendtlige tropper (Yoshitsugu
Saito), havde marinetropperne kæmpet sig vej næsten halvanden
km ind i landet ved nattefald. Mens begge divisioner trængte østpå,
gik den 27. infanteridivision (Ralph Smith) i land om natten den 16-17.
juni. Infanteristerne drejede til højre for at indtage Aslito-
(Isely) flyvepladsen den følgende dag. (P-47 Thunderbolt fly fra
hæren begyndte at bruge flyvepladsen den 23. juni). I løbet
af de næste fire dages bitre kampe ryddede V korps størstedelen
af den sydlige halvdel af øen.
De tre divisioner drejede derefter til venstre –
den 2. marinedivision på vestkysten (den højre fløj),
27. infanteridivision i midten, 4. marinedivision på østkysten.
Angrebet mod nord begyndte den 23. juni mod fortsat voldsom modstand.
Da den 27. infanteridivisions fremrykning haltede efter de to flankers,
erstattede general Holland
Smith general Ralph Smith. Under general Sanderford
Jarman og senere general George
Griner trak hærdivisionen sig op på højde med de
to marineenheder den 1. juli. Mens den 2. marinedivision erobrede Garapan,
stødte de to andre divisioner frem mod Marpi Point på den
nordlige spids af øen. Den 6. juli begik både Nagumo og Saito
selvmord. De lederløse japanske tropper indledte derpå brutale
banzai-angreb, som kostede dem næsten 2.500 døde.
To dage senere, den 9. juli, sluttede modstanden på Saipan med en
masseselvmord af japanske soldater og civile ved Marpi Point. Kun 1.000
fjendtlige soldater overlevede erobringen af Saipan. Amerikanske tab
var 10.347 marinesoldater og 3.674 soldater, inkl. 3.426 døde.
Den 21. juli skiftede USA sit angreb på Marianerne
til Guam, i den sydlige ende af økæden. Marinegeneral Roy
Geiger, kommandør for det nye III amfibiske korps, sendte 3.
marinedivision (Allen
Turnage) i land nord for Apra Harbor, mens 1. brigade (Lemuel
Shepherd) og den 77. infanteridivision (Andrew
Bruce) angreb syd for Apra. Begge angreb ramte vestsiden af øen,
det samme sted som den japanske erobring af Guam den 10. december 1941.
Guam blev forsvaret af omkring 19.000 tropper under general Takeshi
Takashima.
Det sydlige brohoved var blevet presset halvanden kilometer
ind i landet ved nattefald den første dag. Men det tog den 3. marinedivision
mod nord fire dage med de hårdeste kampe på øen at
trænge halvanden km ind i landet og forbinde de to brohoveder. Om
natten den 25.-26. juli iværksatte japanerne voldsomme modangreb,
som kun med nødt og næppe blev slået tilbage. Den 1.
brigade fuldførte derefter rydningen af Orote-halvøen mellem
de to landgangsstrande. Imens den 31. juli angreb den 3. marine- og 77.
infanteridivision, til venstre og højre ved siden af hinanden,
mod nordøst. En uge senere kom 1. brigade ind på linjen til
venstre, hvilket gav den allerede stødte frem-rykning fremdrift.
Den 10. august nåede angrebet den nordlige spids af øen,
hvilket gav Guam tilbage til amerikansk kontrol. Generobringen kostede
7.800 amerikanske tab – 6.716 marinesoldater, 839 soldater og 245 søfolk,
inkl. 1.023 døde.
Tre dage efter invasionen af Guam kom Tinian under angreb
fra marinetroppernes V amfibiske korps under general Harry Schmidt, som
havde afløst general Holland Smith, som netop var blevet forfremmet
til kommandør for General Fleet marine Force Pacific. Tinian, fem
en halv km syd for Saipan, havde nok fladt land til at yde de bedste B-29
luftbaser i Stillehavet. Den blev forsvaret af 9.000 japanske soldater
og søfolk under en fordrukken admiral, Kakuji
Kakuda. Den 24. juli foretog den 2. marinedivision en skinlandgang
nær Tinian Town på sydvestkysten, mens den 4. marinedivision
(nu Clifton
Gates) stormede i land mod nordvest. Inden aften havde Cates marine-soldater
udhugget et halvanden kilometer dybt brohoved. Samme nat døde mere
end 1.200 japanere i forsøget på at udrydde fodfæstet.
Næste dag gik 2. marinedivision under general Watson i land på
samme strand, ryddede den nordlige ende af øen og vendte derpå
til højre for at angribe ned langs med østkysten på
højde med 4. marinedivision. Den hurtigste fremrykning for marinetropper
i krigen frem til denne tid løb Tinian over ende frem til den 31.
juli. Amerikanske tab var de letteste under slaget om Marianerne – 327
dræbte og 1.771 sårede. Praktisk talt døde alle de japanere, som ikke
blev dræbt af marinesoldaternes angreb, i frugtesløse
banzai-angreb eller begik selvmord.
Slaget om Marianerne resulterede i døden for
mere end 40.000 fjendtlige tropper og provokerede den japanske flåde
til et selvmorderisk modangreb i det Filippinske Hav mod vest. Og den
24. november kom det første B-29 angreb på Japan fra Saipan-baser
i Marianerne.
|
|