Den
amerikanske offensiv mod Japan i den centrale del af Stillehavet begyndte
med et angreb på Gilbertøerne, ca. 3.800 km sydøst
for Hawaii. Her havde japanerne under admiral Keiji Shibasaki kraftigt
befæstet Tarawa-kæden af atoller, især de små
øer Betio og Makin, 160 km mod nord. Det V amfibiske korps (marinegeneral
Holland
M. Smith) indledte angrebet den 20. november da den 2. marinedivision
(Julian Smith) stormede i land på Betio. Voldsomme angreb fra hangarskibsbaserede
fly og kraftigt flådebombardement gik forud for landgangen. Men de
4.800 kejserlige japanske marinesoldater på øen var godt
beskyttede af maskingeværreder, blokhuse og bombesikre bunkere i
jernbeton. De angribende amerikanske marineinfanterister blev udsat for
en konstant byge af ild fra artilleri, maskingeværer og håndvåben.
Af de 5.000 angrebstropper blev 1.500 dræbt eller såret den
første dag for at sikre to små brohoveder, som ikke var mere
end 250 m dybe. Trods yderligere svære tab på anden dagen,
tilkæmpede marinesoldaterne sig en korridor tværs hen over
øen og erobrede startbanen (kaldet Hawkins Field). Slaget blev
derefter en brutal kamp for at rydde Betios 291 hektar meter for meter.
Ved slutningen af den fjerde dag blev Tarawa erobret for en pris på
991 døde og 2.311 sårede. Næsten 4.900 japanere blev
dræbt.
Mod nord på den samme fjerde dag havde general
Ralph Smiths 27. infanteridivision angrebet og erobret Makin-øen,
som blev forsvaret af 900 japanske tropper og arbejdere. Det 165. regiment,
som gennemførte erobringen af hovedøen Butari-tari, mistede
66 døde og 152 sårede. Omkring 440 fjendtlige tropper blev
dræbt. Den støttende amerikanske flåde led sværere
tab — eskortehangarskibet Liscombe Bay blev torpederet og
sank med tabet af næsten 650 af hendes besætning på
900 mand.
Admiral Chester
Nimitz havde med succes taget det første amerikanske skridt
i det centrale Stillehav mod det japanske hjemland. Fra Hawkins Field
og andre luftbaser i Gilbertøerne begyndte amerikanske fly nu
at hamre løs på det næste mål, Marshalløerne.