Leyte
Filippinerne

Anden Verdenskrig, 1944 15.10.16

Vejen for general Douglas MacArthurs længe lovede tilbagevenden til Filippinerne blev åben i september 1944. MacArthurs tropper havde angrebet nordpå og erobret Morotai, mellem Ny Guinea og Mindanao, mens admiral Chester Nimitz' III marinekorps havde erobret Peleliu- og Angaur-øerne i den centrale del af Stillehavet mod øst. Da den amerikanske 3. flåde (William Halsey) kun fandt let japansk mod-stand på Mindanao (9.-10. september) besluttede USA at omgå den sydlige del af Filippinerne til gengæld for et direkte angreb på Leyte, i midten af øgruppen. Invasionen blev overdraget til 6. armé under general Walter Krueger. Det XXIV korps (7., 77. og 96. infanteridivision) under general John Hodge blev overført fra Nimitz's til MacArthurs kommando for at forstærke det nyligt organiserede X korps (1. kavaleri- og 24. infanteridivision) under general Franklin Sibert. Overfor Kruegers to korps stod den japanske 35. armé (Sosaku Suzuki), som havde ansvaret for at forsvare Mindanao og Visayan-øerne i det centrale Filippinerne.
   Admiral Thomas Kinkaids amerikanske 7. flåde transporterede den 6. armé til Leyte under en luftparaply fra flådens fly og general George Kenneys sydvestlige stillehavsluftvåben. Den 17. og 18. oktober indtog amerikanske rangersoldater de små øer som bevogtede den østlige indsejling til Leyte-bugten. Efter to timers flådebombardement den 20. oktober gik fire infanteridivisioner i land på den østlige kyst af Leyte mellem Tacloban og Dulag, 27 km mod syd. Både de to divisioner fra X korps til højre og den 96. og 7. division fra XXIV korps til venstre kæmpede sig vej ind i landet i løbet af de første fire dage, hvilket skabte et brohoved stort nok til at rumme nye flyvepladser. Den 3. november kontrollerede 6. armé Leyte-dalen fra Carigara på nordkysten til Abuyog mod sydøst. Til venstre krydsede den 7. infanteridivision øen til Baybay på vestkysten. Men derefter blev frem-skridtene forsinket af tung regn og hårdnakket japansk modstand i de indre bjergområder. Des-uden strømmede den japanske kommandør i Filippinerne, general Tomoyuki Yamashita, forstærkninger ind fra nærliggende øer. Omkring 45.000 japanske tropper gik i land ved Ormoc på vestkysten mellem den 23. oktober og 11. december, trods det afgørende nederlag som deres flåde led i søslaget ved Leyte-bugten.
   For at stoppe den japanske opbygning, indledte Krueger en togrenet offensiv mod Ormoc-dalen i november. På højre side (nord) angreb X korps, snart forstærket med 32. infanteridivision, Limon, den nordlige indgang til dalen. Landsbyen faldt, efter hårde kampe, den 10. december. Imens til venstre sluttede den 11. luftbårne division sig til XXIV korps, hvilket frigav 7. infanteridivision til et andet fremstød tværs over øen, denne gang til Balogo, den 22. november. To uger senere begyndte kampen om selve Ormoc, da den 77. infanteridivision gik i land ved Ipil, 5 km mod syd. Den 10. december blev Ormoc erobret og kontakt med 7. division etableret, som til gengæld havde fået forbindelse med den 11. luftbårne division. De to korps stødte derefter op langs begge sider af Ormoc-dalen for at mødes ved Libungao den 20. december. Den sidste japanske havn på Leyte, Palompon på den nordvestlige kyst, blev erobret juledag. Den følgende dag overtog general Robert Eichelbergers 8. armé kommandoen på øen (XXIV korps overgik til invasionen af Okinawa). Det tog yderligere fire måneder inden alle modstandslommer var elimineret på Leyte og den nærliggende kyst af Samar, mod nordøst.
   Slaget om Leyte var en stor sejr for USA. Japanernes beslutsomhed for at holde øerne gjorde det muligt for de amerikanske styrker af påføre uerstattelige tab på skibe og fly. Desuden mistede de nipponesiske landstyrker seks divisioner på tilsammen mere end 70.000 mand. Amerikanske tab var 14.584, inkl. 3.584 dræbte.