Vejen
for general Douglas
MacArthurs længe lovede tilbagevenden til Filippinerne blev åben
i september 1944. MacArthurs tropper havde angrebet nordpå og erobret
Morotai, mellem Ny Guinea og Mindanao, mens admiral Chester
Nimitz' III marinekorps havde erobret Peleliu- og Angaur-øerne
i den centrale del af Stillehavet mod øst. Da den amerikanske 3.
flåde (William
Halsey) kun fandt let japansk mod-stand på Mindanao (9.-10. september)
besluttede USA at omgå den sydlige del af Filippinerne til gengæld
for et direkte angreb på Leyte, i midten af øgruppen. Invasionen
blev overdraget til 6. armé under general Walter
Krueger. Det XXIV korps (7., 77. og 96. infanteridivision) under general
John Hodge
blev overført fra Nimitz's til MacArthurs kommando for at forstærke
det nyligt organiserede X korps (1. kavaleri- og 24. infanteridivision)
under general Franklin Sibert. Overfor Kruegers to korps stod den japanske
35. armé (Sosaku
Suzuki), som havde ansvaret for at forsvare Mindanao og Visayan-øerne
i det centrale Filippinerne.
Admiral Thomas
Kinkaids amerikanske 7. flåde transporterede den 6. armé
til Leyte under en luftparaply fra flådens fly og general George
Kenneys sydvestlige stillehavsluftvåben. Den 17. og 18. oktober
indtog amerikanske rangersoldater de små øer som bevogtede
den østlige indsejling til Leyte-bugten. Efter to timers flådebombardement
den 20. oktober gik fire infanteridivisioner i land på den østlige
kyst af Leyte mellem Tacloban og Dulag, 27 km mod syd. Både de to
divisioner fra X korps til højre og den 96. og 7. division fra XXIV
korps til venstre kæmpede sig vej ind i landet i løbet af de
første fire dage, hvilket skabte et brohoved stort nok til at rumme
nye flyvepladser. Den 3. november kontrollerede 6. armé Leyte-dalen
fra Carigara på nordkysten til Abuyog mod sydøst. Til venstre
krydsede den 7. infanteridivision øen til Baybay på vestkysten.
Men derefter blev frem-skridtene forsinket af tung regn og hårdnakket
japansk modstand i de indre bjergområder. Des-uden strømmede
den japanske kommandør i Filippinerne, general Tomoyuki
Yamashita, forstærkninger ind fra nærliggende øer.
Omkring 45.000 japanske tropper gik i land ved Ormoc på vestkysten
mellem den 23. oktober og 11. december, trods det afgørende nederlag
som deres flåde led i søslaget ved Leyte-bugten.
For at stoppe den japanske opbygning, indledte Krueger
en togrenet offensiv mod Ormoc-dalen i november. På højre side
(nord) angreb X korps, snart forstærket med 32. infanteridivision,
Limon, den nordlige indgang til dalen. Landsbyen faldt, efter hårde
kampe, den 10. december. Imens til venstre sluttede den 11. luftbårne
division sig til XXIV korps, hvilket frigav 7. infanteridivision til et
andet fremstød tværs over øen, denne gang til Balogo,
den 22. november. To uger senere begyndte kampen om selve Ormoc, da den
77. infanteridivision gik i land ved Ipil, 5 km mod syd. Den 10. december
blev Ormoc erobret og kontakt med 7. division etableret, som til gengæld
havde fået forbindelse med den 11. luftbårne division. De to
korps stødte derefter op langs begge sider af Ormoc-dalen for at
mødes ved Libungao den 20. december. Den sidste japanske havn på
Leyte, Palompon på den nordvestlige kyst, blev erobret juledag. Den
følgende dag overtog general Robert
Eichelbergers 8. armé kommandoen på øen (XXIV korps
overgik til invasionen af Okinawa). Det tog yderligere fire måneder
inden alle modstandslommer var elimineret på Leyte og den nærliggende
kyst af Samar, mod nordøst.
Slaget om Leyte var en stor sejr for USA. Japanernes
beslutsomhed for at holde øerne gjorde det muligt for de amerikanske
styrker af påføre uerstattelige tab på skibe og fly.
Desuden mistede de nipponesiske landstyrker seks divisioner på tilsammen
mere end 70.000 mand. Amerikanske tab var 14.584, inkl. 3.584 dræbte. |
|