Indiske halvø
Asien
21.12.13

De større slag og krige, udkæmpet af hvad der nu er nationerne Indien og Pakistan, er oplistet herunder.

Historie: Indiens historie er endnu langt fra at være udforsket, da kilderne er temmelig dårlige som følge af indernes ringe interesse for at tidfæste og optegne, hvad vi kalder historiske begivenheder. Af mest værdi i kronologisk henseende er de græske efterretninger om Indien og fior de senere tiders vedkommende muhammedanske historieskrivere. For øvrigt må studiet af Indiens historie bygges på grundlag af den arkæologiske forskning og på de mange indskrifter, som findes omkring i landet. Indskrifterne, som ofte er skrevet på kobbertavler, strækker sig over et tidsrum helt fra måske det 5. århundrede f.Kr. og til vore dage; de er foruden af historisk også af privatretslig interesse. I de ældste tider var Indien beboet af et folk muligvis identisk med den fravidiske race. Det blev besejret af et indvandrerfolk, et arisk folk kommende fra nordvest, beslægtet med iranierne. Tiden for indvandringen er ikke sikker, men sættes oftest til midtren af 2. årtusinde f.Kr. Arierne trængte øst- og sydpå, og snart var deres kultur udbredt selv længst mod syd. Men noget stort, mægtigt rige, omfattende hele Indien, opstod ikke, kun småriger, som ofte lå under for fremmede erobrere, fx Alexander d. Store 327-26 f.Kr.; efter ham satte græske småfyrster sig fast ved nordvestgrænsen i nogen tid. Samtidig stiftede Tsjandragupta (s.d.; 316-292) et stort rige omfattende hele Nordindien, som under guptaernes dynasti Maurya-dynastiet (316-178 f.Kr.) fik en ret stor magtstilling, indtil indoskyterne trængte ind i Nordvestindien og tilrev sig magten (ca. 120 f.Kr.-400 f.Kr.). I begyndelsen af 7. århundrede stiftede Harsha et stort rige, men det opløstes ved hans død 648, og siden har det aldrig eksisteret noget stort nationalt rige i Indien. Omtrent på denne tid begynder også en muhammedansk invasion, først småt, men fra omkring år 1000 alvorligt. I Nordindien rejste sig et stort muhammedansk rige med Delhi som hovedstad, og muhammedanerne udbredte deres vælde til Sydindien. Men også dette rige opløstes i småriger. 1398 gjorde tyrkeren Timur (Tamerlan) et tog ind i Indien og plyndrede Delhi. En af hans ætlinge, baber (1526-30) grundede i Nordindien et stort rige (moguldynastiet), som blev udvidet under senere herskere af moguldynastiet, særlig Akbar (1556-1605), til at live det største rige, Indien har set. Sin største udstrækning nåede det under Aurangzib (1658-1707), men efter hans død deltes det i mange småriger, som bekæmpede hverandre, og fremmede erobrere optrådte også, således perserkongen Nadir Shah, som 1738 gjorde et tog ind i Indien og 1739 erobrede Delhi. Europæerne var nu også begyndt at optræde i Indien. Vasco da Gama kom ad søvejen til Kalikut 1498, og portugiserne begyndte at sætte sig fast i landet. Men de måtte vige pladsen for hollænderne og har nu kun nogle småbyer tilbage. Hollænderne måtte derefter vige for franskmændene og englænderne. Disse to magter kæmpede længe hårdnakket om overherredømmet i Indien (1740-60) (se Dupleix og Clive), indtil englænderne til sidst sejrede. De engelske handelskompagnier fortrængte deres rivaler og skabte et stort britisk rige. 1760 led franskmændene deres afgørende nederlag og måtte forlade Indien, hvor de nu kun har et par småsteder tilbage. Det britiske herredømme over Indien kan siges at begynde ved året 1757, da Robert Clive slog de forenede indiske fyrster ved Plassey. — Det ostindiske kompagnis styre 1765-1858. Efter Clives sejre over franskmændene fulgte langvarige kampe med Naboben af Audh, som endte med afståelsen af landskaberne Bengalen, Orissa og Behar 1765, hvorved kompagniet blev Indiens største landmagt. Clives efterfølger Warren Hastings (s.d.), den første generalguvernør i Indien (1773-85) udvidede yderligere kompagniets besiddelser ved kampe med Haidar Ali i Maisore, Mahratterne (1779-81) og »Nizamen« i Haidarbad og skabte med hensynløs kraft et ordnet britisk forvaltningssystem. 1784 indsatte parlamentet et tilsynsråd (Board of Control), under hvilket kompagniet stod i alle forvaltningsspørgsmål. Lord Cornwallis, generalguvernør 1786-93 og 1805, nyorganiserede Bengalens jordbeskatning (endnu i kraft) og bekrigede med held Tippo Sahib (s.d.), der 1792 måtte afstå halvdelen af sine lande. Da Tippo fornyede krigen, faldt han 1799, og størstedelen af hans rige tilfaldt kompagniet. Efter 2. Mahrattkrig 1802-04 fulgte en fredelig periode, under Lord Minto og andre, indtil Marki F.R. Hastings, generalguvernør 1813-22, gennem en blodig krig 1817-18 fuldstændig knuste mahratternes magt og indlemmede deres høvding Pershwaen's område i Bombay-distriktet. Lord Amherst (1824-26) fortsatte erobringspolitikken ved en krig med Birma, hvorved Assam erhvervedes. Derimod gjorde Lord Bentinck (1828-35) sig højt fortjent ved sine gavnlige reformer; folkeundervisningen forbedredes, enkebrænding (sati) forbødes 1829, og hovedvægten lagdes på at befordre befolkningens velfærd. Under lorderne Auckland (1836-42) og Ellenborough (1842-44) førtes den uheldige første Afghanerkrig (1841-42) med toget til Kabul, men Lord Hardinge (1844-48) tog revanche i krigen mod sikherne, og da disse begyndte en hævnkrig, led de et afgørende nederlag ved Gujarat 21/2 1849 mod Sir Hugh Gough (s.d.), Punjab blev britisk provins og pacificeredes endeligt under Lord Dalhousie (s.d.) (1847-57). Denne udfoldede en kraftig reformvirksomhed, byggede jernbaner, kanaler, veje, telegraf etc., indførte brevporto og forbedrede undervisningen, men samtidig førte han en energisk politik, annekterede Pegu 1854 efter en krig med Birma og indlemmede en række stater, fx Nagpur 1854 og Tandjore 1855, hvor dynastierne var uddøde, idet han tilsidesatte retsgyldigheden af fyrsternes adoptioner. Dette og især Audhs indlemmelse 1856 fremkaldte stor gæring og utryghed i hele Indien samt frygten for, at englænderne ville påtvinge de indfødte kristendommen. Da så de bengalske regimenter opdagede, at patronerne var indsmurt i oksetælle og svindefedt (det første vanhelligende for hinduerne, det sidste for muhammedanerne), brød det store sepoyoprør (s.d.) løs i foråret 1857. Europæerne myrdedes i massevis, især Nana Sahib (s.d.) udviste stor grusomhed i Khampur, men oprøret holdt sig væsentligst til Nordvest-Indien: Pandjab, Audh og en del af Bengalen, mens sikherne, gorkhaerne og mahratterne forblev tro. Snart kom undsætningstropper fra England, og efter blodige kampe omkring Lahore, Delhi, Khanpur og Lucknow kuedes opstanden (1857-59) af generalerne Colin Campbell, Havelock og Wilson. — Under den britiske krone siden 1858. Allerede under kampen ophævede en parlamentsakt 2. august 1858 det Ostindiske Kompagnis regering og gjorde Indien til britisk koloni styret af en vicekonge, og 1. november samme år proklameredes, at dronning Victoria overtog Indiens styre, amnesti gaves i stort mål, de indfødte fyrsters adoptionsret indrømmedes, og alle tidligere overenskomster stadfæstedes; desuden lovedes religionsfrihed. Lord Canning, generalguvernør siden 1856, blev Indiens første vicekonge (1858-62) og arbejdede ivrigt på at forsone inderne og mildne kampens følger. Den samme politik fortsattes af lorderne Elgin 1862-63, Lawrence 1864-69, mayo 1869-72 og Northbrooke 1872-76; Indiens hjælpekilder udvikledes rask, og samfærdselsmidlerne forbedredes, for at man lettere kunne modarbejde hungersnødens hyppige hærgninger (1866, 1868-69 og især 1877-78, da ca. 5 mio. døde. 10 januar 1877 proklameredes Victoria som Kaisar-i-Hind ved en pragtfuld Durbar (s.d.) i Delhi. Lord Lytton 1876-80 gennemførte med held 2. afghanerkrig 1878-81 (se Roberts) og sikrede Englands indflydelse i Afghanistan, hvad der bevirkede et meget spændt forhold til Rusland i 80erne. Lord Ripon 1880-84 lagde derimod vægten på indre liberale reformer; folkeundervisningen forbedredes, udstrakt trykkefrihed indrømmedes tilligemed begyndelsen til lokalt selvstyre. Lord Dufferin and Ava (1884-88) udvidede atter riget ved anneksion af Birma 1886, og lorderne Lansdowne 1888-94 og Elgin 1894-99 sikrede nordvestgrænsen ved flere kostbare ekspeditioner, samtidig med at en delingstraktat angående Pamir sluttedes medRusland. 90erne bragte Indien flere strenge år; en ødelæggende finanskrise indtraf med påfølgende stærkt fald af sølvrupien; guldmøntfod indførtes først 1899. Pga. de tunge skatter måtte mange bønder sælge jord til kapitalisterne og de store udgifter til hærvæsen, administration, tekniske foretagender og forrentning af gælden til England begyndte at tynge hårdt på landet. Hertil kom en frygtelig hungersnød pga. misvækst samt byldepest siden 1896, og de omfattende hjælpeforanstaltninger mod disse ulykker viste sig langt fra tilstrækkelig effektive. Samtidig irriteredes befolkningen, særlig brahmanerne, ved lovgivning, der stred mod religiøse fordomme, fx forbud mod enkers tvungne cølibat og børneægteskaber, hvorved man tilsigtede at mildne hindukvindens hårde stilling. Den energiske Lord Curzon (1899-1905) fortsatte heldigt bekæmpelsen af hungersnøden, hvorimod byldepesten tiltog og bortrev over 1 mio. i året 1904-05. En omordning af de indiske universiteter 1904, så at deres forvaltningråd kom under regeringens tilsyn, ophidsede især i Bengalen den nationalistiske »intelligens«, som heri så et angreb på universiteternes frihed. Også en rent administrativ foranstaltning, Bengalens deling i to forvaltningsområder (1905), satte meget ondt blod, da man mente, at det skete for at splitte befolkningen. Dette politiske misgreb samt Lord Curzons modstand mod liberale reformer og hans tydelig udtalt imperialistiske politik gjorde ham mindre vel lidt, og da han tillige kolliderede med Lord Kitchener (s.d.), afløstes han af Jarl Minto (1905-10). Denne var dog nødsaget til at sætte den meget omstridte deling af Bengalen (ca. 80 mio. indbyggere) i værk oktober 1905, og det lykkedes heller ikke ham at kue den nationalistiske bevægelse og vinde indernes hengivenhed for deres engelske undertrykkere; 13. november 1909 var han i Ahmedabad genstand for et mislykket bombeattentat. Trods englændernes store arbejde for at fremme Indiens økonomiske og rent materielle udvikling havde fremmedherredømmet stadig sine store skyggesider: de tunge skatter og vældige udgifter til hær og embedsmænd samt den konsekvente udelukkelse af indfødte i de ledende stillinger forbundet med englændernes stolte foragt for asiaten. Indien udnyttes i for høj grad, pengene pines ud af landet, og den engelske konkurrence ødelægger betydelige indfødte industrigrene (bomuldstøjer m.m.). Den nationalistiske bevægelse har derfor efterhånden udviklet sig til en rent oprørsk propaganda med anarkistiske fremgangsmåder; Bengalens deling var en »voldshandling«, der burde besvares med en boycotting af engelske varer. Indien for inderne blev slagordet for Swadeshi-bevægelsen (s.d.). På universiteterne har oppositionen særlig sit tilhold og støttes yderligere af en stor indfødt presse og årlige nationalkongresser siden 1885. En af lederne var Tilak (s.d.). Hovedkravet er selvstyre for Indien (se Swaradj) med indskrænkning i militærudgifterne og beskyttelse for indisk handel og industri. 1907 tog oprørsbevægelsen særlig fart, man ventede næsten et udbrud som 1857. Voldsomme uroligheder fandt sted i Kalkutta, Lahore o.a. steder, og efter en lang række mord og overfald på europæere samt opdagelse af en vidtforgrenet sammensværgelse i Kalkutta skærpedes retsforfølgelsen (december 1908) overfor pressesager, mord og oprør. De engelske radikale ønskede større eftergivenhed mod nationalisterne, men ministeren for Indien, Lord Morley (s.d.) ønskede fasthed i styrelsen og erklærede sig imod en parlamentarisk regeringsform for Indien. Derimod ønskede han det lokale selvstyre udviklet og reformpolitikken fortsat. December 1908 fremsatte han i parlamentet et omfattende reformforslag angående Indiens forvaltning, som også vedtoges i løbet af 1909. De indiske medlemmer af provinsernes lovgivende råd skulle vælges af befolkningen, og for første gang fik en indfødt sæde i vicekongens udøvende råd (6 medlemmer); hans lovgivende råd udvidedes og fik flere indfødte medlemmer. I det hele fik forslaget en nogenlunde velvillig modtagelse som et skrift henimod det ønskede mål, Indiens selvstyre; men nationalistbevægelsen var langtfra tilfredsstillet, og attentaterne var lige så talrige som før. 1907 bortrev byldepesten 1,25 mio., og hungersnøden er stadig Indiens største plage. Udadtil afsluttedes et forlig med Tibet 1904, med Kina 1908 og 31. august 1907 en konvention med Rusland om de to magters interessesfære i Central-Asien. Den indiske armé reorganiseredes efter Boerkrigen af Lord Kitchener, øverstbefalende 1902-09, pga. den truende fare fra Rusland, og gjorde udmærket tjeneste 1908 i de 2 grænseekspeditioner ledede af general Willcocks (s.d.) på nordvestgrænsen mod de krigerske Zakka Kheler (februar) og Mohmanderne (april-maj). Lord Hardinge (1910-16) fortsatte Mintos forsonlige politik, men blev selv genstand for et bombeattentat. December 1911 kronedes kong Georg som Kaisar-i-Hind ved en mægtig Durbar i Delhi, der erklæredes for hovedstad i stedet for Kalkutta. Bengalens deling ændredes, så at det egentlige Bengalen atter samledes, dog blev nu muhammedanerne utilfredse. Under verdenskrigen voksede den politiske agitation, navnlig fra 1916. Tilak og Gandhi virkede for swaradj og fik på nationalkongressen 1916 magten over de forsonlige, hvis ledere var Banerji og Gokhale. Også den muhammedanske liga sluttede sig til selvstændighedskrafet; for første gang mødte englænderne en samlet hinduisk-islamisk bevægelse. Heroverfor skrev man i England til indrømmelser; man kunne ikke kæmpe for de underkuede nationer og samtidig knægte inderne. August 1917 erklærede Montagu, minister for Indien, at dette efterhånden skulle have selvstyre. Han rejste derpå til Indien og afgav juli 1918 sammen med vicekongen, Lord Chelmsford (1916-21) et omfattende reformforslag. Dette gav inderne deltagelse i styret af de større provinser, og de lovgivende provinsråd fik flertsl af valgte medlemmer. I vicekongens udøvende råd kom flere indere, og hans lovgivende råd skulle afløses af en lovgivende forsamling og et statsråd. Raceforskel i regeringstjeneste skulle ophæves og 1/3 af de højere embedsposter besættes med indere. Montagu-Chelmsford-forslaget modtoges velvilligt af Banerijs Retning, men uforsonligt som utilfredsstillende af Gandhi og Tilak, der på en kongres i Delhi 1918 valgtes som Indiens repræsentanter til fredskonferencen i Paris. Regeringen nægtede dem udrejse og sendte Lord Sinha (s.d.) og Maharajahen af Bikanir, der medundertegnede versaillesfreden af 28. juni 1919. De yderliggåendes agitation fortsattes, og muhammedanerne harmedes over den Tyrkiet tiltænkte slæbne. Rowlatt-loven, marts 919, der forlængede regeringens overordentlige magt ifølge »forsvarsloven« af 1915, vakte voldsom harme blandt inderne. Gandhi opfordrede til »passiv modstand« satiagriha og butikslukning hartal. Uroligheder udbrød i Pandjab, Bombay og andre steder. General Dyer lod skyde på et folkemøde i Amritsar, hvor 379 dræbtes. Al uro kuedes med kraftig hånd, men hadet mod englænderne voksede. Den nye lov om Indiens regeringsform vedtoges i Parlamentet i London december 1919, og i løbet af 1920 afholdtes valg til de nye forsamlinger og råd, der åbnedes i begyndelsen af 1921. Trods denne imødekommenhed i spørgsmålet om Indiens styre er uroen og misstemningen mod englænderne ikke bilagt. Indien regeres stadig med hård hånd og forskellige oprørsbevægelser er forsøgt gennem hele 1921, særlig af de muhammedanske Moplah'er. Et start parti, ledet af Gandhi, truer med passiv modstand overfor hele det engelske styre, og eftergivenheden i selvstyresagen skaber stedse videregående krav. Med selvstændigheden vil følge økonomisk selvstyre uden hensyn til engelsek interesser, og dermed vil udtørres en af hovedkilderne til Englands og derigennem Europas velstand og høje levefod. Men Indiens folk vil have mulighed for at komme ud af den for et af Jordens rigeste og frugtbareste lande unaturlige fattigdom. (HK5/1922)