Den mongolsk erobring af det engang magtfulde Khwarizm-rige på mindre
end to år efterlod Genghis
Khan med kun en tilbageværende fjende i Centralasien. Det var
den afdøde Shah Mohammeds søn Jalal-ad-Din,
som havde rejst en ny modstandshær i det nordlige Afghanistan. I
efteråret 1221 stødte Den store Khan med 40.000 beredne krigere
gennem Bamian-passet, i Hindu Kush-bjergkæden, i forfølgelse
af den frygtindgydende sultan. Jalal-ad-Din trak sig med omkring 30.000
mand tilbage til Indusflodens breder. Her gjorde han omkring for at holde
stand med ryggen mod floden, hvor hans højre flanke var beskyttet
af en bugt i Indus og hans venstre fløj var forankret mod en bjergskråning.
Da mongolerne nærmede sig, åbnede den muslimske
sultan slaget med et kavaleriangreb fra sin højre fløj.
Da angrebet vandt terræn, sendte han også sin midte fremad,
og forstærkede begge sektioner med afdelinger fra hans beskyttede
venstre flanke. Dette var en fatal fejl, for Genghis Khan havde beordret
en general ved navn Bela til at føre 10.000 mongoler over den
tilsyneladende ufremkommelige skråning på Jalals venstre.
Flankestyrken rykkede ud i åbent terræn netop som muslimerne
syntes at være tæt på en afgørende triumf. Samtidig
anførte Den Store Khan selv et modangreb på den anden side
af slagmarken. Den dobbelte omslutning knuste den muslimske hær,
som derpå blev metodisk skåret i stykker. De fleste af de
besejrede som flygtede fra scenen for ødelæggelse druknede
i Indus' vande. Jalal-ad-Din undslap ved at svømme sin hest til den
anden bred, men han var nu en hersker uden land eller hær. Den mongolske
horde stod uden modstand fra Tibet til det Kaspiske Hav.