Indusfloden

Pakistan

Mongolske erobring af Centralasien, 1221

Den mongolsk erobring af det engang magtfulde Khwarizm-rige på mindre end to år efterlod Genghis Khan med kun en tilbageværende fjende i Centralasien. Det var den afdøde Shah Mohammeds søn Jalal-ad-Din, som havde rejst en ny modstandshær i det nordlige Afghanistan. I efteråret 1221 stødte Den store Khan med 40.000 beredne krigere gennem Bamian-passet, i Hindu Kush-bjergkæden, i forfølgelse af den frygtindgydende sultan. Jalal-ad-Din trak sig med omkring 30.000 mand tilbage til Indusflodens breder. Her gjorde han omkring for at holde stand med ryggen mod floden, hvor hans højre flanke var beskyttet af en bugt i Indus og hans venstre fløj var forankret mod en bjergskråning.
   Da mongolerne nærmede sig, åbnede den muslimske sultan slaget med et kavaleriangreb fra sin højre fløj. Da angrebet vandt terræn, sendte han også sin midte fremad, og forstærkede begge sektioner med afdelinger fra hans beskyttede venstre flanke. Dette var en fatal fejl, for Genghis Khan havde beordret en general ved navn Bela til at føre 10.000 mongoler over den tilsyneladende ufremkommelige skråning på Jalals venstre. Flankestyrken rykkede ud i åbent terræn netop som muslimerne syntes at være tæt på en afgørende triumf. Samtidig anførte Den Store Khan selv et modangreb på den anden side af slagmarken. Den dobbelte omslutning knuste den muslimske hær, som derpå blev metodisk skåret i stykker. De fleste af de besejrede som flygtede fra scenen for ødelæggelse druknede i Indus' vande. Jalal-ad-Din undslap ved at svømme sin hest til den anden bred, men han var nu en hersker uden land eller hær. Den mongolske horde stod uden modstand fra Tibet til det Kaspiske Hav.