Frankrig

De større slag og krige af den franske nation er oplistet herunder. For tidligere slag, se Gallerkrigene.

Historie: Det gamle Gallien (s.d.) blev under det romerske herredømme (se Romerriget) i 4-500 år gennemromaniseret i institutioner og i sprog, og talrige ruiner vidner den dag i dag om den romerske styrelses kraft. De nordiske germanske barbarers gennem århundreder fortsatte forsøg på at trænge mod syd, ind i Romerrigets frugtbare, civiliserede og rige lande kronedes endelig med held ved år 400 e.Kr. En række germanske folkestammer trængte ind (se folkevandringer), de fleste dog for svage og fåtallige til at holde sig. Varigere betydning fik kun burgunderne (s.d.), der grundede det Burgundiske Rige, vestgoterne, der på deres tog fra Italien grundede et rige omkring Tolosa, og frankerne, der under høvdinger af Merovechs æt, merovingerne, satte sig fast i det nordlige Gallien. Af disse tre indtrængte germanske stammer var det atter frankerne, der fik overtaget under deres konge Chlodvig eller Chlodovech (fransk Ludvig, Clovis, Louis), der 486 tilintetgjorde den sidste rest af romersk herredømme i Gallien (Syagrius' rige under Soissons). Chlodvig og hans efterfølgere (merovingerne) undertvang også de andre germanske stammer, der havde bosat sig i Gallien, og hertil kom, på germansk grund, bayrerne, thüringerne og alamannerne. Således dannedes det store merovingiske eller frankiske rige; dette frankerrige omfattede da ikke alene Gallien (»Frankrig«), men også Tyskland vest fra Elben (med undtagelse af det gamle Sachsen, mod nordvest, der først erobredes af Karl d. Store), og det blev det eneste af folkevandringsrigerne, der fik varighed; i 8. århundrede opslugte det også langobarderriget i Italien. — I det følgende udskilles imidlertid så vidt muligt de dele af Frankerriget, der ligger uden for »Frankrig«, altså de tyske og italienske dele.
   Ligesom i det hele folkevandringen til en vis grad betegner et kraftspring i Europas kulturudviklings historie, idet de højt udviklede sociale institutioner i romerriget ødelægges mere eller mindre grundigt for møjsommeligt i tiden fra folkevandringen til vore dage at bygges op på ny under en langsomt voksende erkendelse af deres fortrinlighed, således betegner også Frankerrigets grundlæggelse i Gallien en ødelæggelse af store kulturværdier. Barbarernes våbensejre over den romaniserede befolkning betød i første linje en opløsning af de romerske institutioner. Denne opløsning var i og for sig slet ikke tilsigtet. Barbarerne nærede egentlig den største ærbødighed for den romerske statskunst og kultur, men de forstod den ikke. Efter deres væsen og hele primitive kulturstade var barbarerne individualister og lyrikere; den enkelte personlighed krævede hensynsløs udfoldelse af drift og attrå efter øjeblikkets indskydelse og sprængte derfor den romerske statskunst gennem århundreder oparbejdede sociale institutioner. Hvert øjeblik tørnede den enkeltes instinktive, opbrusende selvhævdelse mod de fælles institutioner og slog dem lidt efter lidt i stykker. — Barbarerne agtede at fortsætte den romerske styrelse. Kongen trådte i kejserens sted; de fornemste krigere blev embedsmænd. De romerske statsdomæner og mange private godser blev kongens; en mængde romerske herregårde (villæ), hvis ejere var faldne eller på anden måde fjernede, overdroges til høvdinger og fornemme krigere, mens de jævne krigere fik mindre jordstykker, og mens i øvrigt hovedmængden af befolkningen vedblev at være den gamle gallo-romanke, der efterhånden barbariseredes, men dog i hvert fald mødte de forholdsvis fåtallige barbarkrigere til at lære deres sprog og for en stor del ægte deres kvinder. Således vedblev sproget i Gallien (Frankrig) at være romersk (»romansk«), mens i øvrigt den romerske kultur opløstes. — Skønt fåtallige, var barbarerne alle krigere, mens den romerske befolkning i århundreder havde været fredelig; derfor blev frankerne en herskende klasse, der vedblev at være krigerisk, fordi den manglede evne til at værdsætte en fredelig kultur (skønt den til en vis grad nærede ærbødighed for den — fx for gejstligheden). Krigerskhed blev Middelalderen igennem og langt op i nyere tid et standsfortrin for de fornemme, ukrigerskhed et trællemærke, magten og brutaliteten brød lovene og institutionerne. — Barbarerne var hjemme fra ikke vant til byliv, mens i Romerriget byerne var centrer for regering, selskabsliv, åndelig og materiel kultur. De barbariske herrer boede alle på deres gårde, bylivet forfaldt, og byerne sygnede hen, også fordi levefoden barbariseredes og by-industrien afløstes af herregårds-husflid til stedligt behov, mens handelen mere og mere indskrænkedes til tuskhandel. — Kongen anså sig for romerkejserens efterfølger og arving (kalder sig også Augustus), men blev en lovløs despot, fordi han intet begreb havde om regering og stat. Han søgte stadig at opkræve de gamle skatter, men brugte pengene til vilkårlige gaver og vanvittig ødselhed i stedet for til almennyttige foretagender, hvorfor folket mere og mere opfattede skatteydelse som et trykkende onde, en udsugelse. Kongens barbariske embedsmænd (grever, vicegrever, hofembedsmænd), sædvanlig de fornemste krigere og godsejere, havde ingen forståelse af embedspligtover for konge og samfund. De lokale embedsmænd, grever, vicegrever osv., var udrustet med hele (ja mere end) den gamle romerske embedsmyndighed hver i sit område. De skulle fx på kongens vegne opkræve skatter, forestå retspleje, sammenkalde de hærpligtige til krigstog og anføre i krig. Men da kontrol, der i det romerske samfund havde holdt regeringsmaskineriet i gang, nu glippede og embedsmændene desuden var blottet for al embedsmæssig pligtfølelse, blev enhver embedsmand efterhånden despot inden for sit område og uafhængig af kongen. Skatterne, han opkrævede, indbetalte han ikke og brugte dem heller ikke til almene formål; veje, broer, kanaler forfaldt; de hærpligtige krigere førtes ikke til kongens hær, men brugte i grevens personlige tjeneste; retsplejen blev en pengeindtægt for embedsmanden, især da det barbariske bødesystem fortrængte romerrettens straffesystem. — Men opløsningen gik langt videre. Greven mødte den samme uvilje mod underordning, som han selv viste kongen. Vicegreven og herredsfogeden tilegnede sig efter evne den samme uafhængighed af greven, som denne af kongen, og den private godsejer lige overfor den nærmeste embedsmand på samme måde. Resultatet af denne barbariske individualisme blev en fuldstændig samfundsopløsning. I århundrederne efter folkevandringen opløstes Frankrig i en halv snes tusind eller flere større og mindre kongeriger, dvs. godser, idet hver enkelt kriger-godsejer efterhånden tilegnede sig al den myndighed, som i Romertiden tilkom staten, kejseren og embedsmændene. Og disse godsejeres naturlige, selvfølgelige og standsmæssige hovedsyssel var krig eller rettere fejde ildbyrdes. Den sædvanlige tilstand landet over er fejde, til ulykke for den ikke-våbenføre underklasse af fæstere og trælle. Denne udvikling i Frankrig er til dels den samme, som i det hele findes i lensvæsenets (s.d.) udvikling, men den er særlig skarps fremtrædende i Frankrig på baggrund af den gamle romerske statskultur, og det er atter på baggrund af den gamle romerske statskultur, og det er atter på baggrund af denne opløsningstilstand, den langsomme nybygning af stat og samfundsliv i Frankrig i den nyere tid bliver historisk forståelig. Hvad angår spørgsmålet, om germanernes indvandringer i Frankrig har sat et blivende præg på fransk race, sprog og kultur, må man først huske, at vestgoterne var ret fåtallige, da de bosatte sig omkring Garonne (de menes at have talt ca. 200.000, da de gik over Donau), mens burgunderne anslås til kun at have talt ca. 80.000, da de slog sig ned omkring Saône og at Chlodvigs franker var langt færre. Galliens egen befolkning menes i den senere kejsertid at have beløbet sig til ca. 8 mio. Det var kun i Nordøst-Gallien, at landets karakter grundig forandredes. Germanerne har derfor i det store hele hverken kunnet forandre Galliens race eller sprog. De germanske indvandringers afgørende betydning ligger særlig i de ovenfor skildrede gennemgribende sociale og kulturelle forandringer, de medførte. — De første merovingerkonger, og da særlig Chlodvig selv, holdt endnu nogenlunde sammen på riget, idet de romerske traditioner og vaner endnu var stærke og levende, men opløsningen var allerede naturnødvendigt begyndt og greb hastigt om sig. Under Chlodvigs efterfølgere deltes riget flere gange, en politik, der også var ganske uromersk, men kongeslægten vedblev dog at nyde en vis anseelse, hvilket står i forbindelse med den barbariske opfattelse af det personlige troskabsbånd: Kongen var konge, man havde svoret ham troskab, men ingen tænkte derved på nogen undersåts- eller statsborgerpligt i romersk eler i moderne forstand. Kongemagten blev uden politisk indhold; i kongeslægtens (af Gregor af Tours (s.d.) skildrede) liv afspejler sig tidens barbari og sædelige opløsning (især i det vilde had mellem Brunehild og Fredergunde). Enhver højere forestilling om stat, regering og samfund synes udslukt, og kriger-godsejerne gør som de vil. En enkelt stormandsslægt indtog fra 7. århundrede en særlig fremragende stilling som merovingerkongernes hushovmester (se Major domus): Karolingerslægten. Pippin d. Ældre (d. 714) og hans søn Karl Martel havde i virkeligheden al den kongemagt, der endnu var tilbage, og vandt ved deres krigeriske og navnlig ved deres sjældne politiske dygtighed en virkelig myndighed (Karl Martels sejr over araberne i slaget ved Tours 732). Karl Martels søn Pippin den Lille, selv en fremragende, målbevidst og udholdende mand, høstede frugten af egne og forfædres dygtighed. Med pavens hjælp lykkedes det ham 751 at overvinde stormændenes betænkelighed, og han blev hyldet som konge. Karolingerne blev Frankerrigets »anden kongeslægt« (751-987). — De ældre karolinger standsede til dels statsopløsningen. Ikke fordi de havde nogen højere idé om stat og regering end den almindelige, men fordi de i kraft af dygtighed, krigersk held, familierigdom og kirkens støtte indgød stormændene større ærbødighed, agtelse og frygt, end merovingerne havde evnet. Stormændene lysterede til en vis grad Pippin og Karl d. Store, således at disse nu kunne føre en rigspolitik, idet de kunne få kriger-grodsejerne i riget overtalt til, i hvert fald til dels, at yde ledingstjeneste til kongens krige og til at svare skat. Men nogen afgørende forandring i styrelse og samfundsliv skete ikke. Den forholdsvise lydighed og orden eksisterede kun i kraft af de herskendes personligheder, ikke i kraft af varige, ud over personlighede virkende institutioner, og efter Karl d. Stores død skred opløsningen atter frem. — Pippin d. Lille (751-68) blev salvet af paven 752. Med ham indledes den karolingske kirkepolitik, der for paven betød hjælp mod truende langobardervælde i Italien og for karolingerne kirkens medhjælp til styrelse af kongemagt og orden, hvilket sidst var vigtigt, fordi kirkens mænd i kraft af deres romerske dannelse havde bevaret nogle af de romerske styrelsestraditioner. Karl d. Store (768-814) slog 774 langobarderne, tog deres land og sikrede pavedømmet de hidtil under Byzans stående dele af Italien, der blev kernen i Pavestaten. Hermed var indledet et brud mellem Paven og den østromerske kejser, og dette brud er atter forudsætningen for, at den gamle forestilling om det universale romerske kejserdømmes fortsatte beståen i det byzantinske kejserdømme er død. Til bruddet medvirkede også dogmestridigheder mellem Rom og Byzans, og da karl ved sine sejrrige kampe med sachserne, avarerne og araberne i Spanien havde vundet ry som kristendommens store forkæmper og udbreder, og hans storhed og vælde stadig fejredes af hans litterære venner, der havde gode forbindelser i Rom, var alt lagt til rettet, således at han, da han juledag 800 overværede messen i Peterskirken i Rom, blev kronet til romersk kejser af pave Leo III. Den romerske kejserværdighed blev ganske vist ikke varig i en karolingske slægt og heller ikke knyttet til Frankrigs konger, men Frankrig har langt større del end nogen anden del af Frankerriget i denne begivenhed, der for bestandig tilintetgjorde de byzantinske (østromerske) kejseres håb og verdensherredømme. Fra da af fremtræder den romersk-katolske kristenhed som noget for sig. Under Ludvig d. Fromme (814-40) brød de opløsende kræfter frem igen, begunstigede, foruden af kejserens svaghed, at rigsdelinger mellem hans sønner, og ved delingen i Verdun 843 og ved senere mindre ændringer udskiftes, i hovedsagen efter nationale grænser, det territorium, der blev »Frankrig« af Frankerriget, og den første konge af »Frankrig« blev Karl d. Skaldede (843-77). Men »Frankrig« var nu næppe mere end et begreb, idet lensopløsningen under de senere karolinger skred stadig videre frem, i den grad, at det fx var umuligt at samle noget rigsopbud stort nok til at slå de plyndrende normanner tilbage. Enkelte af de dygtigste og mægtigste stormænd dannede sig hele småstater med overhøjhed over flere eller færre godsejere. 911 fik normannerne overladt Normandiet, der opstod et burgundisk kongerige (se Burgund) osv. De sidste karolinger herskede i virkeligheden kun over nogle få kvadratmil.
   (Karolinger i Frankrig: Hofmestre; Pippin d. Lille, Karl d. Store, Ludvig d. fromme, konger over Frankerriget). Karl d. Skaldede (843-77, Ludvig II 877-79, Ludvig III 879-82, Karloman 882-84. Karl d. Tykke 884-87 (over hele det gamle Frankerrige). (Odo (Eudes) 887-98, ikke karolinger, men capetinger). Karl d. Enfoldige 898-923, (Rudolf af Burgund, Odos Broder 923-36), Ludvig IV, d. Engelske (d'Outremer) 936-54. Lothar 954-86. Ludvig V (»den Dovne«) 986-87.
   987 valgte en del stormænd, tilskyndede af gejstligheden, en af Nord-Frankrigs mægtigste stormænd Hugo (Capet) til konge, og det capetingiske dynasti (»den tredje kongeslægt«) var grundlagt. De første capetinger havde kun magt i deres eget gamle landområde (Paris og omegn), men de var næsten alle dygtige og kloge mænd, og slægten havde det held, at der altid var ægtefødte sønner til at følge efter fædrene, således at stormændenes ønsker om valgbare konger ikke fik næring ved tronledighed og arvetvist; derfor blev arvekongedømmet lidt efter lidt faktisk anerkendt, støttet af kirken, således at kongeslægten (i modsætning fx til Tyskland) kunne tage fat på en fra slægtled til slægtled fortsat kamp for at udvide kronlandet ved erobringer fra vasallerne. Det er capetingerslægten, der har genskabt Frankrig som stat. Men det gik langsomt. Den første større landvinding for kronen var Normandiet, som Filip II August fratog Johan Udenland 1206; resultatet af albigenserkorstoget var erhvervelsen af Languedoc 1223, hvortil kom Champagne 1285. Ved år 1300 herskede den franske konge over henved 3.000 kvadratmil. – Kongslægtens dygtighed viste sig ikke alene i krige med vasallerne, men også i den indre styrke. De dygtigste af kongerne var Filip August, Ludvig d. Hellige og Filip d. Smukke (s.d.). Mens de ubændige vasaller gennem 200 år søgte afløb for deres vildskab i korstogene (der fortrinsvis udførtes af franske krigere) og derved friede land og folk for en del af den ødelæggelse, som deres barbariske mangel på samfundsånd altid truede med, indrettede kongerne sig lidt efter lidt under stigende benyttelse af romerretskyndige, borgerlige embedsmænd med indsigt i og beundring for romersk statskunst en efter omstændighederne klog og fast styrelse i kronlandet og skaffede kongemagten respekt hos godsejerne, stadig under kirkens kraftige medvirken, og takket være denne medvirken udbredtes kongernes anseelse også uden for kronlandet, så den jævne befolkning opdroges til at se hen til kongen som den, der kunne hjælpe med stormandsvold og anden ulykke. Denne efterhånden i hele det franske folk dybt rodfæstede agtelse for kongemagten fik stor betydning for den senere udvidelse af kronlandet, for gensamlingen af det hele Frankrig.
   (Den ældre capetingiske Linje: Hugo Capet 987-96. Robert 996-1031. Henrik I 1031-60. Filip I 1060-1108. Ludvig VI 1108-37. Ludvig VII 1137-80. Filip II August 1180-1223. Ludvig VIII 1223-26. Ludvig IX, d. Hellige 1226-70. Filip III 1270-85. Filip d. Smukke 1285-1314. Ludvig X 1314-16. Filip V 1316-22. Karl IV 1322-28. Hermed uddøde den ældre linje).
   Filip d. Smukke havde i sin kamp med pave Bonifacius VIII (s.d.) søgt støtte hos trediestand, der ellers ingen politisk indflydelse havde haft, og havde sammenkaldt en stænderforsamling i Paris 1302. Der var herved skabt en mulighed for et bredere grundlag for et folkeligt kongedømme, men uheldigvis blev denne mulighed ikke til virkelighed. Den ny linje af kongeslægten, huset Valois, der efter den direkte mandslinjes uddøen 1328 kom på tronen, ydede længe ingen virkelig dygtige politikere, og hertil kom, at den århundredgamle skinsyge mellem det engelske og det franske kongehus (i forbindelse med økonomiske stridsgrunde) fremkaldte den ødelæggende række krige, der er kendt under navnet Hundredårskrigen (1338-1453). En tid så det ud til, at det engelske kongehus ligefrem skulle komme til at regere i Frankrig. De franske ridderhære led gang på gang ydmygende nederlag (hovedsagelig fordi riderne stadig beherskedes af den gamle barbariske tøjlesløshed og ikke evnede at underordne sig en virksom fællesledelse), således ved Crécy 1346 (Calais' erobring af englænderne 1347, se Eustache de Saint Pierre), ved Poitiers 1356 (hvor den franske konge Johan d. Gode blev fanget) ved Azincourt 1415. 1420 sluttedes et forlig, hvorved dauphin'en Karl VII udelukkedes fra tronen til fordel for den engelske tronfølger, men den i mange egne af Frankrig rådende folkelige hengivenhed for det franske kongehus fremkaldte en voksende engelsk-fjendtlig bevægelse (et af udslagene af denne folkebevægelse er Jeanne d'Arcs fremtræden 1429), og i løbet af en snes år tabte englænderne alt det vundne (undtagen Calais). Med Karl VII og Ludvig XI kom de gamle regeringsgrundsætninger til ære igen ovenpå ridder-anarkiet. Faste skatter muliggjorde oprettelsen af en stående hær, der kunne bruges mod oprørske stormænd og alle andre fredsbrydere. Ludvig XI optrådte med største energi mod stormændene. Størst var faren for Burgund, der allerede i det 14. århundrede var bleven inddraget, men senere af Johan d. Gode var givet til en yngre søn Filip d. Dristige, da Karl d. Dristige blev hertug og støttedes af England i bestræbelsen på at skabe et uafhængigt rige mellem Frankrig og Tyskland. Ved Karl d. Dristiges fald ved Nancy 1477 inddroges Burgund imidlertid atter under kronen, hvis område ca. 1500 var staget til ca. 40.000 km², idet tidligere Dauphiné, Poitou Guienne, Anjou og Provence, de sidste ved arv efter en af kongefamiliens linjer 1481, var bleven inddraget. — I den indre styrelse var fremskridtene i denne periode ikke nær så store som i den foregående. Hundredsårskrigen fremmede stormandsvildskaben og uordenen. Ludvig XI.s arbejde for orden og stærk kongemagt, thi disse to ting var efter tidens forhold enstydige, fik ikke nogen tilstrækkelig kraftig fortsættelse. Hans efterfølgere droges ind i kampen om Italien, og under de italienske felttog lærte de franske adelsmænd vel at sætte pris på noget af den italienske renæssancekultur, men ikke at underordne sig en førende kongemagt. Skønt Ludvig XII og Frans I var kraftige konger, der stræbte hen imod enevælde, lykkedes deres arbejde ikke, fordi de ikke kunne tænke sig et kongedømme bygget på hele folkets medvirken, men kun på adelens, og adelen var uregerlig. Hertil kom så den i 16. århundrede begyndte kamp mod den habsburgske overmagt i Europa, der anspændte folkets økonomiske og militære ydeevne til det yderste, og endelig det mest ødelæggende af alt: religionskrigene i 16. århundrede. Disse religionskrige bragte selve statsenheden i fare (Huguenotterrne en stat i staten; partiernes forbindelser med fremmede magter), og landet var i politisk, social og økonomisk opløsning, da den sidste Valois, Henrik III, blev myrdet 1589, hvorefter borgerkrigen varede endnu 5 år, indtil Henrik IV af Bourbon blev almindelig anerkendt konge. – I ydre politisk henseende sker det betydningsfulde i Frankrigs historie, at Frankrig efter Ludvig XI følger sig stærk nok til at begynde en erobringspolitik og fra nu af indtræder i europæisk storpolitik. Karl VIII og Ludvig XII drager til Italien for at gøre deres arvekrav gældende og støder dermed sammen med habsburgerne, hvad der betyder indledningen til en flerhundredårig kamp med dette hus. Frankrig taber fodfæste i Italien, men befrier sig fra habsburgernes kvælertag og hindrer dannelsen af et habsburgsk universalmonarki, bl.a. ved at støtte de tyske protestanter, hvad der skaffer Frankrig Metz, Toul og Verdun. Foruden med disse områder udvides den kongelige domæne i det 16. århundrede med Auvergne (1531), Bretagne (1532) og Béarn (1589).
   (Konger af slægten Valois (yngre capetingiske linje): Filip VI 1328-50. Johan den Gode 1350-64. Karl V 1364-80, Karl VI 1380-1422. Karl VII 1422-61, Ludvig XI 1461-83. Karl VIII 1483-98. Ludvig XII 1489-1515. Frans I 1515-47. Henrik II 1547-59. Frans II 1559-60. Karl IX 1560-74. Henrik III 1574-89).
   Det er på baggrund af den almindelige opløsning, som religions- og borgerkrigene i 16. århundrede hidførte eller fremmede, at det 17. århundredes historie må ses. Det er dette århundredes ledende mænds store hæder at have gjort ende, en gang for alle, på den middelalderlige stormandsselvrådighed og som en første betingelse for indre orden og ro at have gjort kongemagten enevældig og respekteret. Henrik IV selv og Sully tog fat med alvor og kraft; Richelieu fortsatte. Først tvinger han huguenotterne til at opgive tanken om at danne en stat i staten og fratager dem al politisk magt (La Rochelles erobring 1629). Derefter tager han fat på at knække adelen ved at stille de højadelige guvernører og andre adelige embedsmænd under stadig og virksom kontrol fra centralregeringens side. Enhver ulydighed mod regeringen straffedes som ulydighed mod kongens, dvs. som oprør og højforræderi; med andre ord, den middelalderlige, barbariske opfattelse af kongen og regeringen som en personlighed og den dermed sammenhørende mangel på evne til at forstå og respektere institutionen afløses af den romerske og moderne opfattelse, efter hvilken enhver embedsmand som repræsentant for samfundet, staten, kongen, helheden må respekteres, ikke i kraft af sin person, men i kraft af den institution, han repræsenterer. — Under Mazarin fulgte ganske vist endnu et sidste, fortvivlet forsøg fra de fyrstelige og adelige stormænds side på at tilbagevinde deres gamle stilling (se Fronden), men forsøget strandede, og Ludvig XIV førte kongedømmet frem til uomtvistet myndighed. Med sin utrættelige arbejdsomhed og ordenssans havde kongen selv en ikke ringe del heri, men personlig stod han alligevel midt i en nærmest middelalderlig, teokratisk opfattelse af kongepersonligheden som magts- og myndighedskilde (»l'Etat, c'est moi«) og af standssondrings og adelsprivilegiers selvfølgelighed. Skønt han i sin regering fortrinsvis benyttede uadelige eller lavadelige, som han adlede eller ophøjede, og ved deres hjælp fuldstændig gjorde det af med adelens politiske magt, opretholdtes stænder- og privilegiestaten, og hertil kom den krigerske ærgerrighed hos kongen, der førte landet ind i en række krige med det halve Europa, krige, der viste Frankrigs rigdom og kraft (»dronningens krig«, den hollandske krig, den pfalziske krig, den spanske arvefølgekrig), og som også medførte landvinding (Alsace 1648, Flandern 1668, Franche-Comté 1678) af til dels fransk land, men som i længden udpinte landet og fjorde den franske udenrigspolitik forhadt og mistænkt overalt. Krige og hofluksus slugte, hvad det arbejdsomme folks dygtighed indvandt. Tidens største statsmand og nationaløkonom, Colbert, søgte at få kongen til at indrettet sin politik med særligt hensyn til erhvervslivet og i kongens bevidsthed at fortrænge den nedarvede krigs-æresfølelse og bringe ham til at sætte sin ære i at skabe rigdom og erhvervsmæssig dygtighed i folket (se merkantilsystem, Colbert), men skønt Colberts arbejde i og for sig langtfra var frugtesløst, hæmmedes det stærkt af kongens uforanderlige tilbøjeligheder. – Det 18. århundrede bragte få forandringer i politik og styrelse, der uden kraftig ledelse, under den uduelige Ludvig XV, blev svag og vilkårlig. Udenrigspolitik og hærledelse var slap og lunefuld; den polske tronfølgekrig bragte ganske vist Frankrig Lorraine (dog først 1766), men den østrigske arvefølgekrig og den preussiske 7årskrig bragte hverken ære eller fordel, og kolonikrigene med England førte til næsten fuldstændigt tab af de asiatiske og amerikanske kolonier. Indadtil førte Laws finansspekulationer til store demoraliserende, økonomiske og sociale omvæltninger, og krige og hofluksus bragte statsfinanserne i håbløst uføre, mens hoffets letfærdighed og skinhellige konservatisme førte til uforligelig modsætning mellem de bestående samfundsnormer og religiøse idéer, der førtes frem af så godt som alle betydelige forfattere. Under Ludvig XVI søgte Turgot og Necker at bringen orden i finanserne og femme erhvervslivet i de nye idéers ånd, men hofkredsen og traditionerne var for stærke, og de måtte begge vige, mens kritikken voksede i styrke og mod og undergravede respekten for kongedømmet samt vakte et fremtidssvangert had til den ørkesløse, fordringsfulde privilegiekastes sociale og økonomiske udbutningsret. – Under disse forhold: et kongedømme uden autoritet, et letfældigt, ødselt, forblindet hof, en uhyre statsgæld, en unyttig og uduelig privilegiekaste, og på den anden side et dygtigt borgerskab, der tyngedes af skatter og hemmedes og ydmygedes af adelens standsprivilegier, en arbejdsom men skattetynget og misfornøjet bondestand (der kun ejede 1/5 af landets jord, men dyrkede det øvrige som forpagtere, fæstere og jordløse arbejdere), samt en offentlig mening (se Oplysningstiden, Oplysningslitteraturen, Encyclopædisterne) med en dristig og ofte overdreven kritik over det bestående, gik regeringen til 1788 at udskrive valg til en almindelig stænderforsamling, for at den skulle hjælpe landet ud af det finansielle uføre. Repræsentanterne valgtes stændervis, og allerede under valgene viste det sig, at trediestand havde både mod og mæle. I valgbrevene (Les cahiers), som medgaves de deputerede, fremsatte trediestand sine klager, sine ønsker, sine krav, overvejende i retning af standsprivilegiernes (adelens og kirkens skattefrihed, hoveri, tiende, feudale rettigheder, som jagt-, fiskeri-, mølle-, ovnret, monopol på de højere og vellønnede embeder i stat, kirke og hær) afskaffelse; skattereformer, reformeri erhvervslivet osv. Spørgsmålet var kun, om regeringen havde kraft og mod til at hævde den gamle enevælde eller til at dæmpe de privilegeredes hovmod og standsegoisme og de uprivilegeredes krav og kritik, så en rolig og frugtbar udvikling kunne blive resultatet. Men det viste sig, at regeringen manglede fasthed og klogskab, og alt for ofte var under indflydelse af den uforstandige og uansvarlige hofkreds. Stænderne samledes i Versailles 5. maj 1789, ca. 300 kirkelige, ca 300 adelige og ca. 600 trediestandsrepræsentanter. det første spørgsmål var, om disse 1.200 mennesker skulle arbejde i 3 adskilte forsamlinger eller i én; det sidste krævede trediestand, der derved ville få indflydelse på beslutningerne i forhold til sit tal; det første krævede de privilegerede. 17. juni 1789 vedtog trediestand (på forslag af Sieyés, en fornem kirkeembedsmand, der dog var valgt af trediestand), »i betragtning af at den repræsenterede 94/100 af nationen«, at erklære sig for Nationalforsamling. Den fastslog straks sin magt og betydning ved at erklære alle bestående skatter, vedtaget uden forsamlingens samtykke, ulovlige. Her står vi ved den første revolutionære handling, den første breche skudt i enevælden, Revolutionen var begyndt. 20. juni svor Nationalforsamlingen i Boldhuset ikke at ville skilles, før den havde givet landet en ny forfatning, med andre ord, den gjorde sig til grundlovgivende forsamling. 23. juni prøvede kongen at kuldkaste disse beslutninger og at genoprette trestandsordningen, men forsamlingen nægtede at lyde (se Mirabeau), og kongen gav da efter, hvorpå adelige og gejstlige i stigendetal bekvemmede sig til at give møde i den grundlovgivende Nationalforsamling. Dermed var det givet, at enevælde- og privilegiestaten var dødsdømt. Da kongen samlede tropper og man anede hensigter om vold fra hoffets side, og da kongen desuden opløste ministeriet (hvori bl.a. Necker), brød tumulter løs i Paris. 13. juli oprettedes nationalgarden og et borgerligt kommunalråd, og 14. juli stormedes Bastilien. Også ude i landet vaktes et voldsomt røre, således at Nationalforsamligen natten til 4. august for at standse bevægelsen balndt bønderne vedtog at ophæve eller afløse standsprivilegierne. Nogle prinser og adelige udvandrede i forbitrelse; kongen var fornærmet, pariserne mistænksomme og til dels forpinte af nød. 5. oktober drog store folkeskarer fra Paris til Versailles og krævede kongens komme til Paris og 6. oktober forlod kongen da også Versailles, snart fulgt af Nationalforsamlingen. En tid så det ud til, at konge og forsamling skulle enes om en fri forfatning lignende den engelske. Men prinsers og adelsmænds forbitrede modstand og udvandring og den mæglende Mirabeaus død 1791 gav den radikale fløj i forsamlingen overvægt. Den ny forfatning af september 191, der indledes med »menneskerettighedernes erklæring« (s.d.) var mere republikansk end monarkisk. Kongen fik af udøvende magt kun meget lidt, idet de fleste embedsmænd blev folkevalgt; af lovgivende magt fik han kun det suspensive veto over for rigsdagen, der kun fik ét kammer, valgt ved indirekte valg, der dog ikke hvilede på almindelig stemmeret.+++ (HK4/1922)

• Soissons, 486
• Tolbiacum, 496
• Vouillé, 507
• Casilinum, 554
• Tertry, 687
• Toulouse I, 721
• Tours, 732
• Ravenna III, 756
• se Charlesmagne, erobringer af
• Saucourt, 881
• Montfaucon, 886
• Val-'es-Dunes, 1047
• Gerberoi, 1080
• Tinchebray, 1106
• Brémule, 1119
• Gisors, 1197
• Chateau Gaillard, 1203-04
• Rouen I, 1204
• Damme, 1213
• Muret, 1213
• Bouvines, 1214
• Saintes, 1243
• Courtrai, 1302
• Mons-en-Pévèle, 1304
• Cassel, 1328
• Laupen, 1339
• se Hundredårskrigen
• Clermont, 1358
• Roosebeke, 1382
• Saint Jacob-en-Birs, 1444
• Montlhéry, 1465
• Héricourt, 1474
• Grandson, 1476
• Morat, 1476
• Nancy, 1477
• Naples, 1495
• Fornovo, 1495
• Barletta, 1502
• Cerignola, 1503
• Garigliano-floden, 1503
• Agnadello, 1509
• Ravenna IV, 1512
• Novara I, 1513
• Guinegate, 1513
• Marignano, 1515
• La Bicocca, 1522
• Pavia V, 1525
• Boulogne, 1544
• Saint-Quentin I, 1557
• Calais II, 1558
• Gravelines, 1558
• se Franske Religionskrige
• Ré, Ile de, 1627
• Castelnaudary, 1632
• se Trediveårskrigen
• Faubourg Saint-Antoine, 1652
• Arras I, 1654
• Valenciennes, 1656
• Dunes, 1658
• se Ludvis XIVs krige
• se Pfalziske Arvefølgekrig, 1688-97
• se Spanske Arvefølgekrig
• se Polske Arvefølgekrig
• se Østrigske Arvefølgekrig
• Arcot, 1751
• se Franske og indianske Krig
• se Preussiske Syvårskrig
• se Nordamerikanske Frihedskrig
• se Franske Revolutionskrige
• se Napoleonskrigene
• se Napoleons hundrede dage
• Constantine, 1837
• Isly-floden, 1844
• Rom VII, 1849
• se Krimkrigen
• Magenta, 1859
• Solferino, 1859
• Mentana, 1867
• se Fransk-tyske Krig
• Paris III, 1871
• Tananarive, 1871
• se Første Verdenskrig
• se Anden Verdenskrig
• Dienbienphu, 1954
• Sinai-halvøen, 1956