Lothar I

Frankisk kejser.

Kejser af Vesten (840-55), søn og efterfølger til Louis I. I 817 kronede hans fader ham som medkejser. Han blev kronet igen (823) i Rom af paven og udstedte (824) en forfatning, hvorved han bekendgjorde sin rettighed til at bekræfte valg af pave. Han gjorde to gange (830, 833) oprør mod sin fader, som favoriserede Lothars halvbroder Karl (Karl den Skaldede, senere Karl II) på bekostning af sin ældre søn, og i 833 lykkedes det ham, sammen med sine brødre Pepin og Ludvig den Tyske, midlertidigt at afsætte Ludvig I. Men hans brødre svigtede ham og genindsatte Ludvig. Lothar beholdt kun Italien. Han blev senere forsonet med sin fader, som i 838 tildelte ham næsten hele den østlige halvdel af riget, mens den vestlige (Frankrig) gik til Karl. Efter Ludvigs død gik Karl og Ludvig den Tyske i krig mod deres broder Lothar, som prøvede at genforene riget under hans styre. Slaget ved Fontenoy (841) stoppede Lothar selvom det endte uafgjort. Karl og Ludvig den Tyske genoptog deres alliance i 842 (se Strasbourg-eden) og tvang Lothar til at underskrive den afgørende Verdun-traktat, som delte Charlemagnes rige blandt de tre brødre; Lothar beholdt den kejserlige titel. Han underinddelte sine domæner mellem sine sønner Ludvig II, som blev kronet som kejser af Rom i 850, Lothar, konge af Lotharingia, og Karl. I 855 abdicerede han og blev en munk.