Paul Ludwig Anton von Benecken-Hindenburg

Tyskland, 2/10 1847-1934 23.01.13


 

Tysk feltmarskal, senere præsident. Havde omfattende militær erfaring. Deltog i den Østrigsk-tyske Krig i 1866 og den Fransk-tyske Krig 1870-71. Selvom han til sidst første den tyske hær til nederlag i 1. verdenskrig, blev hans rygte kraftigt forstærket af krigen. Blev i 1925 valgt til præsident og udnævnte i 1933 Adolf Hitler til kansler.

Tysk feltherre, født i Posen. Hindenburg nedstammer fra en gammel officersfamilie. Han blev kadet 1859 og løjtnant ved 3. garderegiment 1866, som han fulgte i krigen mod Østrig, og udmærkede sig ved Königgrätz. I 1870-71 deltog han i kampene ved Gravelotte, St. Privat og foran Paris. Efter at have gennemgået krigsakademiet 1873-76 blev han kaptajn 1878 og var med korte afbrydelser på grund af troppetjeneste til rådighed for generalstaben til 1888. Fra 1889-91 var Hindenburg afdelingschef i krigsministeriet, hvorpå han 1893 som oberst blev chef for Infanterie Regiment Nr. 91 i Oldenburg og i 1896 stabschef ved VIII. Armékorps. Fra 1900-03 var han divisionsgeneral i Karlsruhe og udnævntes derpå til chef for IV. armékorps i Magdeburg, hvor han forblev, indtil han 1911 indgav sin afskedsbegæring. I 1905 var Hindenburg blevet udnævnt til general der Infanterie. Hindenburgs militære løbebane i fredens dage frembyder således ingen epokegørende overraskelser, og det er først hans fortrinlige føring af den tyske østhær, der skaber hans verdesnry og gør ham til det tyske folks afgud. Ved krigens udbrud meldte Hindenburg sig tiltjeneste og fik 15. august overkommandoen på den tyske Østfront – med Ludendorff som generalstabsceh – for at dæmme op for den russiske invasion. 27.-29 august vandt Hindenburg den første store sejr over russerne ved Tannenberg, og denne blev fulgt af flere betydelige og sejrrige kampe på østfronten. 9. november 1914 udnævntes Hindenburg til generalfeltmarskal. Sejrene på Østfronten i 1915 bragte stadig Hindenburgs navn i frogrunden, og da offensiven mod Verdun var strandet, måtte von Falkenhayn træde tilbage som de tyske hæres generalstabschef og leder, og kejseren kaldte da 1916 Hindenburg til denne post. Han fulgtes ti det tyske hovedkvarter af Ludendorff, der blev 1. generalkvartermester (stabschef hos overgeneralen). På Vestfronten mødte Hindenburg betydelig større vanskeligheder end på Østfronten, og i 1917 måtte han endog befale den store tilbagetrækning af fronten i Nordfrankrig. I de store begivenheder i 1918 var Ludendorff højere grad drivfjederen end Hindenburg selv; men efter nederlagene og kapitulationen i november 1918 blev Hindenburg tilbage. I medgang og modgang har Hindenburg haft ét for øje: Pligten mod land og folk. Da våbenlykken svigtede og kejseren abdicerede, gik Hindenburg i den tyske republiks tjeneste og ledede demobiliseringen af de tyske hære. Den 3. juli 1919 nedlagde han kommandoen. Hvilken rolle den gamle generalfeltmarskal har spillet i Tysklands politik under krigen er endnu uklart, men meget tyder på, at han har været en altfor passiv tilskuer til den ærgerrige Ludendorffs høje spil. Hindenburg var først og fremmest soldat af den ældre skole og har som sådan set lidt ned på politikeren. Trods alle nederlag og al revolution har Hindenburgs navn bevaret sin gode klang i Tyskland i den menige tyskers øren. Talrige er de æresbevisninger, der blev Hindenburg til del. Han er således æresborger i mere end 25 byer. Dr. h. c. ved universiteterne i Königsberg og Breslau. Krigsskibe og store oceanflyvere er opkaldt efter Hindenburg. Efter rkigen nedskrev Hindenburg sine erindringer »Aus meinem Leben«, der danner en behagelig nøgtern modvægt til fremstillingerne i Ludndroffs bog. (HK5/1922)