Tannenberg II
Polen

Første Verdenskrig, 1914 09.10.16

Tre dage efter den russiske sejr ved Gumbinnen den 20. august, modtog den tyske 8. armé i Østpreussen to nye ledere: general Paul von Hindenburg som øverstkommanderende og general Erich Ludendorff som stabschef. Til held for tyskerne fulgte den russiske 1. armé, under general Pavel Rennenkampf, ikke sin oprindelige triumf op. Dette gav de nye tyske kommandører tid til at koncentrere sig om den russiske 2. armé, som rykkede op sydfra. Under Aleksandr Samsonov krydsede denne styrke på fem korps grænsen for at angribe det tyske XX korps under general Friedrich von Stoltz den 22. august og drive det tilbage til Tannenberg. Den 8. armé var allerede ved at dreje bort fra Rennenkampf og rykke sydpå mod Samsonov (en plan udarbejdet af oberst Max Hoffmann, stedfortrædende operationschef). Det XVIII korps (August von Mackensen) og I reservekorps (Otto von Below) marcherede mod den højre flanke af den russiske 2. armé, mens I korps (Hermann von Francois) tog jernbanen for at komme ind på den venstre flanke. Den 26. august gik den gigantiske dobbeltindkredsning i værk (delvist hjulpet af aflytning af russiske radiobeskeder som blev sendt ukodet).
   Samsonov, som ikke var klar over koncentrationen imod ham, genoptog sit kluntede angreb samme dag langs en 110 km bred front. Aktionen åbnede på hans højre flanke (nordøst), hvor hans afsendte VI korps, som marcherede frem for tæt på hovedstyrken, ramlede ind i Mackensens XVII korps. Hen imod slutningen af en dag med forvirrede kampe, kom Belows korps frem for at støtte Mackensen. Russerne blev slemt tilredt og faldt tilbage, hvilket blottede Samsonovs midte. Her havde den russiske kommandør kun gjort små fremskridt under svære kampe. Trods den strammende knibtang mod ham, beordrede han friske angreb den følgende dag (27. august). Men nu var Francois nået frem mod vest, og tidligt den morgen drev han den russiske venstre flanke tilbage med en altødelæggende artilleribombardement. De to enorme hære, som talte i alt 300.000 mand, faldt nu over hinanden langt en 65 km bred front.
   Den 28. august stødte Francois igen østpå med sit korps, hvilket oprullede den russiske venstre flanke under endnu en kraftig spærreild. Imens stødte Below frem mod den åbne russiske flanke ved Allenstein (Olsztyn), som Mackensen forfulgte Samsonovs brudte fløj (VI korps). Fra sit hovedkvarter ved Neidenburg forlod Samsonov sin fortsat mindre kontrol med slaget. Han sprang på en hest og red frem til fronten i et håbløst forsøg på at samle sine tropper ved personlig kommando. Samme nat beordrede han en general retræte for 2. armé.
   I løbet af de to næste dage, 29. og 30. august, strømmede russerne østpå gennem sumpe og tætte skove. De to midterste korps, som var trængt dybest ind i Østpreussen, havde længst at gå for at undgå den strammende tyske skruestik. Begge enheder faldt fra hinanden mens kommandørerne, general Martos og Kliouev, blev taget til fange. Samsonov begik selvmord under flugten. Hele den 2. armé blev praktisk talt udryddet i en af de største katastrofer i militærhistorien – 92.000 blev taget til fange, 30.000 blev dræbt eller meldt savnet, og omkring 400 (ud af 600) kanoner gik tabt. Tyske tab udgjorde 13.000 dræbte, sårede og savnede. Hindenburg vendte nu den 8. armé omkring for at stå overfor Rennenkampf, som næsten ikke havde taget et eneste træk for at redde Samsonovs armé fra udryddelse.