Ukraine

Den mægtige tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 var strøget gennem Ukraine uden alvorlige hindringer. Året efter var de nazistiske hære fortsat i Ukraine og forbi. Men frem til foråret 1943 havde Sovjetunionen vundet en afgørende sejr ved Stalingrad og havde fordrevet de tyske styrker fra Kaukasus. Scenen var nu sat for en stor russisk offensiv som ville trænge sydvest på ind i Ukraine på en 800 km bred front mellem Prist-sumpområdet mod nord og Sortehavet mod syd.
   Fra Orel sydpå blev de røde arméer kommanderet af generalerne Markian Popov, Konstantin Rokossovski, Nikolai Vatutin, Ivan Konev, Rodion Malinovski, Fedor Tolbukhin og Ivan Petrov. Fra den 23. juli kværnede de russiske angreb, som omfattede tanks, fly og ekspertbrug af samlet artilleri, uophørligt fremad. Kun af og til, og da kun i kort tid, kunne det synkende tyske forsvar holde den sovjetiske damptromle stangen. Popov erobrede Orel den 5. august. Vatutin tog Belgorod, næsten 320 km mod syd, samme dag og trængte derpå mod sydvest for at hjælpe Konevs angreb på Kharkov. Dette medtagne forbindelsescenter og tidligere hovedstad i Den Ukrainske Sovjetrepublik var gået tabt for anden gang til tyskerne tidligere på året. Men nu var den indkredset fra tre sider og blev vundet for sidste gang den 23. august, trods Hitlers ordrer om at byen skulle holdes for enhver pris. Derpå vendte Vatutin tilbage mod nordvest for at slutte sig til Rokossovski i et gennembrud til Konotop i september, et godt stykke inde i Ukraine.
   Imens 320 km syd for Kharkov åbnede Tolbukhin et angreb den 22. august mellem Stalino og Azov-havet. Her jog russisk panser tyske militstropper på flugt og trængte ind i Taganrog den 30. august. Malinovskis støttearmé tog Stalino den 7. september. Endnu længere mod syd ramte Petov det sidste tyske brohoved i Kaukasus, som strakte sig fra Taman-halvøen sydpå til byen Novorossisk. Den 15. september brød den Røde Armé en et år lang belejring ved at bryde ind i Novorossisk. Resterne af otte tyske og seks rumænske divisioner trak sig tilbage over Kerch-strædet ind i Krim den 28. september. Her holdt den tyske 27. armé ud indtil det følgende forår.
   Som det sovjetiske stormløb fortsatte over både de centrale og sydlige fronter, indså tyskerne at deres tvungne tilbagetrækning til det enorme, ufremkommelige sumpområde Pripet ville dele deres styrker. Derpå udkæmpede tyske generaler kostbare retrætekampe for at hjælpe større enheder ud nordpå ind i Hviderusland (Byelorussia) og sydpå ind i Ukraine. I en indsats for at stabilisere en vinterstilling beordrede den tyske højkommando feltmarskalerne Günther von Kluge i midten og Erich von Manstein mod syd til at holde linjen ved Dnieper. Men den røde hær tilintetgjorde snart denne stilling med fremrykninger på fire nummererede ukrainske fronter.
   Mod nord på den 1. ukrainske front var det næste større russiske mål hovedstadsbyen Kiev. Den 23. september krydsede Rokossovski Desna-floden for at erobre Chernigov, 120 km nordøst for Kiev. Til venstre for ham slog Vaturin bro over Dnieper i begyndelsen af oktober nord og syd for Kiev og erobrede derpå denne berømte gamle by bagfra den 6. november. Vatutun trængte 160 km vestpå på en uge til Korosten og Zhitomir, inden Manstein kastede fremrykningen tilbage med et desperat modangreb leveret af Panzer-eksperten general Hasso von Manteuffel.
   På den anden ukrainske front, nede ad strømmen af Dnieper, etablerede Konev et brohoved overfor Kremenchug i begyndelsen af oktober og ilede derpå mod sydvest halvvejs over den bule der blev dannet af flodens østgående bugtning. Denne fremrykning åbnede den tredje ukrainske front, hvor Malinovski krydsede floden for at tage Dnepropetrovsk den 25. oktober fra feltmarskal Paul von Kleists armégruppe »A«. Da størstedelen af de tyske reserver var trukket nordpå, opnåede den fjerde ukrainske front relativ nem fremrykning fra Zaporozhe sydpå. Tolbukhin trængte frem over toppen af Perekop-landtangen for at nå mundingen af Dnieper ved Sortehavet i begyndelsen af november. Den største tyske styrke på Krim var nu isoleret.
   I 1944, uden nogen sammenhængende tysk linje foran sig, trængte de røde arméer tværs over den vestlige halvdel af Ukraine. Vatutin brød ud fra frontfremspringet ved Kiev og indledte vinteroffensiven den 24. december 1943. Ved udgangen af det år havde han generobret Korosten og Zhitomir, og den 4. januar krydsede han den polske grænse fra 1939. Derpå trængte en nordlig styrke 160 km fremad for at tage Lutsk (Lock) den 5. februar. Et sydligt fremstød sluttede sig til Konevs højre flanke som omringede (den 3. februar) ti tyske divisioner, som Hitler havde beordret til at klamre sig til den sydlige side af fremspringet ved Kiev, på Dnieper nær Cherkassy. Den forgæves tyske indsats for at undsætte denne håbløst fangede gruppe (18.000 overgav sig den 17. februar) kostede Manstein yderligere 20.000 tab og størstedelen af hans reserver. Som et resultat faldt Nikopol, i den sydlige bugtning på Dnieper, til Tolbukhin den 8. februar. Tolbukhin gjorde derpå holdt for at rydde op syd for Dnieper-bugtningen og for at angribe gennem Perekop-landtangen ind i Krim. Imens skubbede Malinovski den 3. ukrainske front fremad til Krivoi Rog den 22. februar.
   I begyndelsen af marts fik den dygtige Vatutin et fatalt sår. Georgi Zhukov overtog kommandoen med den 1. ukrainske hær i tide til at indlede den russiske forårsoffensiv. Den 4. marts kastede Zhukov sig fremad fordi den øvre Bug for at nå forstæderne til Tarnopol fem dage senere. Mod syd angreb Konev den 6. marts, jog en panzer-styrke nær Uman på flugt og trængte videre frem mod Bug. Han krydsede floden den 15. marts og kørte 110 km vestpå for at erobre den tyske pontonbro over Dniester ved Mogilev. Bag dette spydhoved faldt Vinnitsa, Hitlers tidligere hovedkvarter i Ukraine, den 20. marts. Længst mod syd holdt Malinovski trit ved at trænge gennem Dniepers og Bugs mundinger, erobre Kherson den 13. marts og Nikolayev den 28. marts.
   Inden udgangen af marts havde Zhukov krydset de øvre stræk af både Dniester og Prut for at gå ind i førkrigs Rumænien. Konev trængte frem til Prut nær Jassy (Iasi) den 28. marts. Denne kombinerede fremrykning bragte russerne frem til foden af Karpaterne. Et fremstød gennem Jablonica-passet, som Zhukov nåede den 1. april, ville nu bringe de røde arméer ind på den ungarske slette. Hitler reagerede hurtigt ved at besætte Ungarn. Desuden kastede et tysk modangreb fra Lvov (det tidligere Lemberg) Zhukovs spydhoved tilbage. Dette var den første større tyske aktion anført af general Walther Model, som havde afløst den dygtige men nu miskrediterede Manstein. På omkring samme tid blev Kleist afløst af general Ferdinand Schörner.
   Konev, som også var blevet blokeret langs den nordlige rumænske grænse, vendte sin venstre fløj sydpå ned ad Dniester. Denne bevægelse truede bagtroppen af de tyskere som stod overfor Malinovskis fremstød langs med den nordlige bred af Sortehavet. Som et resultat blev tyskerne trængt ud af havnebyen Odessa den 10. april.
   Slaget om Ukraine var praktisk talt forbi. Da de røde arméer genoptog deres offensiv i juli, faldt den sidste vigtige by stadig i tyskernes hænder, Lvov, på to uger (27. juli). På det tidspunkt strømmede russiske tropper gennem Balkan og Polen.