Polen-Østpreussen

Den store russiske vinteroffensiv i 1943-44 havde trængt den tyske hær tilbage inden for Polens grænser fra 1939. Derefter blev Polen i sommeren 1944 for anden gang en af krigens plyndrede slagmarker. Kampene åbnede på to fronter samtidigt - i nord mellem Østersøen og Pripet-sumpene og i syd mellem Pripet og Karpaterne.
   Den nordlige front fik navnet Fatherland-linjen af tyskerne, fordi den beskyttede das Reichs hjemmeterritorium. Her trængte general Ivan Chernyakhovskis 3. hviderussiske armé over Niemen-floden (Nemunas) i Litauen-Hviderusland på tre steder. Den højre (nordlige) gren erobrede Kaunas (Kovno) den 1. august og pressede frem mod den østlige grænse til Østpreussen. Den midterste gren, som havde slået bro og floden ved Grodno den 26. juli, kørte frem mod Suwalki og den sydøstlige kant af Østpreussen. Til venstre (syd) havde Chernyakhovski slået sig sammen med general T. F. Zakharovs 2. hviderussiske armé for at erobre Bialystok den 18. juli.
   Derpå svingede Zakharov mod nordvest og også han trængte frem mod Østpreussen. Men de nazistiske forsvarere af den historiske tyske provins, under feltmarskal Ernst Busch, gjorde stædigt modstand. Længere mod syd kørte general Konstantin Rokossovskis 1. hviderussiske armé over Bug-floden den 22. juli og drejede nordpå for at storme ind i den gamle fæstningsby Brest Litovsk seks dage senere. Derpå kastede Rokossovski sig frem mod Warszawa, passerede gennem Siedlce for at nå hovedstadens østlige forstad ved Praga den 31. juli. Dette russiske fremstød til Vistula antændte et undergrundsoprør inde i Warszawa. Opstanden blev skånselsløst slået ned og tre elite SS (Schutzstaffel, eller beskyttelseskorps) ilede til Warszawa for at kaste Rokossovskis spydspids tilbage. Men marskal Georgi Zhukov, som havde overtaget den 1. hviderussiske armé, nåede frem til linjen med Vistula på denne front.
   Syd for Pripet-sumpene havde den russiske venstre fløj indledt sommeroffensiven den 16. juli, da marskal Ivan Konevs 1. ukrainske armé gik til angreb langs en 200 km bred front mellem Luck (Lutsk) og Tarnapol. Den 20. juli gik Konev ind i Rawa Ruska og slog styrkerne under feltmarskal Walther von Model, som nu kommanderede de tyske arméer i denne sektor, på flugt. Længere sydpå havde general Ivan Petrov sluttet sig til angrebet for at erobre Stanislav og presse fremad. Lvov, som nu var i klemme, faldt den 27. juli. Konev-Petrov teamet, som stødte vestpå, krydsede San ved Jaroslaw og Przemysl den 28. juli. Fremstødets fremdrift førte den 1. ukrainske armé til et brohoved på den anden side af Vistula ved Baranow, syd for Warszawa, den 1. august.
   Den russiske sommeroffensiv, som begyndte i Hviderusland og Ukraine, var stormet 725 km frem til Vistula på fem uger. Men de tyske arméer samledes for at holde flodlinjen i yderligere seks måneder. Derefter skiftede kampene sydpå over Karpaterne.
   Den 12. januar 1945 åbnede Rusland sin sidste store offensiv langs en 1.200 bred front. Som spydspidser for de overvældende infanteriangreb var enorme Stalin tanks (bevæbnet med 122mm kanoner), som nu blev leveret til kampenheder i stort antal. Mod syd kastede tre arméer under marskal Konev (den stærkeste russiske styrke, med 32 infanteridivisioner og 8 panserkorps) sig ud fra Baranow-brohovedet over Vistula-floden. Den venstre fløj drejede mod sydvest mod Kraków, mens midten kørte vestpå mod Oppeln. Konevs panser, som i gennemsnit kørte 29 km om dagen, nåede disse byer henholdsvis den 19. og 26. januar. Dette fremstød mod den øvre del af Oer afskar det vigtige industriområde Øvre Schlesien.
   Imens var Konevs armé på højre flanke svinget mod nord frem brohovedet ved Vistula for at omgå de tyske styrke, som stod overfor Zhukov hviderussere i midten, i flanken. Zhukov havde indledt sit angreb over Vistula den 14. januar. Warszawa blev omgået og faldt den 17. januar. På seks dage drønede russisk panser 240 km vestpå mellem Vistula- og Warta-floderne, og omgik de befæstede forbindelsescentre ved Thorn (Torún) og Posen (Poznán). De smuldrende tyske styrker i dette område blev kommanderet af den nazistiske gestapochef Heinrich Himmler. Den 30. januar var Zhukov ved at krydsede Brandenburger-grænsen mindre end 160 km fra Berlin. Konevs styrker rykkede frem så samme højde til venstre. På mindre end tre uger var de røde arméer strømmet næsten 480 km frem for at trænge ind på tysk førkrigsterritorium.
   Til højre trængte Rokossovski, som nu kommanderede den 2. hviderussiske armégruppe, mod nordvest for at nå Østersøen vest for Danzig (Gdansk) den 26. januar. Denne offensiv rev et kæmpe hul i den tyske front og isolerede de tyske forsvarere af Østpreussen. Rokossovski vendte derpå mod øst. Han sneglede sig vej ind i Gdynia den 28. marts og ind i Danzig to dage senere.
   Imens var lommen i Østpreussen, som blev presset af Rokossovski fra sydvest, kommet under belejring mod syd og øst af den 3. hviderussiske gruppe. Den 1. februar delte general Chernyakhovski lommen ved at skære sig vej til Østersøen mellem Elbing (Elblag) og provinshovedstaden Königsberg (Kaliningrad). Chernyakhovski blev dræbt i kamp den 18. februar. Hans afløser, marskal Aleksandr Vasilievsky, sammenpressede nådesløst den tyske forsvarslinje. Et tysk brohoved ved Braunsberg gav efter den 20. marts, og den 9. april overgav garnisonen i Königsberg på 90.000 mand sig. Slaget om Polen-Østpreussen var overstået; men slaget om Østtyskland var allerede begyndt.