I
en overvældende offensiv fra den 12.-31. januar, var tre store russiske
armégrupper stødt næsten 480 km gennem Polen for at
krydse den tyske grænse før krigen ind i Pommern, Brandenburg
og Schlesien. (Østpreussen var blevet isoleret og var under belejring).
Den 31. januar nåede pansrede spydspidser fra marskal Georgi
Zhukovs 1. hviderussiske gruppe Oder-floden ved Kústrin (Kostr-zyn),
mindre end 80 km fra Berlin. Her gjorde det russiske angreb holdt for
at forlænge begge flanker, rydde op i baglandet og omgruppere sig
for et sidste angreb ind i det centrale Tyskland. Mod nord rykkede Zhukov
ned af Oders østlige bred for at nå Baltic, tværs over
floden fra Stettin (Szczecin), den 4. marts. Østersøkysten
blev ryddet fra samlede angreb af Zhukovs gruppe og marskal Konstantin
Rokossovskis 2. hviderussiske gruppe fra øst. Derpå vendte
Rokossovski mod vest for at danne den højre flanke af den endelige
offensiv. Til venstre for ham overtog general Vassili
Sokolovski den 1. hviderussiske ved Küstrin, mens Zhukov overtog
kommandoen med hele Oder-Neisse fronten.
Mod syd var marskal Ivan
Konevs 1. ukrainske gruppe strømmet gennem Schlesien, med undtagelse
af det omringede Breslau (Wroclaw), som holdt ud indtil 7. maj. Derpå
trængte Konev vestpå og omgik den øvre Oder for at
nå Neisse-floden. Derefter stod russerne på en næsten
lige nord-sydgående linje fra Østersøen til Tjekkoslovakiet.
Det tyske forsvar af denne linje tilfaldt Ferdinand Schörner, som blev
forfremmet til feltmarskal i marts og fik kommandoen over alle nazistiske
arméer i øst. General Gotthard
Heinrici afløste Gestapo-chefen Heinrich
Himmler som kommandør for de tyske styrker ved Oder øst
for Berlin.
Mens tyske og russiske styrker stod overfor hinanden
i ti uger tværs over Oder-Neisse-linjen, angreb allierede tunge
bombefly nazistiske mål lige bag denne front. Den 7. marts krydsede
allierede arméer i vest Rhinen og begyndte at strømme gennem
det smuldrende tyske forsvar. Den 14. april skilte kun 120 km de to fronter
i det centrale Tyskland.
Denne dag, efter en ødelæggende spærreild
fra artilleriet, stormede Konevs arméer tværs over Neisse-floden
mod Dresden. Den røde styrke begyndte snart at rykke fremad med
så meget som 30 km pr. dag. Mod nord strømmede den 1. hviderussiske
gruppe, støttet af størstedelen at det taktiske sovjetiske
luftvåben, ud af Küstrin (Kostrzyn) brohovedet. Omkring 4.000
tanks tromlede vestpå mod Berlin. Længere mod nord sprang
Rokossovski også over Oder for at sætte hele fronten i flammer.
Til venstre skiftede Konev pludselig akse på sin
fremrykning nordpå langs med Spree-floden. Dette angreb slog en
stor tysk reserve på flugt, som var parat til at angribe Sokolovskis
venstre flanke. Den 18. april var den nazistiske forsvarslinje brudt sammen.
Russiske panserkolonner trængte ind i Berlins forstæder to
dage senere. Den 25. april havde Zhukovs styrker omringet byen, som faldt
den 2. maj.
Mod nord var de russiske arméer marcheret gennem
Rostock den 27. april, på deres vej mod vest for at slutte sig
til den allierede feltmarskal Sir Bernard
Montgomerys 21. armégruppe. Imens mod syd var Konevs tropper
trængt frem til Elben. Her mødte en russisk patrulje en patrulje
fra den amerikanske general Omar
Bradleys 12. armégruppe (69. division fra 1. armé) ved
Torgau, 96 km syd for Berlin, den 25. april. Nazityskland var blevet delt
i to. Adolf Hitler begik selvmord seks dage senere og den næste lammede
tyske regering søgte nu om omgivelse. Den 4. maj kapitulerede alle
de nordtyske arméer, inklusiv dem i Danmark og Holland. Betingelsesløs
overgivelse for alle tyske styrker kom den 8. maj. Den største
militærmaskine i verdenshistorien var blevet overmandet af en endnu
større styrke, skabt af gensidige behov fra Sovjetunionen, Storbritannien,
Frankrig og USA.