Krigen, som åbnede med den russiske belejring af Danzig i 1733, skiftede til Italien som hovedskuepladsen for operationer i 1734. Her stod Ruslands allierede, Østrig (tysk-romerske kejser Karl VI) overfor Frankrig, Spanien og Savoyen (Sardinien). Den østrigske hær i Italien led under en mangel på aggressiv ledelse fra Wien og under svag ledelse i felten. Ved Parma, 120 km sydøst for Milano, udkæmpede østrigerne et uafgjort slag den 29. juni mod en fransk styrke under marskal François Coigny (den 80 år gamle marskal duc Claude de Villars, fransk helt fra den Spanske Arvefølgekrig, var død i felten). Feltmarskal grev Claudius Mercy, den østrigske kommandør, blev dræbt. Ingen andre ledere kunne sætte nyt liv i det kejserlige tropper, som senere blev manøvreret ud af Milano og Po-dalen af franskmændene (Louis XV) og ud af de neapolitanske provinser af spanierne (Philip V) frem til udgangen af 1735. Da Wien-traktaten sluttede krigen i 1738, beholdt Østrig Milano men mistede Neapel og Sicilien (kongedømmet De to Sicilier) til den spanske bourbon-monark Charles IV (Carlos), søn af Spaniens Philip V. I mellemtiden var der også udbrudt kampe langs den øvre del af Rhinen.