Kina II
Asien
Dagen efter at japanske angreb i Stillehavet bragte denne skueplads ind i Anden Verdenskrig,
erklærede Kina krig mod Japan (foruden mod Tyskland og Italien). Dette
skridt forøgede de kinesisk-japanske kampe under den fire år lange
kinesiske »episode« til en krig i fuld skala. Gereralissimo
Chiang
Kai-shek blev øverstkommanderende over de allierede på den kinesiske
front. Han sendte tre af sine bedste arméer (5., 6. og 66.) til grænsen
til Burma, hvor de kom under kommando af den amerikanske general Joseph
Stilwell. Men den japanske offensivs pludselighed og voldsomhed gav
ikke de allierede tid nok til at forberede tilstrækkelige forsvarsværker.
Japan modtog Thailands kapitulation den 9. december og marcherede 3 dage
senere tværs over denne nation til grænsen mod Burma. Burma kom under
angreb den 16. januar. Trods for til tider voldsom modstand, rykkede japanske
land- og luftstyrker uafladeligt fremad. Lashio, den sydlige endestation
for den vitale Burma-vej til Kunming, faldt den 29. april. En japansk
styrke svingede derefter nordpå for at angribe den vestlige Yunnan-provins,
bagdøren til Kina, mens hovedfremrykningen fortsatte i Burma. Pr. 15.
maj var Burma blevet løbet over ende og den kinesiske ekspeditionsstyrke
bedrøveligt decimeret. Af sidstnævnte trak en del sig tilbage vest på
med Stilwell til Ledro på grænsen til Indien, resten trak sig tilbage
til kinesisk jord for at hjælpe med forsvaret af Yunnan.
Den mest effektive allierede hjælp kom fra luften. Efter
at japanerne havde afskåret Burma-vejen, fløj det amerikanske luftvåbens
transportkommando forsyninger fra Indien over den 500 mil lange Himalaya-bjergkæde
til Kunming. Tidligere havde en lille gruppe amerikanske piloter, den
frivillige amerikanske gruppe, eller Flyvende Tigre, organiseret sig i
august 1941 ved Kunming under Claire Chennault. Med kun 50 fly nedskød
denne gruppe 284 japanske fly og ødelagde yderligere 100 på jorden. Den
14. juli 1942 blev De Flyvende Tigre en del af det amerikanske militæretablissement,
under general Chennault. Det følgende år blev den forstærkede gruppe,
som da havde vundet lokalt luftherredømme i det sydvestlige Kina, til
US 14th Air Force.
På landjorden indledte Japan en række offensiver
med den hensigt at udvidde sit kontrolområde, at ødelægge
det voksende antal kinesisk-amerikanske luftbaser og skære en syd-nord
gående korridor (Canton-Kankow-Peking) gennem Kina. Det første
større angreb kom i slutningen af 1941 mod Changsha, i den syd-centrale
del af Hunan-provins. Dette blev slået tilbage med svære tab
den 15. januar 1942, af den tilsyneladende forbedrede kinesiske hær.
Om sommeren angreb japanerne i det øst-centrale Kina langs Chekiang-Kiangsi
grænsen for at neutralisere Chuhsien flyvepladsen. I nord pressede
japanerne vestpå til den øvre Gule (Hwang Ho) flod, men de
gjorde ingen reel indsats for at krydse denne vandvej. denne linje blev
forsvaret af Mao
Tse-tungs kinesiske kommunister, med hovedkvarter ved Yenan. Angiveligt
allieret med Chiangs styrker, viste Maos tropper sig ofte at være
troløse venner, og japanerne frygtede at en større offensiv
i denne sektor kunne hele Kinas interne strid.
I 1943 indledte japanske tropper en fremrykning vestpå
i Hupeh-provinsen for en overgang syntes at true krigstidshovedstaden
Chungking. Men den 31. maj havde kinesisk modstand tvunget angriberne tilbage.
En anden fremrykning, denne gang i den sydlige Hunan-provins, begyndte
den 2. november med 100.000 japanske som angreb risskålscenteret
Changteh. Efter brutale kampe med svære tab på begge sider
kastede kineserne fjenden tilbage i slutningen af december. Denne sejr
skyldtes i høj grad den assistance som kom fra 280 amerikanske bombefly
stationeret i Kina. Det var første gang at stærke luftstyrker
havde støttet kinesiske landtropper.
Slaget om Kina tog fart i 1944. I april optrappede Japan
sine angreb (kaldet Operation Ichi-Go) mod luftbaser, især
i det syd-centrale Kina. Bitre kampe fandt sted i Kiangsi og Kwangsi.
I disse provinser var japanerne i tand til at erobre syv flyvepladser,
som det havde taget titusinder af arbejdere måneder at bygge med
håndkraft. I deres langsigtede bestræbelser på at vinde
kontrol med den vitale jernbane mellem Peking og Canton, havde japanerne
lignende succes. Et angreb i april tvang kineserne ud af det strategiske
punkt ved Cheng-chow i Honan, på linjen mellem Peking og Hankow (Wuhan),
og frem til den 17. juni havde japanerne ryddet hele linjen nord for Yangtze.
Syd for floden strømmede ti japanske divisioner ind i Changsha
den 19. juni og trængte frem ned langs Hankow-Canton jernbanen til
Hengyang i det sydlige Hunan. Her kæmpede den kinesiske 10. armé
under general Hsueh-Yueh næsten til sidste mand, inden den brød
sammen den 8. august. Resten af linjen som løb sydpå ind
i Canton faldt til japanerne seks måneder senere. Men selv efter
at denne vitale blodåre tværs gennem Kina fuldstændigt
var på japanske hænder, var den så grundigt ødelagt
at japanerne aldrig var i stand til at bruge den til at betjene hele ruten
Canton-Peking.
Trods
de mange japanske fremskridt mod øst, viste 1944 sig at blive vendepunktet
for de allierede i det sydvestlige Kina. I januar begyndte allierede styrker
(inkl. amerikansk-trænede kinesiske divisioner og de første
amerikanske tropper som kæmpede i Asien) at angribe fra Indien tværs
gennem Burma. Denne offensiv, anført af Stilwell (under kommandøren
i det sydøstlige Asien, den britiske admiral Lord Louis
Mountbatten) trængt stødt frem mod Kinas Yunnan-provins.
På samme tid indledte marskal Wei
Li-huang et fremstød ned langs med Burma-vejen fra Kunming
med 12 kinesiske divisioner. Disse fremrykninger havde til hensigt at
forbinde Burma-vejen med Stilwell-vejen, som blev bygget østpå
bag Stilwells offensiv fra Ledo, 480 km væk. (I oktober 1944 afløse
den amerikanske general Albert
Wedemeyer Stilwell i Kina, mens den amerikanske general Daniel
Sultan overtog styrkerne i Indien-Burma.
Den 28. januar 1945 fik tropper fra Burma- og Yunnan-fronterne
forbindelse 120 km nord for Lashio. Den 7. marts blev selve Lashio indtaget,
hvilket åbnede Ledo-Burma vejen for lastbilskonvojer til Kunming.
Imens hamrede amerikanske B-29 Superfortress bombefly, som opererede fra
håndbyggede baser dybt inde i det indre Kina, mod fjerntliggende
japanske mål.
I 1945 greb den gentrænede og nyudrustede kinesiske
hær initiativet på adskillige fronter. I det vestlige Hunan
resulterede et japansk angreb på Chihkiang-flyvepladsen i en afgørende
kinesisk sejr. I Kwangsi befriede kinesiske tropper Nanning og genvandt
de vigtige luftbaser ved Liuchow (i juni) og Kweilin (i juli) som var
gået tabt under den japanske offensiv i 1944. Mod øst vandt
kineserne en base på kysten i maj ved at erobre Kowloon, over for
Hong Kong. Guerillaaktiviteten blev intens. Men sejrerne i Kina var kun
en lille del af de stadig kraftigere allierede stød mod Japan –
til søs, i luften og på øerne i Stillehavet.
Endeligt den 14. august 1945 accepterede Japan de allieredes
betingelser for betingelsesløs overgivelse. General Yasutsugu
Okamura, kommandør for de japanske ekspeditionshær i
Kina, overgav sig til Generalissimo Ching, hvilket afsluttede mere end
otte års kinesisk-japanske fjendtligheder, som var startet med »episoden«
ved Marco Polo-broen. (Den japanske Kwantung-hær i Manchuriet overgav
sig til Sovjetunionen). Totale kinesiske tab beløb sig til mere
end 3.200.000 officerer og menige, inkl. mere end 1.319.000 dræbte.
Civile tab var sandsynligvis højere.
