I
seks måneder efter det hårdt udkæmpede slag ved Stones
River, forblev begge de fjendtlige hære i det østlige
Tennessee inaktive. Derpå manøvrerede den føderale
general William
Rosecrans i juni fra Murfreeboro mod Tullahoma med så stor dygtighed,
at den konføderale kommandør, general Braxton
Bragg, trak sig tilbage syd for Tennessee-floden til Chattanooga den
4. juli. (På dette tidspunkt led de konføderale afgørende
nederlag på to andre fronter — ved Gettysburg,
Pennsylvania, og Vicksburg,
Mississippi). Rosecrans tøvede igen og krydsede derpå Tennessee
sydvest for Chattanooga i begyndelsen af september. Han marcherede østpå
for at komme bag om Chattanooga, med tre korps i bredden men vidt adskilte
på en 65 km bred front: general Thomas
Crittenden (XXI) mod nord, general George
Thomas (XIV) i midten, og general Alexander
McCook (XX) mod syd.
Bragg evakuerede hurtigt Chattanooga den 8. september,
og begyndte at rykke sin hær 35 km sydpå til Lafayette, Georgia,
overfor den føderale midte. I ti dage manøvrerede begge
sider for at opnå en fordel over dårlige veje i skovklædt
bjergterræn. I denne periode besatte Crittenden Chattanooga og marcherede
derpå mod syd for at slutte sig til Rosecrans hovedstyrke. Til sidst
samlede Bragg sine tre korps vest for Chickamauga Creek i position til
at angribe Crittenden og derved omgå de føderales venstre
flanke og afskære dem fra deres nye forbindelseslinjer tilbage gennem
Chattanooga. Den 19. september foretog de konføderale korps under
generalerne William
H. Walker, John
Hood (som anførte James
Longstreets to divisioner) og Simon Buckner fra nord til syd, et frontalangreb
mod de føderale. De havde forventet at ramme fjendens yderste venstre
flanke men løb i stedet ind i Thomas' korps, som var rykket op
til Crittendens venstre bagside. Det var en dag med forvirrede, uafgjorte
kampe.
Den 20. september genoptog Bragg angrebet, først
fra hans højre midte, hvor general Leonidas
Polk havde taget kommandoen, og derefter med forlængelse tværs
over fronten til den sydlige fløj, nu anført af Longstreet.
Longstreets angreb fandt ved en tilfældighed et hul i den føderale
linje. Rosecrans højre fløj blev rullet op og tvunget tilbage
på hans venstre side. Idet han troede at slaget var tabt, trak den
føderale kommandør sig tilbage mod nordvest, efterfulgt af
korpsene under Crittenden og McCook. Selvom han nu blev presset fra syd
(af Longstreet) foruden fra øst (af Polk) holdt Thomas stædigt
sit korps på plads. Tidligt på eftermiddagen fik han forstærkninger
fra nord af den årvågne kommandør for reservekorpset,
general Gordon
Granger. Thomas' faste modstand, som gav han øgenavnet
»klippen fra Chickamauga«, begrænsede det føderale
nederlag. Han trak sig tilbage til Rossville Gap samme nat. Rosecrans trak
hele sin hær ind i Chattanooga. Bragg, hvis fejl ved ikke at følge
energisk efter kostede de konføderale en stor triumf, nærmede
sig byen og belejrede den.
Af de 58.000 føderale tropper ved Chickamauga,
blev 1.657 dræbt, 9.756 såret og 4.757 meldt savnet. Konføderale
tab blandt deres 66.000 effektive soldater var 2.312 dræbte, 14.677
sårede, 1.468 savnede. Foruden Thomas, som afløste Rosecrans
den 19. oktober, vandt Granger også et ry som resultat af hans indsats
i slaget. McCook og Crittenden, de andre korpskommandører, blev
afsat. Ryet for adskillige af de sejrrige generaler led også skade
– Polk, Daniel
Hill og Thomas
Hindman blev alle afsat. Longstreet modtog ros for sin aggressivitet.