|
Filippinerne |
|
| Asien | 22.10.14 |
Historie: Filippinerne opdagedes 1521 af Magellan, der kaldte dem St. Lazarus-øerne, men først 1565 begyndte spanierne at tage øerne i virkelig besiddelse og gav dem navn efter Filip II. I 17. århundrede blev Filippinerne angrebet af hollændere og englændere. I syvårskrigen erobredes Manila af englænderne, men gaves tilbage til Spanien ved freden i Paris 1763. Først sent trængte det spanske herredømme ind til øernes indre, men efterhånden blev størstedelen af befolkningen katolsk og europæisk påvirket. Der fremkom da krav om mere frihed, og i 19. århundrede fandt hyppige oprør sted, det farligste 1896 ledet af Aguinaldo (s.d.). 1897 kuedes oprøret, men under den spansk-amerikanske krig ødelagde admiral Dewey den svage spanske flåde på reden ved Cavite 1. maj 1898 og tog Manila 13. august samme år. Aguinaldo vendte tilbage og søgte med amerikansk støtte at organisere en føderativ republik. Ved freden i Paris 10. december 1898 afstodes Filippinerne til de Forenede Stater, der styrede øerne som koloni. Der udbrød derfor oprør mod Staterne, men Aguinaldo blev fanget, og juli 1902 erklæredes oprøret for kuet. Trods den samtidig givne amnesti fortsattes oprørsbevægelsen flere steder, og i en række år måtte amerikanerne holde en større hærstyrke på øerne. Den første civile generalguvernør var W. H. Taft (s.d.) 1901-04, der gjorde sig fortjent ved sit besindige styre. 1904 indførtes et forbedret skatesystem, og 1907 fik øerne egen forfatning med delvis selvstændighed, så at valg til den første filippinske delegeretforsamling kunne afholdes juli samme år. Ny ny forfatning gaves af kongressen i Washington august 1916. Derved udvidedes øernes selvstyre yderligere, et senat og et repræsentamthus oprettedes, begge valgte af Filippinernes egne indbyggere, og cheferne for regeringsdepartementerne tages blandt indfødte, ligesom guvernørerne for de fleste provinser. (HK3/1921) |
|