Algerie
Afrika 19.11.14

Historie: Algerie svarer omtrent til oldtidens Numidien (s.d.). 46 f.Kr. blev det romersk provins og opnåede under romernes herredømme en materiel og kulturel blomstring som aldrig siden. I højere grad endn nu var hele landet under kultur, og ruinerne af store, rige byer som Lambæsis, Timgad og Tlemcen vidner om romertidens velstand og ordnede styre. Sammen med det øvrige rige deltog Algerie i den almindelige kulturnedgang ved oldtidens slutning, kristendommen vandt store udbredelse, og den numidiske kirkeprovins var en af de førende i udviklingen. Med folkevandringen endte den gode tid. 439 kom vandalerne fra Spanien og erobrede Algerie, der led meget ved deres hærgen. 534 erobredes det af Justinians feltherre Belisarius og stod under byzantinerne til arabernes komme i 7. århundrede. Disse måtte kæmpe hårdt mod talrige opstande af berberne, der iøvrigt hurtigt omvendte sig til islam og blev nogle af dens mest fanatiske og intolerante tilhængere. Den arabiske erobring ændrede ikke væsentlig befolkningsforholdene, men bragte et lidet talrigt militær-aristokrati som herskerkaste og en ny religion. Kalifatet i Damaskus og Bagdad kunne ikke bevare den fjerntliggende provins, der i tidens løb styredes af en række indfødte dynastier: aghlabiderne (s.d.) 800-909, fatimidenre (s.d.) 909-969 og hammadiderne 1014-1152. Ca. 1050 trængte en araberstamme Banu Hilal fra BNedjd ind i Algerie, plyndrede det åbne land og fordrev berberne til bjergegnene eller blandede sig med dem. Under disse urolige forhold besatte almoraviderne (s.d.) en del af Algerie, og almohaderne (s.d.) erobrede det hele 1152-1269. De følgende århundreder strides forskellige araber- og berberstammer om agten i Algerie, bl.a. hafsiderne i Tunis og meriniderne i Fez. Efter Granadas erobring 1492 tyede de spanske maurer til Algerie, men spanierne (Ferdinand den katolske) fulgte efter og erobrede Oran 1509, Bougie 1510 og fæstningen Peñon ved byen Alger 1511. Spaniernes angreb standsedes snart ved tyrkisk hjælp, og brødrende Barbarossa (s.d.) tog landet til len af sultanen. Det tyrkiske overherredømme var dog yderst løst og hvilede mest på særoverenskomster med stammerne og vedligeholdelse af disses uenighed. De tyrkiske tropper, en lang tid janitskarer, styredes af beilerbei'er 1518-87, pashaer 1587-1659, aghaer 1659-71 og dei'er 1671-1830. Under de sidste svandt den osmaniske overhøjhed ind til en ren formalitet, deiens magt var i virkeligheden uindskrænket. Under det tyrkiske herredømme blev sørøveriet i Middelhavet en rig indtægtskilde, navnlig i 17. århundrede trods talrige engelske og franske flådedemonstrationer. I 18. århundrede bedredes forholdet noget, især da de mindre europæiske stater gik ind på en fast årlig afgift, Danmark ved traktat af 10. august 1746. Under Napoleonskrigene tog sørøveriet atter fart, til en stor fransk ekspedition under Duperré og Bourmont erobrede Alger 1830 og fordrev tyrkerne. Franskmændenes hårdhed mod de indfødte bevirkede en række opstande ledede af Abd-El Kader (s.d.), der først overgav sig 1847. Hans overvinder, generalguvernøren Bugeaud (s.d.) fæstnede det franske herredømme, 1845 afløstes den militære af den civile administration, og landet deltes i 3 provinser, Alger, Oran, Constantine. Kampene mod bjergstammerne fortsattes dog stadig, i 1850erne erobredes en række oaser, bl.a. Laghuat, Tuggurt og Wargla, og kabylerne blev 1857 tvungne til fred. Organisationen af Algerie's styre ændredes flere gange, 1860 indsattes en militærguvernør, 1870 atter en civilguvernør med 3 præfekter, men først 1879 udnævntes han pga. opstandene under krigen med Tyskland. Også 1881, 1897 og 1898 kom det til nye opstande, der navnlig standsedes ved gennemførelsen af generalguvernør Jonnerts program at styre den indfødte og europæiske befolkning hver for sig. 1901 udskiltes Algerie's budget fra det franske. 1907 gennemførtes den nuværende ordning af administrationen. Det franske styre har givet Algerie ro og orden, det har ophjulpet landets rige hjælpekilder i overordentlig grad, og den tidligere uretfærdighed og hårdhed i styrelsen er vel for størstedelen afhjulpet. Men fremmeherredømme er det og som sådant ildeset af de indfødte, der ser hen til den dag, da de kan genvinde uafhængigheden. Trods dette synes der dog ikke at have været større uroligheder i Algerie i løbet af verdenskrigen 1914-19, og den tysk-tyrkiske opfordring til djihad, hellig krig, formåede ikke at bringe muhammedanerne i Algerie til at rejse sig. (HK1/1920)