Avions de Transport Règional ATR 42/72

|
AFM 9/10 : Den argentinske hærs luftkommando (Comando de Aviacion de Ejercito) er blevet tilbudt mindst 1 ATR42 fragtfly som afløser for 3 groundede G222 fly, som ikke har været i luften i adskillige år. Kilden til flyet kendes ikke. Typen er dog ikke specielt velegnet til militære operationer.
AFM 4/14 : Regeringen i Tchad har for nylig modtaget et ATR42-300 passagerfly [TT-ABE; c/n 230; ex OY-PCN; F-GKNC]. Flyet blev bygget i 1991 og har tidligere været i brug ved Airlinair i Frankrig.
AFM 2/15 : Et nyt ATR72-600 passagerfly [7T-VPE/F-WWER; c/n 1200] til Algeriets regering blev observeret under testflyvning ved Toulouse-Blagnac 5/12/2014. Flyet, som forlod frabrikken 12/12/2014 for at flyve til Algeriet, forventes at tilgå Groupement de Liaisons Aériennes Ministérielles (GLAM) til VIP-transport.
FG 13/4/16 : Marshall Aerospace and Defence har modtaget kontrakt fra Aerodata, som leverer specialmissionsystemer, for ombygning af 2 ATR 72-500 passagerfly til maritime overvågningsfly (MSA) for ukendt flåde. Marshall skal udvikle, producere og certificere specialmissionudstyret ombord på flyene, som forventes at komme i tjeneste ved kunden 2018 og 2019. De to-motorede fly vil bl.a. blive forsynet med radar, kamera, selvbeskyttelsesudstyr og oplagringspyloner af Marshall's ved Cambridge, Storbritannien. Et hold af ingeniører fra firmaet vil rejse til Aerodata's lokalitet i Braunschweig, Tyskland under installationsarbejdet. Samme kunde vil muligvis bestille yderligere 2 fly på et senere tidspunkt. Den pakistanske flåde råder over 2 brugte ATR 72 fly, som er oplagret for at blive ombygget til maritime overvågningsopgaver. Den tyrkiske flåde har tidligere opereret et ATR 72-600 fly til MSA-opgaver, men dette blev ombygget til flerformålsopgaver i 2013. Marshall har i løbet af sin mere end 90 år lange historie arbejdet på mere end 30 forskellige platforme, inkl. Airbus A318, Boeing P-8, Lockheed Martin C-130 og Tristar samt Vickers VC10. Aerodata leverer specialmissionsystemer til overvågning bestående af radar, FLIR, elektro-optisk samt retningsfindere.
AFM 2/19 : Endnu et ATR 72-212A transportfly [0009] kom i tjeneste ved luftvåbnet i Myanmar under ceremoni ved Mandalay-Meiktila luftbasen 15/12/2018. Der menes at være tale om et brugt eksemplar, som vil tilslutte sig 4 andre allerede i tjeneste ved Transport Squadron, Mingaladon luftbasen. Samme enhed råder desuden over 3 ATR 42-300 fly, hvoraf 2 stk. er blevet ombygget til maritim patruljering. ATR 72 flyene bruges til transport af fragt og personel.
SCW 11/10/22 : Den malaysiske regering har truffet en beslutning vedr. anskaffelsen af landets næste maritime patruljefly (MPA/maritime patrol aircraft). Leonardo har fået tildelt MPA-kontrakten baseret på ATR72MP modellen, som har betegnelsen P-72 i italiensk tjeneste. Ordren omfatter 2 fly med option for yderligere 4 stk. Samtlige fly vil blive opereret af 16 Skuadron ved Subang/Sultan Abdul Aziz Shah, som allerede opererer med 4 Beechcraft Be200T fly. Desuden vil 3 TAI ANKA-S droner blive anskaffet til 11 Skuadron ved Labuan luftbasen.