Jarlen
af Warwicks (Richard
Neville) nederlag og død ved Barnet
lammede men knuste ikke dronning Margarets,
hustru til Henry
VI, håb om at placere hendes lancastrianske (rød rose)
sød Edward på Englands trone. Fra Weymouth marcherede hun
skyndsomt nordpå mod grænsen til Wales hvor nye allierede kunne
rekrutteres. Edward
IV, som fornemmede hendes plan, førte en yorkistiske (hvid
rose) hær vestpå i et forsøg på at afskære
lancasrianerne. Margarets tropper blev kommanderet af den 4. hertug af
Somerset (Edmund Beaufort) hvis fader og ældre broder allerede havde
givet deres liv i den lange, brutale borgerkrig. Lancastrianerne nåede
ved at marcherede 65 km den sidste dag deres mål først. Med
Edward pressede fremad for at fremtvinge slaget ved Tewkesbury, ved sammenløbet
af Avon- og Severn-floderne, den 4. maj.
Somerset så en åbning i Edwards rækker
og forlod en stærk defensiv position på den lancastrianske
venstre side for at angribe den yorkisiske midte. Hans gennembrud blev
hurtigt standset og derpå taget i flanken af 200 af Edwards spydkæmpere.
Somerset blev drevet tilbage i uorden og efterlod hans lancastrianske
flanke ubeskyttet. De yorkistiske riddere stormede fremad for at oprulle
fjendens midte. Her kæmpede den 18 år gamle Edward, prinsen
af Wales, tappert men blev overmandet og dræbt. Hele den lancastrianske
hær brød nu sammen og samledes aldrig igen. Somerset og andre
adelsmænd som overlevede kampene blev senere halshugget. Dronning
Margaret overgav sig. Den sejrrige Edward IV vendte tilbage til London.
Hans yngre broder, hertugen af Gloucester (og fremtidige Richard
III), besøgte Tower om natten den 21. maj. Den næste
dag blev den gamle, ulykkelige lancastrianske konge, Henry VI, fundet
død. Nu var den eneste overlevende fordringshaver på Englands
krone den 14 år gamle landflygtige Henry Tudor, jarl af Richmond.