Sydvietnam
Vietnam

Efter det franske nederlag ved Dienpienphu i maj 1954, delte en international konference i Geneve, Schweiz, Vietnam ved den 17. breddegrad. Nord for denne linje blev området til den kommunistiske demokratiske republik, eller Nordvietnam, styret af præsident Ho Chi-Minh fra hovedstaden Hanoi. Mod syd blev republikken Vietnam, med sin hovedstad i Saigon, dannet i 1955. Kommunistiske guerillastyrker, kaldt Viet Cong, begyndte snart at føre krig mod den sydvietnamesiske regering under præsident Ngo Dinh Diem. Selvom kun omkring 25.000 guerillaer var i felten, mistede præsident Diems væbnede styrker gradvist terræn. For at hjælpe den kæmpende republik begyndte USA at yde økonomisk assistance og sendte i 1961 en rådgiv-ningsmission på 685 mand til Vietnam. I 1962 voksede antallet af rådgivere og teknikere til 11.000. Men fortsat beholdt de kommunistiske styrker, som fik størstedelen af deres støtte fra Nordvietnam, samt nogen hjælp fra det kommu-nistiske Kina og Sovjetunionen, initiativet. Den 2. november 1963 blev Diem styrtet og dræbt ved et militærkup. Derefter gjorde en række ustabile regeringer den militære situation endnu værre. Antallet af amerikanske tropper blev forsøget til 16.000 i 1963, hvoraf mange tog en mere aktiv rolle i bekæmpelsen af guerillastyrkerne. I 1964 voksede USAs styrke i Sydvietnam til omkring 23.000. Den 5. august bombede amerikanske fly for første gang Nordvietnam. Den 8. februar 1965 begyndte bombningerne på regulær basis. Men Viet Cong-angrebene voksede også i styrke, fra bataljons- til regimentsstyrke.
   Den første amerikanske kampenhed, den 3.500 mand store 9. marinebrigade, gik i land ved den store nordlige base Danang i marts 1965. Fire måneder senere (28. juli) bekendtgjorde præsident Lyndon Johnson offentligt at "vi vil holde stand i Vietnam". For at bekræfte denne beslutning blev antallet af amerikanske soldater sendt til Sydvietnam forøget til 190.000 i slutningen af året. Disse tropper omfattede følgende enheder: 1. kavaleri-division (luftmobil) nær An Khe; den 1. infanteri-division og 173. luftbårne brigade ved Bien Hoa; den 1. brigade af 101. luftbårne division ved Phan Rang; og den tredje marineamfibiske styrke ved Danang og Chu Lai. Disse styrker, samt den sydvietnamesiske Tiger-division ved Qui Nhon og 5.000 marineinfanterister ved Tuy Hoa, et kongeligt australsk regiment på 1.200 mand og et newzealandsk artilleribatteri, blev alle underlagt den amerikanske øverstbefalende, general William Westmoreland, som havde hovedkvarter i Saigon. For første gang i historien spillede helikoptere (omkring 1.800) en vigtig kamprolle, og gjorde tjeneste til både transport- og våbenfunktioner. Med til at bidrage til den forøgede amerikanske slagstyrke var den 7. flåde lige ud for kysten og flyene fra den 2. luft-division (senere betegnet det 7. luftvåben), suppleret med B-52 tunge bombefly fra den 3. luftdivision stationeret på Guam.
   På samme tid voksede den sydvietnamesiske hær under premierminister Nguyen Cao Ky (som tiltrådte den 19. juni 1965) til omkring 600.000 mand, samt 6.500 amerikanske rådgivere. Sydvietname-serne var organiseret i fire korps-områder, nummeret fra nord til syd, hvor det III korpsområde omfattede Saigon. I opposition stod omkring 215.000 Viet Cong og et anslået antal på 10.000 regulære nordvietnamsere.
   I 1965 led USA 6.928 kamptab i Sydvietnam, inkl. 1.241 dræbte. Sydvietnamesiske tab var 11.327 dræbte og 23.009 sårede. Disse tal bragte de samlede kamptab siden 1. januar 1961 op på følgende:

Den 24. december 1965 stoppede præsident Johnson de amerikanske bombninger af nordvietnamesiske mål med det formål at fremtvinge fredforhandlinger. Da ingen fredaftale blev nået, blev bombningerne genoptaget den 31. januar 1966. I 1966 forøgede USA antallet af tropper i Sydvietnam til 389.000. Størstedelen af denne ekstra styrke kom fra de nyligt landsatte 25., 4. og 9. infanteridivision. Sydvietnamesiske styrker voksede til omkring 750.000 kampsoldater i løbet af året. Og Filippinerne bidrog med 2.000 tropper. Men på samme tid voksede de kommunistiske styrker, som talte omkring 250.000 frontlinjetropper i begyndelsen af året, stødt. I gennemsnit kom omkring 7.000 nye folk til om måneden - 4.500 ved infiltration fra nord (de fleste ned gennem Ho Chi-Minh stien), resten ved hvervning i de Viet Cong-kontrollerede områder.
   I 1966 forsøgte de amerikanske og sydvietname-siske styrker ved landaktioner at finde og knuse de kommunistiske styrker. Det største af disse angreb, kaldt Operation Hastings, så 5.000 amerikanske marineinfanterister og en sydvietnamesisk styrke af lignende størrelse overmande den 324. nordviet-namesiske division (8.-10.000 mand) lige syd for den demilitariserede zone langs med den 17. breddegrad, den 15. juli-5. august. Marineinfanteristerne, som led "moderate" tab (omkring 10 procent), talte 882 døde fjender, anslog yderligere 1.000 dræbte og tog 15 fanger. Amerikanske piloter fløj 1.209 støtte-missioner, det højeste antal angreb i nogen opera-tion i krigen op til det tidspunkt.
   Den største amerikanske operation i Vietnamkrigen i 1966 blev indledt den 15. oktober mod den kommu-nistisk holdte krigszone C, 72 til 106 km nordvest for Saigon nær grænsen til Cambodja. I dette angreb, kaldt Operation Attelboro, dræbte omkring 25.000 amerikanske kamptropper et rapporteret antal på 1.101 fjendtlige soldater, primært fra Viet Congs 9. division og det 101. nordvietnamesiske regiment. Amerikanske tab blev beskrevet som "lette". Operationen sluttede den 25. november.
   Krigen i luften eskalerede den 29. juni 1966, da amerikanske hangarskibs- (A-4 Skyhawk og F-4 Phantom) og landbaserede (F-105 Thunderchief) fly ødelagte størstedelen af de nordvietnamesiske benzinlagertanke nær Haiphong og Hanoi. I resten af året angreb amerikanske fly fjendtlige mål i Nord- såvel som i Sydvietnam voldsomt. Det forøgede tempo i luftkrigsførelsen blev illustreret i antallet af mistede amerikanske fly, primært fra antiluftskyts. I slutningen af 1965 var 165 amerikanske fly blevet skudt ned. I slutningen af 196 var det totale antal fly mistet i kamp 468, samt 4 helikoptere, over Nordvietnam, og 150, samt 251 helikoptere, over Sydvietnam.
   I 1966, det første fulde år med krigsførelse for de amerikanske tropper, mistede USA 5.047 dræbte i kamp i Vietnam. Kommunistiske dræbte blev anslået til 55.000. Omkring 20.000 kommunister hoppede af til Sydvietnam.
   I 1967 invaderede amerikanske tropper, for første gang, det kommunistisk holdte Mekong-delta, syd for Saigon. Den 6. januar landede omkring 4.000 marineinfanterister fra havet og luften (Operation Deckhouse Five) i et område som mentes at indeholde omkring 100.000 Viet Cong. To dage senere ramte en større amerikansk offensiv den såkaldte Jerntrekant, et kommunistisk støttepunkt 30 til 50 km nord for Saigon. I dette tre uger lange angreb, kaldt Operation Cedar Falls, trængte omkring 30.000 amerikanske tropper ind i trekanten fra tre sider. Amerikanske enheder omfattede den 1. og 25. infanteridivision, den 196. lette infanteribrigade, den 173. luftbårne brigade og den 11. pansrede kavaleribrigade. Den tredje amerikanske offensiv i året, og den største op til det tidspunkt, var en invasion af krigszone C, en 2.600 kvadratkilometer stor kommunistisk højborg 140 km nordvest for Saigon. Kaldt Operation Junction City, begyndte angrebet med 30.000 tropper under general Jonathan Seaman den 22. februar.
   Den amerikanske hær har angivet tre adskilte kampagner i Vietnam (med mindst yderligere en der skal specificeres): Rådgiverkampagne, fra 15. marts 1962 til 7. marts 1965; Forsvar, fra 8. marts 1965 til 24. december 1965; Modoffensiv, fra 25. december 1965 til 30. juni 1966.
   Trods flere store offensiver i 1967, havde Nord-vietnam ved årets udgang placeret omkring 100.000 regulære tropper i Sydvietnam, omkring halvdelen af de kommunistiske styrker i felten. Den sydvietname-siske hær (ARVN) på 700.000 mand var nu blevet forstærket med 485.000 amerikanere samt 60.000 tropper fra Sydkorea, Australien, New Zealand, Thailand og Filippinerne. USA hævdede at mere end 80.000 fjendtlige tropper var blevet dræbt det år. (Men senere information afslørede at de fleste af sådanne tabsangivelser viste sig at være alt for høje). Amerikanske kamptab i 1967 var mere end 9.000 - 2.000 mere end det samlede antal af dræbte siden kampene var begyndt i 1961.
   Hjemme modsatte et lille men voksende antal mennesker sig det forøgede amerikanske engage-ment i krigen. Antallet af kritikere blev dramatisk forøget i 1968. Drivkraften kom fra de to slag som USA og ARVN faktisk vandt, men først efter hårde kampe og mange tab. Det første slag var belejringen af Khe Sanh og dets landingsbane (værdifuld af både militære og psykologiske årsager) mod nordvest. Det krævede et energisk forsvar af 3.500 marineinfante-rister og 2.100 ARVN-rangere, samt overvældende amerikansk luftstyrker, at afvise en målrettet belejring, 21. januar-7. april. Imens havde kommu-nisterne forberedt en landsdækkende offensiv mod et hundrede byer og landsbyer. Den blev indledt på den vietnamesiske nytårsdag Tet, 30. januar 1968. Fra Hué i nord til Saigon i syd udviklede de pludselige angreb sig til bitre kampe. F.eks. gik 800 ud af 1.000 amerikanere og montagnards tabt den 7. februar ved Lamng Vei, halvvejs fra Khe Sanh til grænsen mod Laos. Med generobringen af Hué den 24. februar havde de amerikanske og ARVN tropper slået Tet-offensiven tilbage. Der var 2.500 amerikanske dræbte og tre gange så mange sårede. Sydvietnam led lignende tab.
   Fjendtlige tab i Tet-offensiven blev anslået til 37.000, men angrebets styrke havde chokeret USA. Det var nu klart at landet var kørt fast i en besvær-lig og kostbar krig, halvvejs på den anden side af jorden. Det var også klart at mange daglige luft-angreb mod den 2.400 km lange Ho Chi Minh-sti ikke havde været i stand til at stoppe den jævne strøm af forstærkninger og forsyninger til de kommunistiske styrker i syd. USA mistede 500 fly over stien samtidig med at fjenden reducerede gennemrejsetiden fra nord fra seks måneder til seks uger.
   Midt i den voksende kritik bekendtgjorde præsi-dent Lyndon Johnson den 31. marts 1968, at han ikke ville søge genvalg senere samme år. En anden ændring var afløsningen af den øverstbefalende i Vietnam, general William Westmoreland, med general Creighton Abrams i juni. Den 31. oktober stoppede Johnson bombningen af Nordvietnam, hvilket åbnede vejen for at fredsforhandlinger kunne begynde i Paris. Men krigen trak ud, fra de nordlige provinser til Mekong-deltaet i syd. I selve Saigon dræbte raketter og guerillaangreb civile næsten dagligt.
   I 1969 startede en ny amerikansk præsident, Richard Nixon, en række gradvise tilbagetrækninger af amerikanske landstyrker, på det tidspunkt ved sit højdepunkt på 543.000. Politikken med at overdrage kampen til ATVN blev kaldt "vietnamisering". Der var nu 40.000 dræbte amerikanere og 260.000 sårede. Krigen til lands aftog men amerikanske luftangreb fortsatte, inkl. en hemmelig bombning af formodede fjendtlige baser i Cambodja.
   Derefter den 1. maj 1970 blev krigen udvidet. Under dække af massive bombninger invaderede omkring 15.000 amerikanske og 5.000 ARVN-tropper det sydlige Cambodja. Selvom de stødte 30 km ind i landet, blev ingen kommunistiske baser fundet. De amerikanske tropper trak sig ud den 30. juni med tabet af 338 dræbte og mere end 1.500 sårede. En forstærket ARVN-styrke pressede yderligere 15 km frem men opnåede kun lidt ud over at frembringe yderligere 200.000 flygtninge. Fjendtlige døde blev anslået til næsten 5.000.
   Et lignende indfald ind i Laos, af 17.000 ARVN støttet af amerikanske fly, begyndte den 8. februar 1971. Også dette viste sig frugtesløs og blev slået tilbage. USA mistede 176 piloter i dræbte og 100 helikoptere; mere end 1.000 mand fra ARVN blev dræbt og 5.000 såret. Under den katastrofale retræte slog nordvietnameserne til mod Khe Sanh, nu holdt af ARVN, den 19. marts. Denne gang blev basen løbet over ende. Foruden flere tusinde dræbte og sårede, led vietnameserne store tab af fly, kanoner og forsyninger. Derefter døde kampen hen for resten af 1971, og ved årets udgang var mere end halvdelen af de amerikanske landstyrker blevet trukket tilbage.
   I 1972 holdt ARVN, som blev støttet af fortsat amerikansk luftstøtte og rigelige forsyninger af enhver slags, stand mod periodiske angreb fra nordvietnameserne. Quang Tri, 48 km syd for den såkaldte demilitariserede zone langs den 17. breddegrad, gik tabt men blev senere genvundet. Kontm, i det centrale højland, og An Loc, 100 km nord for Saigon, modstod kraftige fjendtlige angreb.
   Imens gjorde fredsforhandlingerne i Paris, hvor USA og Sydvietnam forhandlede med Nordvietnam og andre elementer af den nationale Befrielsesfront, ingen fremskridt. (Et af nøglepunkterne var løsladelsen af 566 amerikanske piloter som blev holdt fanget i Hanoi). Fredsforhandlingerne brød til sidst sammen den 13. december 1972. Seks dage senere indledte USA pludseligt de kraftigste luftangreb i krigen mod Hanoi og havnebyen Haiphong. I 11 dage kastede B-52 bombefly fra baser på øer i Stillehavet 100.000 bomber under angreb døgnet rundt. Inter-nationale protester mod denne såkaldte julebomb-ning bidrog til at overtale præsident Nixon til at sluttede angrebene. USA mistede 26 bombefly, 33 dræbte piloter og 33 taget til fange. Men bombnin-gen har måske haft indflydelse på genåbningen af fredsforhandlingerne i Paris, som endeligt førte til en våbenhvile, som trådte i kraft den 27. januar 1973. To måneder senere forlod de sidste amerikanske krigsfanger og landtropper (med undtagelse af 50 rådgivere) Vietnam.
   Trods våbenhvilen optrappede kommunisterne deres angreb og den mere hårdnakkede modstand fra ARVN i 1972 viste sig at være kortvarig. Præsi-dent Nguyen Van Thieu og forsvarsminister Nguyen Cao Ky kunne ikke forhindre, at deres styrker mistede terræn for næsten hvert eneste fjendtlige angreb. Der var ikke længere noget kommunistisk foregivende af hvem der udkæmpede krigen. De angribende styrker var regulære nordvietnamesiske tropper, veludrustede med sovjetiske tanks og kanoner. Den overordnede ledelse kom fra forsvars-minister general Vo Nguyen Giap, Vietminh-helten fra Dienbienphu. Våbenhviler forøgede kun Nordens overtag med hensyn til moral og militær duelighed.
   I december 1974 indledte Nordvietnam under feltkommandør general Van Tien Dung en testoffen-siv fra Cambodja ind i Phuoc Long-provinsen. Provinshovedstaden, Phuoc Binh (Song Be), 112 km nord for Saigon, faldt den 7. januar 1975. USA protesterede igen over krænkelsen af Paris-aftalen, men ydede ikke luftstøtte til deres sydvietnamesiske allierede. Derpå lagde Nordvietnam planer om at løbe hele syden over ende. Den 10. marts angreb general Dung pludseligt Ban Me Thuot, ankerpunktet for Sydvietnams smalle 160 km brede liv. Fire dage senere opgav præsident Thieu det centrale højland. En halv million soldater og civile flygtede ud mod kysten. I det isolerede nord faldt Hué den 25. marts, Da Nang (nationens næststørste by) den 30. marts med overgivelsen af 100.000 mand, og Qui Nhon (den tredjestørste by) den 1. april. Den nordlige halvdel af landet var gået tabt; de sydlige byer skulle snart følge efter - Tuy Hoa, Nha Trang, og den enorme amerikanske luft- og flådebase ved Cam Ranh Bay, alle i løbet af den første uge af april.
   Men det afgørende slag ville være om Saigon mod syd. Her organiserede Thieu en forsvarslinje fæstet ved Xuan Loc, 61 km nordøst for hovedstaden. Fra den 9. til 21. april slog ARVN, i deres bedste periode, ubarmhjertige kommunistiske angreb tilbage inden de til sidst bukkede under for overlegen styrke. Samme dag (21. april) trådte præsident Thieu tilbage og flygtede i eksil (for til sidst at slå sig ned i England). Sydvietnameserne strammede en ring rundt om Saigon med 100.000 veltrænede, velbevæbnede regulære tropper. Den 28. april overtog general Duong Van ("Big") Minh sydens præsidentskab, men det var alt for sent. Fjendtligt artilleri tilintetgjorde Tan Son Nhut lufthavnen dagen efter. En dag senere, den 30. april, strømmede Duongs tropper ind i byen mens den amerikanske militære og diplomati-ske delegation undslap i løbet af de sidste timer med helikoptere til afventende skibe ud for kysten. Tusinder at vietnamesere som loyalt havde arbejdet for regeringen i Saigon og USA blev efterladt til deres skæbne i hænderne på de kommunistiske sejrherrer.
   I de 14 år hvor man havde sendt militærpersonel til Vietnam, mistede USA 47.239 mand dræbt i kamp og yderligere 10.446 andre dødsfald. Nordvietnam menes at have mistet 500.000 mand, Sydvietnam 650.000, Cambodja 2.500. Thailand, Sydkorea, Australien og Filippinerne mistede i alt 7.500 militære dræbte.
   De to Vietnamer blev nu forenet til den Socialistiske Republik Vietnam (og optaget i FN i 1977). Saigon blev omdøbt til Ho Chi Minh City. Flere hundrede tusinde vietnamesere, som frygtede den kommunistiske magtovertagelse, flygtede fra landet (det er anslået at 190.000 slog sig ned i USA, inkl. general Ky; 40.000 i Canada, og 40.000 i Europa). Mange af dem som blev tilbage blev gennet ind i sikkerhedslejre til "genuddannelse" (det menes at omkring 60.000 fortsat var under bevogtning som sent som i 1983).
   Efterslet. Det nye Vietnam, som stadig nød støtte fra USSR, invaderede Cambodja i 1978. Den kinesisk støttede leder, Pol Pot, flygtede i eksil, og hoved-staden, Phnom Penh, faldt den 7. januar 1979. En Cambodjansk Front-regering (Kampuchea) blev installeret under det vietnamesiske militærs vagt-somme øjne.
   Imens mod nord havde der udviklet sig problemer langs med den vietnamesiske grænse til Kina, den historiske fjende. Den 9. februar 1979 indledte Kina en straffeekspedition ind i det nordlige Vietnam. Det meddelte mål var at beskytte sine grænsebosættel-ser. Den 10. marts trak kineserne sig tilbage, efter at have mistet 13.000 dræbte. Vietnamesiske tab blev sat til 8.000.

• Nam Dong
• Van Tuong-halvøen
• Vietnamkrigen

Amerikanske B-52 bombefly over Nordvietnam.