Da
den langvarige kamp om Spotsylvania ikke frembragte et gennembrud, rykkede
den føderale general Ulysses
S. Grant igen Potomac-hæren mod syd og øst, om natten den
20.-21. maj. Alarmeret over faren mod hans højre flanke, rykkede
den konføderale general Robert
E. Lee samme nat til en position bag North Anna River. Her opstillede
han sine tre korps (omkring 50.000 mand) i en stærk V-formet position.
Grants fire korps, som næsten var dobbelt så stærk som
Lee's styrke, ankom over for Northern Virginia-hæren den 23. maj.
På den venstre (vestlige) fløj var general Horatio
Wrights VI korps ved at krydse floden da det blev angrebet af general
Ambrose Hills
III korps. I en voldsom kamp, som kostede hver side mere end 600 tab, tvang
Wright sig vej over floden og Hill trak sig tilbage til sine forskansninger.
På den yderste østlige flanke mødte general Winfield
Hancocks II korps modstand fra det konføderale II korps under
general Richard
Ewell og fik kun en del af sin kommando over denne dag.
Dagen efter (24. maj) fuldførte Hancock sin flodkrydsning,
mens Gouverneur
Warrens V korps på den føderale højre midte også
rykkede syd for floden til en position øst for Wright. Men på
Grants venstre midte forblev general Ambrose
Burnside (IX korps) nord for floden, da han fandt spidsen af den konføderale
position (general Richard
Andersons I korps) for stærk til at angribe.
Grant var nu sårbar for et angreb, da hans armé
var splittet i tre vidt adskilte dele. Men heldigt for de føderale
kunne den føderale overkommando ikke udnytte deres gunstige disposition
– Lee og Hill var syge, Ewell var udmattet efter at have prøvet
at kæmpe på et ben og Anderson (som havde afløst den
sårede general James
Longstreet) var uerfaren. Efter to dage med lette træfninger marcherede
Grant igen med hans venstre flanke, om aftenen den 26. maj, mod Cold Harbor,
16 km nordøst for Richmond. Lee rykkede med ham, idet han holdt den
konføderale hær foran den konføderale hovedstad.