Efter
det knusende engelske nederlag ved Stirling
Bridge, vendte Edward
I hele sin opmærksomhed til krigen mod Skotland. Men først
måtte han slutte det spændte forhold til Frankrigs Filip
IV. Dette gjorde han ved at gifte sig med kongens søster Margaret
og forlove sin egen søn, den kommende Edward
II, med kongens datter Isabella. Edward gik derpå personligt
i felten mod Sir William
Wallace, som kommanderede skotterne. Den engelske hær marcherede
ind i grevskabet Stirling, scenen for katastrofen i 1297, og mødte
Wallace's styrke ved Falkirk den 22. juli.
Skotterne havde indtaget en stærk defensiv stilling
opbygget omkring fire solide cirkler (schiltrons) af spydkæmpere
– de havde kun lidt kavaleri og få bueskytter. Edwards pansrede
riddere angreb det skotske infanteri, men blev kastet tilbage af de massive
spydspidser. Derpå førte Edward sine walisiske bueskytter
frem. Deres byger af pile fra langbuer fra klods hold skår huller
i de skotske rækker. Ridderne angreb ind i disse åbninger
og slagtede hurtigt skotterne med lanser og sværd. Wallace og nogle
få overlevende søgte tilflugt i tætte skove. Edwards
mænd forfulgte ubønhørligt rebellerne. Wallace selv
blev til sidst taget til fange ved Glasgow i 1305. Han blev hængt,
trukket og sønderlemmet ved Tyburn. Skotland blev underlagt den
engelske krone, men folket forblev overvunden. Robert VIII (kaldet »the
Bruce«; senere Robert
I af Skotland) samlede sine landsmænd og fortsatte krigen.