Robert I, the Bruce

Selvudråbt konge af Skotland. Broder til Edward Bruce.

• Falkirk I, 1298
• Methven, 1306
• Loudon Hill, 1307
• Bannockburn, 1314
• Dundalk, 1318
• Myton, 1319
• Byland, 1322
• Dupplin Moor, 1332

Robert Bruce den Yngre (1274-1329), konge i Skotland 1306-29, sønnesøn af Robert Bruce den Ældre. Stod oprindeligt på englændernes side i kampen mod John Balliol og Wallace; men efter at Wallace var overvundet i slaget ved Falkirk (1298), ledede han i de følgende år sammen med John Comyn regeringen over Skotland, mens han søgte at rejse indbyggerne til opstand mod England. For at blive eneherre myrdede han Comyn 1306 og lod sig samme år krone til konge af Skotland i Scones abbedi. Mens Edvard I rustede sig mod ham, flygtede han vestpå; men efter Edvards død 1307 indtog han alle de skotske slotte, undtagen Stirling, nøglen til Skotland, som han belejrede, da Edvard II nærmede sig. Ved Bannockburn 24. juni 1314 ødelagde Bruces fodfolk totalt Edvards langt større rytterhær, og blomsten af Englands ridderskab faldt i skotternes hænder. Trods den følgende tids fjede sad Bruce fast, og hans kongeværdighed anerkendtes af England ved fredstraktaten i Northampton 1328. Død af spedalskhed. (HK2/1920)