|
Chile |
|
| Sydamerika | 10.05.13 |
Historie: Chiles ældste indbyggere var indianerfolk, særlig araukanerne (s.d.). 1535 trængte conquistadoren Almagro (s.d.) ind i Chile fra Peru, og spanierne underlagde sig snart den nordlige del af det, der kom til at danne et selvstændigt generalkapitanat. 1810 rejste chilenerne sig mod spaniernes trykkende herredømme, og ved hjælp af frihedshelten San Martin (s.d.) fra La Plata tilføjede de spanierne afgørende nederlag ved Chacabuco (1817) og Maypu (1818). Hermed var uafhængigheden sikret, og en forfatning af 1833 gav Chile en stærkere centralregering end de andre sydamerikanske stater. Først 1844 anerkendte Spanien formelt den nye stat. Landets politiske og økonomiske udvikling gik nu rask fremad, og der blev udrettet meget for landbrug, industri og handel, især under de dygtige præsidenter Bulnes (1841-51) og Manuel Montt (1851-61). Da Peru 1865 kom i krig med Spanien, sluttede Chile sig til det, og Valparaiso bombarderes af en spansk flåde, hvorfor spanierne ved fredsslutningen 1871 måtte betale skadeserstatning. 1879 kom Chile i krig med Bolivia og Peru om de rige gauno- og salpeterlejer på Atacamakysten. Efter en stor sejr 1879 landsatte Chile en hær i Peru, vandt en afgørende sejr ved Tacna 1880, erobrede Arica og besatte derefter Callao og hovedstaden Lima. Ved freden 1884 afstod Peru og Bolivia de omstridte landstrækninger. Efter krigen fortsattes den raske udvikling, indtil indre partistridigheder begyndte at hærge landet. Præsident Balmaceda (1886-91) søgte at opkaste sig til diktator, kongrespartiet, støttet på overklassen, fik flåden med sig under admiral Jerje Montt, og da Balmaceda blev slået til lands, dræbte han sig selv. Montt blev præsident (1891-96), tog et ministerium af begge partier, reorganiserede hær og flåde, ordnede finanserne og indførte guldmøntfod. Til Argentina kom Chile i et meget spændt forhold på grund af grænsestridigheder, og under den følgende præsident Federigo Errazuriz (1896-1901) foretoges store rustninger, indtil striden bilagdes ved voldgift 1899. Præsident Errazuriz tilhørte det klerikalt-konservative parti. Hans regering var meget urolig med idelige partistridigheder og dårlige pengeforhold. Jerman Riesco, præsident 1901-06, valgtes af det liberale parti. Under ham bedredes forholdene noget, og den indre uro er taget af. 1905 endtes grænsestriden med Bolivia (s.d.). Under Pedro Montt, præsident 1906-10, og Ramón Barros Luco 1910-15 fortsattes den rolige udvikling, men præsidenten har nu mindre magt end før, da kongressen har tiltaget sig meget af den udøvende magt. 1910-12 og især 1918 var forholdet til Peru spændt pga. den gamle strid om Tacna-Arica territoriet. Verdenskrigen bragte Chile en finanskrise 1915 bl.a. pga. salpetereksportens stærke nedgang. Chiles sympatier var til dels tyske, og overfor uindskrænket tysk ubådskrig februar 1917 nøjedes Chile med protest i Berlin. Præsidenten dr. J.L. Sanfuentes (1915-20) erklærede stadig at ville hævde streng neutralitet (ligesom Argentina). (HK2/1920) |
|