Den første chilenske selvstændighedsbevægelse anført af José de Carrera og Bernardo O'Higgins blev knust af den kongelige spanske regering i 1814. Tre år senere begyndte José de San Martín, fra sin revolutionære base ved Mendoza i det vestlige Argentina, en march tværs over Andesbjergene med omkring 5.200 mand. Tre uger senere ankom San Martín, sammen med O'Higgins, til Chacabuco, lige nord for Santiago i det centrale Chile. Her mødte og slog rebellerne en spansk hær den 12. februar i et enkelt, velorganiseret angreb. Rebellerne fortsatte med at besætte Santiago hvor O'Higgins blev »øverste diktator«. Et år senere blev Chiles selvstændighed proklameret.