Normandie, Frankrig, gammel provins (navn efter normannerne), ved Kanalen og omkring Seines nederste løb, mellem Picardie (grænseflod Bresle), Ile de France, Maine og Bretage.

Historie: Navnet hidrører fra normannerne; en normannisk høvding Rollo (Rolf, Roux) sluttede 911 Saint-Clair-sur-Este den aftale med den vestfrankiske konge Karl d. Enfoldige, at han mod at opgive alt røveri og lade sig døbe skulle have egnen omkring Rouen med floden Este som østgrænse og havet som vestgrænse; hertil kom senere noget mere (923 fx Bayeux), og det hele områder, der kom under normannerhøvdingen, blev kaldt Normandie; høvdingerne kaldes officielt normannernes grever og kalder sig selv normannernes hertuger og markgrever. Rollo blev døbt af ærkebispen i Rouen og fik dåbsnavnet Robert efter sin gudfader, grev Robert af Paris, Han og hans efterfølgere var ivrige kirkevenner, og deres styrelse af landet var kraftig og god. En søn af Robert II (Djævel) var Vilhelm, der 1066 indtog England, og Normandie var nu jævnlig forbundet med England. Rollos mandsstamme uddøde 1135 med Henrik I, hvis dattersøn Henrik II Plantagenet 1154 fik herredømmet over England og Normandie. 1203, og 1204 erobrede kong Filip August af Frankrig (s.d.) Normandiet fra Johan Udenland, og det hørte nu til Frankrig indtil Henrik V af England indtog det efter slaget ved Azincourt 1415, men Karl VII (s.d.) genvandt det, og der har siden da været en del af Frankrig. (HK7/1924)

Normanner (dvs. mænd fra nord) var vesteuropæernes almindelige benævnelse opå de nordiske søkrigere, der i 8-11. århundrede drop plyndrende og erobrende ud over Europa. Andre navne var daner, askmænd (af askr, skib), væringer; viking er et gammel nordisk ord, der mulig kun betyder kriger. Trangen til krigerisk udfærd var gammel hos nordboerne, i 6. århundrede omtales 2 danske søtog til Nederlandene, og 617 hærges Irlands kyst; derefter synes der at have været ro, indtil sidst i 8. århundrede de egentlige normannertog begynder. Forskellige årsager har virket; Frankerrigets truende nærhed, voksende befolkning, misnøje med stærkere kongemagt. Efterhånden som nordboerne fik smag for Europas kultur og rigdomme, blev vikingelivet den naturlige og fuldt tilladelige levevis or store skarer af dem, og selv konger deltog. Folk fra alle tre riger synes at have optrådt sammen; gennemgående gik dog svenskernes tog østpå til Rusland, nordmændenes især til Skotland og Irland og danskernes til England og Frankrig. 787 kom 3 nordiske skibe til Northumberland, og 8. juni 793 plyndrede danske og norske klosteret Lindisfarne. I de følgende år fulgte spredte, men mere og mere dirstige overfald på engelske og irske kyster, 802 og 806 plyndredes kolosteret på Iona. Karl d. Store så faren og traf 800 og 810 forsvarsforanstaltninger, som dog efter hans død forsømtes. Med 820-830 begynder en ny periode; normanner drager ud i større mængder og sætter sig fast i landene, således på øen Noirmoutiers i Loires munding, 826 på Irland og 850-51 i Themsen. De griber videre og videre om sig; på Irland oprettes 838 et nordisk kongerige, fra Noirmoutiers sejler normanner 843 op ad Loire, 844 og 859 gør de tog til Middelhavslandene, og under karolingernes splid efter 840 hærger de frygteligt i Frankrig. I denne den mest eventyrlige periode af normannertiden og i begyndelsen af den følgende spillede Regnar Lodbrog og hans sønner en hovedrolle som førere. Henimod slutningen af 9. århundrede begynder et tidsrum, hvor normannerne koncentrerer sig om større, mere nærliggende opgaver. 865 satte de sig fast i Øst-Angel og førte 866-78 en blodig kamp med angelsachserne, erobrede Northumberland og Øst-Angel og fik ved et forlig med kong Alfred disse lande som selvstændigt rige, Danelagen. Samtidig rettedes voldsomme anreb på fastlandet. Om Scheldes og Rhinens mundinger udkæmpedes blodige kampe; Ludvig III slog normannerne ved Saucourt 881, men 885 belejrede en mægtig flåde Paris, og Karl d. Tykke måtte købe den bort. Normannerne begyndte imidlertid nu at tabe deres krigerske overlegenhed; Arnulf slog dem 891 ved Louvain, og Frankrig fik dygtigere regenter. Normannerne higede efter fredelig nedsættelse, og 911 fik den formodentlig danske høvding Rollo Normandiet (s.d.) overladt som len af Karl d. Enfoldige. 10. århundrede var en hviletid, hvor normannerne fæstnedes sig i deres riger; til disse må også regnes det russiske, grundet af svenskerne 862, og Island. I England trængte angelsacserne ind på normannerne, og ca. 980 begyndte da en ny kamptid, der endte med Englands fuldstændige erobring 1014. De sidste mærkepæle i normannernes historie er deres nedsættelse i Italien 1029 og Englands erobring ved de franske normanner 1066 (se disse lande). Normannertogene var en mægtig kraftudfoldelse fra de nordiske folks side og fik indgribende betydning for Europa. Foruden direkte ved kolonisationer virkede normannerne indirekte til at samle staterne og skærpe nationalfølelsen. Den fri udfoldelse af personligheden, som vikingelivet medførte, prægede også Europas kultur og blev bl.a. gennem de franske og italienske normanner af stor betydning for korstogsidéen og udviklingen af riddervæsenet. Norden selv bragtes ved normannertogene i forbindelse med en ny og ukendt verden, hvorfra den modtog rig og åndelig påvirkning; gennem brydningen mellem hedensk og kristeligt dannedes et nyt livsbillede. (HK7/1924)