Tidligere hertugdømme, men siden 1876 en kreds i den preussiske provins Schleswig-Holstein, ligger på højre bred af Elben overfor Hamburg.

Historie: Lauenburg beboedes i 8. århundrede af vendiske obotriter, efter at de gotogermanske urindbyggere var fordrevet. Venderne blev kort efter 800 betvunget af Karl den Store, og landet koloniseredes siden af sachserne under Henrik Løve, der 1154 grundede bispedømmet Ratzeburg. 1180 gaves Lauenburg med Øst-Sachsen til Bernhard af Askanien; Danmark erobrede det 1203 og lagde det ind under grevskabet Nordalbingien, men efter Bornhøved-slaget 1237 fik Bernhards søn Albrecht det tilbage. Ved Sachsens deling 1260 fik Johan I Lauenburg m.m., og hans slægt regerede i hertugdømmet Sachsen-Lauenburg til 1689; ved den »enige union« 1688 gaves en art forfatning. Da huset uddøde 1689, gjorde talrige fyrster, også den danske konge, arvekrav, men hertug Georg Vilhelm af Braunschweig-Lüneburg forstod at trænge dem til side og blev 1702 erkendt som hertug. 1705 kom Lauenburg tillige med Braunschweig-Lüneburg under Hannover og forblev der, til det 1803 blev besat af Napoleon og 1810 indlemmet i Frankrig. 1813 tilbagegivet Hannover afstodes Lauenburg 1815 til Preussen og af dette 1816 til Danmark som kompensation for svensk Pommern. Det åbne brev 1846 hævdede kongelovens arvefølge som utvivlsom for Lauenburg; dette, der 1849 fik en grundlov af oprørerne, deltog i øvrigt ikke synderlig i krigen 1848-51, hvorimod det i 50erne indtog en mistænksom holdning overfor Danmark. 1858 udskiltes det af fællesforfatningen, blev 1863 besat af tyske tropper og afstodes 1864 til Preussen og Østrig. Under London-konferencen havde der været tale om at benytte Lauenburg som kompensation for de blandede slesvigske distrikter. 1865 overlod Østrig Lauenburg til Preussen, 1866 indtrådte det i det nordtyske forbund og indlemmedes 1876 i Preussen, Bismarck udnævntes 1890 for sin person til hertug af Lauenburg. (HK6/1923)