|
Hannover |
|
| Tyskland | 17.07.13 |
Historie: Hannover var en del af de welfiske lande og nær knyttet til Braunschweig (s.d.). Først 1569 adskiltes det varigt fra dette, og det meste af det nuværende Hannover forenedes derefter under fyrstendømmet Lüneburg, der 1641 fik Kalenberg med byen Hannover. 1648 deltes landet i fyrstendømmerne Lüneburg-Celle og Kalenberg-Hannover, og dygtige fyrster hævdede i den følgende tid Welferhusets anseelse stærkt. I Lüneburg-Celle bødede Christian Ludvig (1648-65) på Trediveårskrigens ødelæggelser, og Georg Vilhelm (1665-1705) vandt Lauenburg; i Kalenberg-Hannover lagde Johan Frederik (1665-79) grunden til absolutismen, og Ernst August (1679-98) satte sig som mål at samle de welfiske lande og opnå kurværdigheden. Hans diplomatiske snilde skyldtes oprettelsen af kurfyrstendømmet Hannover 1692; sin søn Georg Ludvig (1698-1727) lod han ægte en prinsesse af Lüneburg-Celle, og da Georg Vilhelm døde sønneløs 1705, forenedes landene under Hannover. Selv var Ernst August gift med en datterdatter af Jakob I af England, og sønnen tiltrådte derfor 1714, ifølge parlamentsbeslutningen 1701, tillige regeringen i dette land. Hannover indtog nu en højt anset stilling i Tyskland; 1719 fik det Bremen og Verden og nåede derved havet. Georg (Ludvig) I og II (1727-60) følte sig som tyskere, og især den sidste førte welfisk politik; under Georg III (1760-1820) trådte derimod Hannover stærkt tilbage for England, og regeringen tilfaldt et adeligt patriarkat. I napoleonstiden blev forbindelsen med England skæbnesvanger; 1807 kom det sydlige Hannover under kongeriget Westfalen, og det nordlige indlemmedes 1810 i Frankrig. 1814 genvandt landet selvstændigheden, ophøjedes til kongerige i personalunion med England og fik bl.a. Østfriesland, mens Lauenburg afstodes til Preussen. Forfatningskampe optog de følgende år. En forfatning 1819 tilfredsstillede ikke de voksende frihedskrav, bl.a. for bønderne, og under Georg IV (1820-30) styrede ministeren Münster landet i streng konservativ ånd. Efter Vilhelm IV.s (1830-37) tronbestigelse førte uroligheder til Münsters afsked, og en ny forfatning i liberal ånd gaves 1833. 1837 skiltes Hannover fra England ved kvindelinjens succession her, og Georg III.s søn, den 67årige stivsindede tory Ernst August (1837-51) blev konge. Han ophævede straks forfatningen af 1833, genindførte den 1819 givne og styrede enevældigt, ikke uden dygtighed, men måtte 1848 acceptere en fri forfatning. Under de indre stridigheder i Tyskland førte welfernes uvilje mod Preussen Hannover over på Østrigs side, og dette gjorde sig især stærkt gældende under Ernst Augusts søn, den blinde Georg V (1851-66), hvis slægtstolthed og forbenede absolutisme blev skæbnesvanger for landet. 1855-62 regerede han med sin reaktionære minister Borries, afviste 1866 alle preussiske tilbud om måtte efter slaget ved Langensalza flygte til Østrig, hvorefter Hannover september samme år indlemmedes i Preussen. Det tysk-hannoveranske eller welfiske parti har siden arbejdet for rigets genoprettelse, men dets indflydelse var længe i nedgang, 1907 fik det kun 2 af Hannovers 19 mandater i Rigsdagen, 1912 5, i nationalforsamlingen 1919 3. Efter revolutionen har der været stærke welfiske strømninger i Hannover, og partiet krævede december 1920 oprettelsen af et særlig stat Nedersachsen. (HK4/1922) Kongedømme 1814 Georg III: 1760-1820
|