Flandern

Tidligere nederlandsk grevskab ved Nordsøen, nu delt mellem Holland, Belgien og Frankrig.

Historie: Flandern beboedes af kelter og hørte siden til den romerske provins Belgica secunda indtil frankernes indtrængen. Skønt væsentlig germansk kom det 843 til Frankrig, hvis konge 864 gav det so arveligt grevskab til Balduin I. Flandern strakte sig fra Schelde til Somme; trods tre sprog, flamsk i det egentlige Flandern (nu Belgien), frisisk mod nord og vest (nu til dels hollandsk) og wallonsk mod syd (nu fransk), blev det en stærk politisk enhed. Greverne udnyttede beliggenheden mellem tre hovedlande til snild ligevægtspolitik; lensbåndet til Frankrig var meget løst, og fra 11. århundrede var greven også tysk lensmand. Feudal administration og karolingisk kultur kulminerede i indlandet; derimod stod den frisiske kyst for sig selv med marskland og fåreavl. En flamsk bevægelse satte 1070 Robert Friser på tronen, og tyngdepunktet forlagdes mod nord til Bruges, men fra 12. århundrede blandede Frankrig sig stadig mere i Frankrigs forhold. Greverne søgte støtte hos England og i de opblomstrende stæder, hvor gammel frisisk uldindustri og internationalt handelsliv skabte en rig borgervælde; Bruges voksede med London, og stæderne optrådte som selvstændige magter. Filip Augusts sejr over England 1214 gjorde en tid Frankrig enerådende i Flandern, men befrielsen kom fra stæderne; under indre borgerkampe tog grev Guido parti for småborgerne, Filip d. Smukke for patricierne, Filip erobrede landet, men borgerdemokratiet rejste sig og sejrede ved Courtai 1302. Flandern mistede det wallonske syd, men forblev frit. Under den følgende tids bonde- og borgeroprør voksede langtsomt grevens magt mod de tre overmodige, men uenige byer Bruges, Gent og Ypres (nederlaget ved Roosebeke 1382); under Hundredårskrigen fremkaldte grevens franske politik et stort oprør af stæderne, hvis uldindustri var afhængig af England; men Flandern knyttedes mest til Frankrig, da Ludvig II.s (1346-84) datter ægtede Filip d. Dristige af Burgund, hvis hus vandt det meste af nederlandene og skabte en ny fransk-flamsk blandingsstat, der hurtig blev Frankrigs medbejler. Mens de første burgundiske hertuger søgte at sammensmelte Nederlandene og Burgund, førte Karl d. Dristige (1467-77) en ensidig huspolitik: i Flandern voksede fyrstens magt, og en forvaltning efter fransk mønster indførtes; adelen gik op i den burgundiske og fransk blev regeringssprog, men samtidig blomstrede den flamske litteratur og kunst frem. Tilstanden var god, da Flandern ved Karls fød tilfaldt huset habsburg. Siden da har det delt skæbne med de sydlige Nederlande (se Belgien). Stæderne gik tilbage ved konkurrencen med England og det brabantske Antwerpen. 1556 kom Flandern under Spanien; i 17. århundrede tabtes den wallonske del til Frankrig. Dele af den frisiske afstodes til Holland 1648, det egentlige Flandern kom under Østrig 1714, var fransk 1795-1814, derefter under Nederlandene og fra 1830 under Belgien. Trods den stærke franske påvirkning fra middelalderen til 19. århundrede har flamsk sprog holdt sig livskraftigt. (HK3/1921)

• Courtrai, 1302
• Roosebeke, 1382