Böhmen

Historie: Oprindeligt beboedes Böhmen af keltiske bojer (deraf navnet: Bohemia), men på Augustus' tid måtte disse vige for de gotogermanske markomanner. I 5. og 6. århundrede blev Böhmen besat af slaviske stammer, som fik fællesnavnet tsjekker. En tid stod de under avarerne, men frankeren Samo gjorde (ca. 620) Böhmen frit og samlet. Enheden opløstes dog mere og mere i de følgende århundreder, og en række stammehertuger forekommer, blandt disse Przemysl, der blev stamfader til Böhmens kongeær (przemysliderne). Gennem Methodios' og Konstantins missionsvirksomhed kom kristendommen til landet i begyndelsen af 9. århundrede og befæstedes yderligere gennem forbindelsen med Tyskland. Hertugerne anerkendte tysk overhøjhed, men var i reglen uafhængige. Både Henrik I (929) og Otto I (950) betvang Böhmen, der dog i århundredets slutning vandt nye kræfter ved foreningen med Mähren; imidlertid var den tyske indvandrign stærk. Efterhånden antog hertugerne kongenavn, ofte skænket af de tyske kejsere, men Böhmen var i de følgende århundreder til kastebold for dynastiske interesser. Ottokar II (1253-78) udstrakte sit herredømme over Østrig, Steiermark, Kärnthen og Krain, men efter et sammenstød med Rudolf af habsburg mistede han atter disse lande og faldt under et nyt forsøg på at genvinde dem. Venceslaus II (1283-1303) knyttede Böhmen og Polen sammen i en kortvarig personalunion, og med Venceslaus III uddøde den nationale kongeslægt 1306. 1310 tilfaldt Böhmen det luxemburgske hus, idet Johan d. Blinde blev konge (død 1346). Hans søn Karl blev også tysk kejser (Karl IV), og under ham oprandt en blomstringstid for Böhmen. Næringsvejen fremmedes, love og retssikkerhed hævdedes og den nationale kultur steg (universitet i Prag 1348), idet Karl holdt landet skarpt ude fra sine tyske besiddelser. Venceslaus IV (til 1419) og Sigismund (død 1437) var ligeledes tyske kejsere; under dem falder Johann Hus' optræden (brændt i Konstanz 1415), og en voldsom religiøs bevægelse greb folket. Husitterkrigen, der rasede med frygtelig kraft og satte hele Tyskland i uro, var ikke blot en religiøs, men også en national-tjekkisk bevægelse, rettet mod tyskhedens indtrængen i landet. 1436 endte kampen, og først nu anerkendtes Sigismund som Böhmens konge. Hans svigersøn, Albrecht af Østrig, fulgte ham 1437-39, derefter kom dennes søn Vladislav Postumus på tronen (1457). Det nationale parti gennemførte imidlertid, at dets fører, Georg Podiebrad, blev rigsforstander og derefter konge (1457-71). Under ham oprandt atter en kort glansperiode. De følgende konger søgtes i Polen: Vladislav II (1471-1516), under hvem den religiøse strid endelig bilagdes, og Ludvig II, der 1526 faldt mod tyrkerne. Habsburgeren Ferdinand, der var gift med Ludvigs søster, blev nu konge i Böhmen, der fra nu af knyttedes til det østrigske hus. Ferdinand gennemførte 1547 sin slægts arveret til Böhmen. Under ham og hans efterfølger Maximilian II (1564-76) blev Böhmen grebet af reformationsoprøret, og der lagdes spirer til nye religionskampe. Rudolf Ii trådte oå imod protestantismen, men måtte 1609 ved »majestætsbrevet« anerkende Böhmens religiøse og politiske rettigheder. De stadige krænkelser fremkaldte opposition, og under Matthias (1612-19) udbrød striden, da tsjekkerne havde kastet tre kejserlige rådsherrer ud af vinduet på Hradschin i Prag (maj 1618). Trediveårskrigen begyndte. Da Matthias døde, valgtes Frederik af Pfalz til Böhmens konge. Men fjenderne trængte ind over grænsen, og Tillys sejr på det Hvide Bjerg ved Prag (november 1920) blev skel i Böhmens historie. Nederlaget var religiøst: jesuitter og munke oversvømmede landet, mens tusinder af protestanter måtte forlade det; det var politisk og nationalt: den böhmiske adel mistede for en stor del sine godser, der kom i indvandrede tyskeres hænder, og tysk banede sig vej på tsjekkisks bekostning. Böhmen var lammet, og der gik et par århundreder hen, før det slagne folk atter lod høre fra sig. Men da det 19. århundredes nationalitetsbevægelse vågnede rundt om, fængede den også i Böhmen. I marts 1848 krævede folkemøder i Prag en særstilling for de böhmiske kronlande (Böhmen, Schlesien og Mähren) og større selvstændighed for det slaviske element, og regeringen i Wien gav løfter (april). For at pointere Böhmens særstilling nægtede tsjekkerne, ført af historikeren Palacky, at deltage i valgene til det ny tyske parlament, men søgte i stedet støtte i en panslavisk kongres i Prag (juni). Da hoffet gjorde mine til at tage løfterne tilbage, udbrød der uroligheder i Prag, hvorpå Windischgrätz bombarderede og indtog byen (17. juni). Nu tog hoffet ine indrømmelser helt tilbage, men tsjekkerne blev dog i den østrigke rigsdag, idet de håbede på en føderalistisk forfatning. Den centraliserende politik, som affødte oktoberdiplomet 1860 og februarforfatningen 1861, drev tsjekkerne over i skarp opposition. 1865 blev Belcredi minister, og samtidig vandt slaverne flertal i Böhmens landdag, hvor de gennemførte deres sprogs ligeret med det tyske i højere skoler (januar 1866). Det venligsindede ministerium faldt imidlertid 1867 efter krigen med Preussen, og Beust trådte til. Den dualisme, som 1867 skilte monarkiet i to halvdele, skuffede böhmerne, da det tyske element blev aldeles overvejende i den østrigske halvdel, hvorunder de hørte. 81 tsjekkiske medlemmer af Landdagen indgav da den såkaldte »Deklaration« og forlod forsamlingen, 1868. Regeringen greb til tvangsforanstaltninger, og 1868-69 var Böhmen halvt i belejringstilstand. 1870 kom tsjekkerne efter en opløsning af Landdagen i flertal. Forgæves søgte flere ministerier at skabe et forlig, tsjekkerne stillede for store krav (»Fundamentalsætninger«) og holdt sig borte fra Rigsrådet. 1873 vedtoges en ny, for slaverne uheldig valglov, og nationalitetsstriden vedblev. Først 1878 tog tsjekkerne atter sæde i landdag og rigsråd, 1880 vedtoges flere indrømmelser til fordel af tsjekkisk, og 1882 deltes Prags universitet i en tysk og en tsjekkisk halvdel. Det slaviske parti var i stærk fremvækst og støttedes af mange medlemmer af den oprindelige tyske højadel; tyskerne holdt sig forbitrede tilbage fra Landdagen og søgte gennem en skoleforening at modvirke tsjekkiseringen. 1890 sluttedes endelig under Taaffe et forlig med gensidige indrømmelser, men det gik snart i stykker. De radikale ungtsjekker, der i 1890erne helt vandt overhånd over de mere moderate gammeltsjekker, agiterede derimod, og striden begyndte på ny. +++ (HK1/1920)

• Kressenbrunn, 1260
• Pilsen, 1618
• Jankau, 1645
• Soor, 1745
• Lobositz, 1756