Baden

Historie: Da romerne i 1. århundrede f.Kr. satte sig fast i det nuværende Baden, var landet beboet af gotogermanske stammer. Baden blev en del af Agri Decumates (s.d.), men gik tabt i 3. århundrede, da alamannerne erobrede landet; senere kom det under frankerne. Under Karl d. Stores efterfølgere opstod i Baden flere mindre hertugdømmer. Det indtil 1918 regerende fyrstehus afleder sin herkomst fra Bertold I af huset Zähringen, der var Henrik III's og IV's lensmand. En af Bertolds efterfølgere, Rudolf I, skaffede under interregnet i 13. århundrede sit land betydelige udvidelser, udsonede sig med Rudolf af Habsbuerg og fik lov at beholde sine erobringer. Rudolf er den egentlige grundlægger af markgrevskabet Baden, der omfattede landet omkring Murg og Pfinz med byerne Baden, Durlach, Ettlingen og andre. I de følgende århundreder var Baden snart splittet, snart samlet, indtil det 1527 deltes mellem to linjer, Baden-Baden og Baden-Durlach. Reformationen indførtes i begge markgrevskaber, men udryddedes fra 1572 atter i Baden-Baden og hovedmassen af befolkningen vedblev at være katolsk. I Baden-Durlach regerede 1709-38 Karl Vilhelm, der byggede Karlsruhe; han efterfulgtes af sønnesønnen Karl Frederik, som 1771 arvede Baden-Baden, da zähringerne her uddøde. Karl Frederik, det moderne Badens stifter, var en udmærket regent, der fremmede landets hjælpekilder og forbedrede retspleje og folkeoplysning. Ved at slutte sig til Napoleon skaffede han sit land store udvidelser, blev kurfyrste (1803) og storhertug (1806); Baden var derefter ca. 15.000 km² stort med ca. 1 mio. indbyggere. Hans sønnesøn og efterfølger, Karl Ludvig Frederik (1801-18) var gift med Stéphanie Beauharnaiis, Napoleons adoptivdatter, men brød med Napoleon efter slaget ved Leipzig 1813 og sluttede sig til koalitionen, hvorved han sikrede sig besiddelsen af sine lande. han vandt sine undersåtter for sig ved at give en forfatning (1818), der længe var Tysklands frieste. Efter julirevolutionen blev yderligere en mængde levninger fra enevælden afskaffet, og der indførtes bl.a. en fuldstændig trykkefrihed. I 40'erne herskede der en vis raktion, især under østrigsk påvirkning; men da februarrevolutionen 1848 gav de liberale fordringer forøget styrke, gik regeringen ind på de fleste af dem. Republikanerne rejste under Struve og Hecker et oprør, der blev kuet, men 1849 atter udbrød og fandt støtte i hæren. Storhertug Leopold måtte flygte til Elsass, indtil preussiske tropper havde bragt ro i landet. – Efterfølgeren, Frederik I (1856-1907) regerede frisindet; landet gik frem og de ultramontanes fordringer tilbagevistes med kraft. Frygten for Bismarck drev Baden til at slutte sig til Østrig 1866, men efter slaget ved Sadowa sluttedes der hurtigt fred med Preussen, og 1870 stillede storhertugen straks sin hær under Preussens ledelse. I det tyske rige fulgte Baden nøje Preussens politik; indadtil regeredes det vedblivende i frisindet ånd; der indførtes indkomstskat med stigende skala (1906), og munkeordnerne er stadig udelukkede fra landet. 1904 indførtes på foranledning af statsministeren, den fremragende diplomat og politiker von Brauer, direkte og hemmeligt valg til Landdagens 2. kammer. Efter Frederik I fulgte sønnen Frederik II (1907-18). De ledende partier var efter 1905 en »storblok« af frisindede, nationalliberale og socialdemokrater, der dog 1913 var nær ved at tabe flertallet til de konservative og centrum. Ved verdenskrigens begyndelse 1914 var Baden en tid udsat for et fransk indfald, og dets byer var oftere genstand for flyverangreb. Styrelsens liberale ånd fik ligesom et officielt stempel gennem tronfølgeren Maximilians (s.d.) kanslervirksomhed oktober-november 1918.+++ (HK1/1920)

• Sinsheim, 1674
• Sasbach, 1675
• Stollhofen, 1707