Aérospatiale (Fouga/Potez) CM.170 Magister 
| EUROPA | AMERIKA | ASIEN | AFRIKA | ||||||||||||||||||||||
|
|
|
|
400/32 CM 170/175EWAP/86 
: Guatemalas luftvåben råder over 3 moderniserede Aérospatiale CM.170R magister avancerede jettrænere ved Escuadrón de Caza-Bombardeo, San José.
EWAP/86 : Rwanda bestilte 3 renoverede Fouga CM.170 Magister jettrænere i 1975, men flyene blev aldrig leveret.
EWMA/94 : Magister modellen kom i tjeneste som den første jettræner på hele kloden og var bemærkelsesværdigt ved sin brug af en sommerfuglehale. Blev udviklet for at imødekomme en specifikation fra det franske luftvåben. I alt 3 prototyper blev bygget af selskabet Fouga, hvor Pierre Mauboussin allerede havde været banebrydende med brugen af små jetmotorer på lette fly og svævefly med motorer. Efter den første flyvning med Fouga CM.170 Magister prototypen 23/7/1952, blev der bestilt 10 præ-produktion fly juni 1953, efterfulgt af fuld produktion til det franske luftvåben fra jan. 1954. I 1958 overtog Potez-gruppen ansvaret for Fouga-aktiviteterne og fortsatte produktionen og udviklingen af CM.170 Magister fly. Denne aktivitet blev for sin del overtaget af Sud-Aviation i april 1967 og produktionen af Magister modellen fortsatte ind i 1970, på hvilket tidspunkt selskabet var blevet absorberet i Aérospatiale. Præ-produktion Magister modellen, som foretog sin første flyvning 7/7/1954, var til CM.170-1 standard, ligesom de tidlige produktionsfly, hvoraf det første gik i luften 29/2/1956. Produktionen af CM.170 fly i Frankrig udgjorde i alt 622 stk. for at opfylde ordrer fra det franske luftvåben (400) og flåde (32) samt luftvåbnet i Østrig (18), Belgien (48), Brasilien (7), Cambodja (4), Congo Leopoldville (6), Finland (20), Israel (18), Libanon (4) og Vesttyskland (62). Desuden byggede Flugzeug Union Sud i Tyskland 188, Valmet i Finland byggede 62 og IAI i Israel byggede 36, hvilket bragte den samlede produktion inkl. prototyper til 921 stk.
Forbedrede varianter: Den indledende produktionsmodel, CM.170-1, var forsynet med Marboré IIA motorer, som blev afløst af opgraderede Marboré VIC modeller i CM.170-2 versionen. CM.170-3 varianten, som foretog sin jomfruflyvning 8/6/1964, var forsynet med Martin-Baker katapultsæder under et modificeret tag og en forstørret brændstofkapacitet. Fik senere den nye betegnelse CM.173 Super Magister. Til Aéronavale var CM.175 Zéphyr modellen (baseret på CM.170-1), som kunne operere fra hangarskibe, bl.a. forsynet med bremsekrog. Den første af i alt 2 prototyper foretog sin jomfruflyvning 30/5/1959 og af de 30 producerede eksemplarer er 12 stk. fortsat i tjeneste ved 59 Escadrille, Hyères. Omkring 150 Magister fly er fortsat i tjeneste ved det franske luftvåben, hvor de opereres af Division des Vols 5/312 ved Salon de Provence for indledende flyvetræning af karriereofficerer og til forskellige opgaver inkl. kommunikations/forbindelsesopgaver ved base-flights og på eskadrilleniveau. Omkring 12 stk. er ligeledes fortsat i tjeneste ved det belgiske luftvåben til kommunikationsopgaver og vedligeholdelsestræning. Tilbagetrækningen af Magister fly fra tjeneste ved de andre originale operatører – med undtagelse af måske Libanon, hvor 2 eller 3 fly muligvis fortsat er flyvedygtige – førte til anskaffelsen af små antal CM.170 modeller fra adskillige andre luftvåbner, til brug som grundtræningsfly og/eller til rollen som lette angrebsfly, bevæbnet med maskinkanon og raketpods. Det israelske luftvåben er fortsat en stor operatør af Magister fly og har føjet 9 udfasede fly fra Belgien og muligvis andre brugte eksemplarer til sin oprindelige anskaffelse/produktion af 82 fly. Mellem 1981 og 1986 blev i alt omkring 80 stk. moderniseret af Bedek Division under IAI med Marboré VI motorer, ny flyelektronik og andre opgradering. Blev derefter omdøbt til Tzukit (Thrush) (beskrevet separat) under Advanced Multi-mission Improved Trainer (AMIT)-programmet.
WEB 5/24 : Det brasilianske luftvåben erhvervede 7 Fouga CM170 Super Magister jettrænere i 1968, som tilgik opvisningsholdet Esquadrilha da Fumaça. Typen, som fik betegnelsen T-24 [FAB 1720 til 1726], afløste 22 Morane-Saulnier MS760 Paris jettrænere, som allerede var i tjeneste ved luftvåbnet. Brugen af T-24 modellen ved Esquadrilha da Fumaça var kort, da enheden i 1972 vendte tilbage til North American T-6 modellen. Udfasningen skyldtes typens høje brændstofforbrug samt behovet for at kunne operere fra ikke asfalterede landingsbaner. På det tidspunkt var der kun få moderne lufthavne i landet.
